Det er et mantra, at bruttonationalproduktet i en markedsøkonomi skal vokse med minimum 2-3 procent om året og helst mere. Manglende vækst er definitionen på krise, med uro, arbejdsløshed og manglende genvalg.

I hele arbejder-bevægelsens historie har fokus været på modsætningen mellem arbejde og kapital, og den suppleres og forstærkes nu af en modsætning mellem kapital og natur.

Samtlige partier og tænketanke er nu ”blevet grønne” og klynger sig til den mulighed, at en liberal markedsøkonomi kan afkoble sammenhængen mellem vækst og klimabelastning og vokse med et par procent om året og samtidig reducere klimabelastningen. De fleste, som ved noget om problemet og lægger Paris-aftalens målsætning til grund om maksimal temperaturstigning på 1,5 til 2 grader C, ved, at det ikke er muligt.

Det er børnelærdom for socialister, at et politisk standpunkt må baseres på en analyse af de aktuelle modsætninger i økonomien. I hele arbejderbevægelsens historie har fokus været på modsætningen mellem arbejde og kapital, og den suppleres og forstærkes nu af en modsætning mellem kapital og natur. I vor sejlads mellem Skylla og Charybdis har vi dramatiske ændringer i naturgrundlaget for produktionen på den ene side og dramatisk kontrol af adfærd med borgerløn, økofascisme og Soylent Green i horisonten på den anden side.

Med sin klimaplan forsøger Enhedslisten at navigere i dette farvand, og den er den mest gennemarbejdede plan for et rødt og grønt svar på problemet. Den adresserer tre vigtige områder: Produktionen af energi – (vedvarende energi), transport – (afgifter, kollektiv transport og elbiler) og landbruget – (omlægning af landbrugsarealer til skov og naturparker og CO2-afgift på animalsk produktion). Et primært grønt projekt, hvor ”det røde” består i, at de indhøstede afgifter føres tilbage til de sektorer, hvor de er opkrævet med henblik på klimavenlige tiltag, og en ”grøn check” som kompensation til de lavere lønnede. Det lyder okay, men er det nok, og virker det?

Hvis et genvalg kræver mere radikale tiltag

Lad os antage, at det nuværende momentum i klimakampen fortsætter og forstærkes, og det bliver klart for hele det politiske spektrum, at et genvalg kræver mere radikale tiltag. Nu forudsætter imidlertid alle partier, at radikale tiltag skal ske i overensstemmelse med forfatningen/grundloven, hvis primære formål er at sikre markedsøkonomiens autonomi ved at begrænse det parlamentariske systems muligheder for at gribe ind i økonomien. Enhedslistens plan accepterer også den præmis.

Den rød-grønne alliance synes at betragte radikaliteten som altmodisch og umoderne.

En rød-grøn alliance, der insisterer på at nå Paris-aftalens mål, bliver mødt af et centrum-venstre med Alternativet og Radikales krav og forslag til adfærdsændringer gennem stigende afgifter og skat på transport, energi, fødevarer og andet konsum. Centrum-højre, som i vores scenarie også accepterer radikale tiltag, har samme løsninger, men vil kæmpe imod en progression samt insistere på, at hin enkelte (person og firma) skal kunne betale sig fra adfærdsændringer.

Grønne afgifter og grønne skatter og den benhårde fordelingskamp gør den fattigste del af befolkningen fattigere og giver den rigere del af befolkningen mulighed for kompensation. Det er det, vi for tiden ser med De Gule Veste i Frankrig, som ikke ser sig inkluderet i ”Macrons nationale kompromis”. Når Socialdemokratiet er tøvende overfor disse typer indgreb, skyldes det en instinktiv modstand mod indgreb, der rammer socialt skævt. Hvis ikke den del af centrum-venstre, som udgøres af en rød-grøn alliance, kan navigere os ud af denne situation, svigter vi vores historiske berettigelse.

Finanskrisen, pengevask og skattely understreger for de fleste nødvendigheden af en ny radikalitet. Men den rød-grønne alliance synes at betragte radikaliteten som altmodisch og umoderne. Den gør sig ikke i talkshows, og man frygter journalisternes drillerier.

Det økonomiske paradigme i opbrud

Den rød-grønne alliance må tilbage i studerekammeret med udgangspunkt i, at det neoliberale økonomiske paradigme er i opbrud. Det er først og fremmest økonomiens treenighed – velstand og fremskridt er lig økonomisk vækst er lig vækst i bruttonationalprodukt – der bliver sat spørgsmål ved. Det sker på alle universiteter i alle lande. Denne ”rethinking economics” bæres frem af kendte økonomer, hvor man for eksempel prøver at definere et ”grønt BNP”. Set fra vores standpunkt er det indtil nu kun en spæd begyndelse.

Paradigmekritikken må tilføres et perspektiv om en radikal ændring af de ejendomsforhold, som økonomien beskriver og retfærdiggør. Vi må endnu en gang undersøge, om nogle af de styringsredskaber, planøkonomierne anvender med succes, kan bruges og implementeres, og hvilke der er i modstrid med en demokratisk styring. En rød-grøn alliance må træde i karakter og understrege, at en klimaplan hænger sammen med en nødvendig transformation af de givne produktions- og udvekslingsrelationer.

En rød-grøn alliance må også understrege, at et sådan perspektiv rækker langt ud over rammerne for en nationalstat og er i sidste ende et globalt projekt. Her og nu må man forsøge at revitalisere Internationalen og formulere en politisk platform, som de forskellige landes rød-grønne alliancer kan tilslutte sig.

Alternativet er at blive en del af markedsøkonomiens politiske establishment. Den fattige del af befolkningerne svigtes, og det røde bliver til ”redwashing”.

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.