Her er en hilsen fra Sjælsmark. Et stille opråb om, at selvom børnene – efter massivt pres fra befolkningen – er blevet flyttet, bor der stadig mennesker.

Danskere er uvidende om, hvad der foregår. Og folk, der lever i det, har ingen stemme til selv at fortælle det.

Dette er noget, størstedelen af den danske befolkning, de danske medier og politikere lader til at have glemt. Måske vi endda har glemt, hvorfor der i første omgang var så store protester mod at have børn boende på udrejsecenteret.

Svaret er, at ingen mennesker burde bo der. Fordi udrejsecentre som blandt andre Sjælsmark ganske enkelt er et redskab til systematisk at dehumanisere og degenerere mennesker, så de bliver frataget al form for menneskelig værdighed og selvstændighed.

Dette er desværre ikke en utilsigtet konsekvens, men en politisk strategi, som trives i bedste velgående, fordi ingen egentlig ved, hvad der foregår.

En mark uden sjæl

Jeg stiger ud af bilen og bliver mødt af lyden af høje skudsalver. Meget højt. Jeg var godt klar over, at udrejsecenter Sjælsmark ligger tæt på et militært øvelsesterræn, men jeg var ikke klar over, hvor gennemtrængende lyden er.

Hvis ikke det var en tragisk realitet, ville det næsten kunne kaldes tragikomisk, at man vælger at placere folk, der er flygtet fra krig, terror og utrygge forhold, klos op og ned ad en militær øvelsesbane, hvor Forsvaret hver dag øver sig på krigssituationer, som de fleste på centeret kun kender alt for godt.

Et højt jerngitter omringer slidte militærbarakker og grå asfalt. Det hjælper ikke ligefrem, at vejret er gråt og mørkt, men jeg tror ikke, at selv det mest strålende solskin kunne gøre stedet mindre trøstesløst.

I en P1-dokumentar fra 2018 blev Sjælsmark af to børn beskrevet som ”en mark uden sjæl”, en ganske rammende beskrivelse. Et gammelt legestativ vidner om de to børn, der heldigvis ikke bor her længere.

De er sammen med alle andre afviste børnefamilier blevet flyttet til center Avnstrup – en beslutning, der krævede massiv medieomtale og pres fra befolkningen, men dog blev taget som et mikroskopisk skridt i retning af noget, der minder om en human asylpolitik.

Det ændrer desværre ikke på, at hverdagen stadig er lige tom og indholdsløs og fremtiden lige usikker for børnene på Avnstrup, selvom de nu har adgang til en græsplæne, og det fysiske hegn er erstattet af øget kontrol og mere registrering end i de fleste fængsler.

Det ændrer heller ikke på, at der stadig bor mennesker på Sjælsmark. Mennesker, der bliver umyndiggjort og ødelagt og gemt væk fra samfundet, så kun de færreste privilegerede mennesker med dansk statsborgerskab egentlig husker, at de findes, og ved, hvad der foregår. Hvorfor?

Fordi mennesker på Sjælsmark ikke selv har en stemme til at fortælle, at de findes. De har ikke engang penge til en busbillet væk derfra. Det er mennesker, der tre gange dagligt får udleveret en plasticpose med mad, et brød, et æble og en skolemælk til frokost i stedet for selv at lave mad.

Det er mennesker, der bor stuvet sammen i små beskidte barakker, seks voksne mænd på et lille værelse – en fordeling der knap ville være acceptabel på en dårligt finansieret efterskole.

Det er mennesker, der har fået frataget deres pas og papirer, deres ret til at arbejde og til at uddanne sig, deres mulighed for at lave ret meget andet end at spise og sove. De har mistet deres myndighed, selvstændighed og værdighed.

Hver anden uge får beboerne udleveret et lille beløb, “pocketmoney”, som kun de, der vælger at samarbejde om at blive sendt tilbage til deres hjemland, har ret til. Pocketmoney-systemet fungerer nogenlunde på samme måde, som når man træner en hund – belønning for samarbejde, straf for at stritte imod. Hvor hunden lærer sit og dæk, skal mennesker her sige ja-tak til at blive sendt tilbage til det land, de har risikeret livet for at flygte fra.

