Åbent brev til Borgerrepræsentationen, Københavns Rådhus, København den 31. januar 2021
Kære Borgerrepræsentation.
I står overfor at skulle tage endelig stilling til lokalplanen for byggeriet på Amager Fælled.
En igangsættelse af byggeriet, før der er sket en tilbunds-gående afklaring, indeholder en risiko for, at kommunen pådrager sig en erstatnings-forpligtigelse overfor investorer ...
Den folkelige modstand mod byggeplanerne er massiv. Det ses blandt andet af det rekordstore antal kritiske høringssvar. Men vi har desværre ikke en oplevelse af, at der bliver lyttet til kritikken. Samtidig finder vi det meget problematisk, at høringsprocessen er gennemført midt under en pandemi, hvor det har været umuligt at sikre en reel borgerinddragelse.
Vi hører gentagne gange argumentet om, at beslutningen er taget for to et halvt år siden og ikke står til at ændre. Men selvfølgelig er det muligt at ændre en beslutning, hvis den er taget på et utilstrækkeligt grundlag.
Siden beslutningen er truffet, er der kommet større bevidsthed om betydningen af natur- og grønne områder, både i forhold til menneskers fysiske og mentale helbred, men også i forhold til den alarmerende nedgang i biodiversiteten. Ikke mindst coronapandamien har sat fokus herpå.
København har store ambitioner om at bliver en grøn by i verdensklasse. Men fakta er, at siden 2011 er omfanget af grønne områder per indbygger i København faldet med 14 procent. Med vedtagelse af lokalplanen vil tallet falde yderligere.
Dertil kommer de uafklarede problemer i forhold til den forurenede jord under den tiltænkte byggegrund for Vejlands Kvarter. Kilder, der kender til den nye COWI-rapport, fortæller os, at der er målt op til 83 procent metangas en meter under Lærkesletten. Dette er dybt bekymrende, og det burde det også være for jer, da Københavns Kommune har det overordnede ansvar for By & Havns økonomiske forpligtigelser.
Vedtagelsen af lokalplanen for Vejlands Kvarter er efter flere eksperters mening i strid med vores internationale forpligtigelse til at passe på den natur, der danner levesteder for den fredede vandsalamander. Hvis lokalplanen vedtages, ser vi ingen anden mulighed end at sende en officiel klage, der også vil omfatte en række selvmodsigelser og fejl i Miljøkonsekvensrapportens konklusioner.
En igangsættelse af byggeriet, før der er sket en tilbundsgående afklaring, indeholder en risiko for, at kommunen pådrager sig en erstatningsforpligtigelse overfor investorer, hvis projektet alligevel ikke kan gennemføres.
Derfor opfordrer vi Borgerrepræsentationen til at genoverveje beslutningen om at vedtage lokalplanen på det nuværende utilstrækkelige grundlag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278