Mange europæiske lande kappes om fremstillingen af og eksporten af halalprodukter. Der er efterhånden tale om et stort marked, der umiddelbart må glæde både de enkelte handelsmænd og diverse instanser i de pågældende lande, hvor man oplever denne eksport som en virkelig salgssucces.

Med indtægterne for halalcertifikatet støtter vi imidlertid indirekte islam.

Der er dog én krølle på sagen, der afgjort bør tages op til en dybere vurdering, end der hidtil har været tale om. For at sælge varer til muslimske lande skal de erklæres for halal. Dette foregår på den måde, at der udstedes et certifikat, der forvandler forskellige dagligvarer fra Toblerone-chokolade og diverse kødprodukter til for eksempel kosmetik, sodavand, forskellige former for slik og morgenmadsprodukter til halal.

Disse halalcertifikater får producenterne og sælgerne udstedt og betaler for i Islamisk Kulturcenter eller en af de andre foreninger, der nu også må udstede dem. Eftersom mange af de Halalcertificerede varer eksisterede, inden de fik dette specielle stempel, så er der altså tale om en omdefinering af det samme ikke-muslimsk fremstillede produkt, angiveligt ved at der bedes en muslimsk bøn over det for at gøre det halal.

Indtægterne for halaleksporten er betragtelige, men det er salget af halalcertifikater også, og da modtagerne af sidstnævnte indtægter er såkaldt almennyttige foreninger, er de ifølge den danske skattelovgivning skattefri. Eftersom halalafgiften betales til ikke-skattepligtige muslimske foreninger på dansk jord, og der ikke er oplysnings- eller regnskabspligt, så er der reelt ingen, der ved, hvad der sker med disse certifikatindtægter.

Netop derfor er det bekymrende, at Islamisk Kulturcenter etcetera, der udsteder halalcertifikater, er en del af World Muslim League, som styres fra Saudi-Arabien. Denne organisation arbejder for at udbrede Saudi-Arabiens særlige konservative fortolkning af islam, wahabismen, hvilket burde få os til at spørge os selv om, hvorvidt indtægterne for salg af certifikater bruges på moskeer, koranskoler eller til udbredelse af radikal islam i ind- og udland.

I og med at halalafgiften fungerer som et bidrag til en religion, vi som danskere – og for manges vedkommende medlemmer af Folkekirken – ikke er forpligtet til at støtte, er der tale om et overgreb. I Grundloven, § 68, fastslås det, at “... ingen kan tilpligtes at betale til en anden gudedyrkelse end sin egen.”

Vi har en grundfæstet religionsfrihed her i landet og kan ikke tvinges til at dyrke hverken den ene eller anden guddom. Med indtægterne for halalcertifikatet støtter vi imidlertid indirekte islam, så man må spørge sig selv, hvordan det er gået til, at danske politikere har været blinde og døve over for denne side af halaleksporten.

Roskilde Universitet, Gruppe 07: En kritisk diskursanalyse om halalmærkning: https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/60947138/BP3___En_kritisk_diskursanalyse_om_halalmarkning.pdf

https://frivillighed.dk/guides/skat-og-foreninger

https://skat.dk/skat.aspx?oid=2234905

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=161815

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/halal-er-blevet-en-milliardindustri-som-ingen-taler-om