Noget af det værste, ifølge de beboere jeg har snakket med, er ventetiden. Den konstante ventetid, usikkerhed og frygt. Aldrig at vide hvor længe man skal vente, eller hvad der skal ske og magtesløsheden ved at have absolut intet at tilbringe ventetiden med.

En beboer fra Sjælsmark fortalte mig, at folk, der bor på udrejsecenteret, bliver skøre af det. Ganske enkelt. Man bliver skør af ikke at have noget at lave, ingen hverdag, intet ansvar, ingen tryghed, ingen selvstændighed, ingen indflydelse på sit eget liv.

Mennesker flygter fra et liv, ikke til et land

Så hvad er argumentet for det, som jeg fristes til at kalde ”spild af menneskeliv”? Argumenterne er mange, det ene mere ulogisk, inhumant og racistisk funderet end det andet.

Men vigtigst af alt fremgår det af den politiske strategi, at udrejsecentrene for alt i verden skal give motivation for hjemrejse. Sagt på en anden måde: Der skal helst være så dårlige forhold, at folk opgiver deres drømme om et bedre liv og frivilligt rejser tilbage til det, de er flygtet fra.

Som Matthias Tesfaye så fint udtrykke det, da han i Jyllands-Posten taler om den nye plan for yderligere stramninger, som blandt andet indebærer hurtigere bortskaffelse af asylansøgeres ejendele, skal udrejsecentrene ikke være “lagerhoteller, hvor man kan komme og gå, som det passer en, og så sørger vi for at have et opvarmet værelse til dem.”

Her tvivler jeg ganske enkelt på, om Tesfaye nogensinde selv har besøgt Sjælsmark eller talt med en, der bor der. For jeg er ganske overbevist om, at hvis man har boet på det sted i flere år, så kan det kun være, fordi man ganske enkelt ikke har noget at vende “hjem” til, eller at det, man kan vende tilbage til, er værre end livet på Sjælsmark. Og i det sidste tilfælde burde det være almen medmenneskelig logik ikke at sende folk tilbage.

Mennesker flygter ikke til et land, men fra et land og fra et liv, som jeg næppe forestiller mig, at Matthias Tesfaye, jeg selv eller nogen anden privilegeret dansk statsborger overhovedet kan forestille os.

Jeg giver ikke meget for Tesfayes argument om, at de fleste, der bor på udrejsecentrene, er migranter, der kun er flygtet af økonomiske årsager.

Desværre er asylsystemet indrettet sådan, at det er utrolig svært at få asyl i Danmark, hvis ikke du har en personlig dødstrussel hængende over hovedet. Derfor kan folk på Sjælsmark være flygtet fra både krig, tortur, diktatur og klimakatastrofer. Det burde ikke være nødvendigt at understrege, at folk ikke bor på Sjælsmark for sjov.

Den eneste grund til, at regeringen kan fastholde dette fundkommen ulogiske og umenneskelige system, er, som jeg ser det, at ingen ved, hvad der foregår.

At medierne kun sjældent skriver om udrejsecenter Sjælsmark eller Avnstrup for den sags skyld, for slet ikke at tale om center Ellebæk, som af Europarådets Torturkomité i år er blevet erklæret uegnet for mennesker, og hvor forholdene blev beskrevet som værende blandt de værste i Europa.

Danskere er uvidende om, hvad der foregår. Og folk, der lever i det, har ingen stemme til selv at fortælle det.

Derfor skriver jeg en hilsen fra Sjælsmark i håbet om her at give flere danskere med stemme og stemmeret indsigt i den dehumanisering af mennesker og det spild af menneskeliv, der finder sted i Danmark.

Om forfatteren

Agnes Sofie Andkjær skriver til Arbejderen: "Jeg skriver som privatperson og som praktikant i Trampolinhuset – et uafhængigt medborgerhus, der arbejder for bæredygtig og ligeværdig integration af flygtninge og asylansøgere. Gennem denne stilling har jeg fået et indgående kendskab til forholdene på udrejsecentrene Sjælsmark og Avnstrup og et personligt forhold til folk, der bor der. Det vil jeg gerne give den brede befolkning et indblik i."