Hvorfor betragtes et ægtepar på folkepension ikke som to selvstændige mennesker angående skat og sociale ydelser? Selvfølgelig vil et ægtepar hjælpe hinanden, hvis behovet opstår.

Det ligner ansvars-forflygtigelse eller en ekstra gang håndvask.

Nu bliver den ene ægtefælle dement og må flyttes i en plejebolig. Den ”raske” bliver boende i deres pensionistbolig. De ses næsten hver dag, desværre er den demente ikke altid klar over det, ellers er der intet samliv, og de har fået det råd at blive skilt.

Men det vil de ikke og slet ikke den ”raske”. Den demente aner ikke, hvad der foregår. De er gift, til døden skiller dem ad, men hvorfor kan samfundet ikke betragte dem som to selvstændige mennesker?

Politikere og især ministre vil ikke kommentere en personsag, men det behøver de heller ikke, for de kan bare svare på spørgsmålene: Kan disse to mennesker blive fritaget for gensidig forsørgelsespligt? Hvis ikke, hvorfor? Og hvor står det i loven?

Beskæftigelsesministeriet og Socialministeriet har nægtet at svare på mine spørgsmål og henviser til, at ansvaret ligger hos kommunerne. Men det er Folketinget, som har vedtaget loven, og den skal kommunerne følge.

Det ligner ansvarsforflygtigelse eller en ekstra gang håndvask.