Der har henholdsvis i Kampen om historien og i Deadline på DR2 været noget om besættelsen – og påfaldende er det, at deltagerne tilsyneladende kun er mennesker med en borgerlig bias – og især fra Berlingske Tidende.

Det bliver interessant at følge med i, om Europa-parlamentet stemmer om andre historiske begivenheder for at få det til at passe til en bestemt holdning.

Det giver rige muligheder for at påstå noget, der er uholdbart, og efterlade det indtryk, at udtalelserne viser, at nuancering og saglighed ikke vægtes særligt højt – og at det er vigtigere at formidle politiske postulater, end det er baseret på historiske fakta. Kort sagt: historisk forfalskning.

Det er især “sandhedsvidner” fra Berlingske Media. Om det skal sløre den lunkne holdning, som bladet havde til Nazi-Tyskland i 1930'erne, vides ikke.

I Kampen om historien i DR2 blev det, i forbindelse med om den daværende statsminister og udenrigsminister Erik Scavenius skulle straffes for højforræderi, af Bent Blüdnikow påstået, at danske kommunister også skulle straffes for højforræderi på grund af ikke-angrebspagten mellem Sovjet og Nazi-Tyskland, idet der var et samarbejde mellem danske kommunister og Nazi-Tyskland frem til 1942.

Det er lidt besynderligt, at der skulle have eksisteret et formaliseret samarbejde. Dels var Arbejderbladet i 1930'erne et af de få dagblade i Danmark, der var meget kritisk over for Nazi-Tyskland, dels hjalp kommunisterne de tyske flygtninge fra Hitler-Tyskland, og endelig var kommunisterne nogle af de første, der tog modstandskampen op mod besættelsen.

Det må siges at være noget af en besynderlig form for samarbejde.

I forbindelse med mindre højtideligheder fra en af de mange frygtelige overgreb på mennesker – og i dette tilfælde på jøderne – havde Deadline en debat om jødehad på venstrefløjen. 

En socialdemokrat underholdte med, at DKP'ere også var jødehadere på grund af relationerne til Sovjetunionen og Stalin.

For det første er det besynderligt, at der skulle eksistere et udbredt jødehad i Sovjet, idet Adolf Hitler ville udslette russernes på grund af, at det “kommunistiske system blev styret af jøderne”.

Adolf Hitler og hans åndsfæller havde den opfattelse, at inderkredsen i kommunistpartiet næsten udelukkende bestod af jøder. Hvis denne antagelse skulle være rigtig, så skulle magthaverne i Sovjet hade sig selv. 

Fra danske kommunister i 1930'erne var der masser af vidnesbyrd om det modsatte, hvilket hjælpen til de tyske jødiske flygtning er et eksempel på, og som blandt andre Carl Madsen beskrev i sin bog, Flygtning 33.

Når nogle jøder og især magthaverne i Israel kritiseres, så er det på grund af deres politik over for det palæstinensiske folk og besættelsen af deres land og har ikke noget med deres etniske oprindelse at gøre.

I Deadline den 25. januar 2020 blev tråden af Europa-parlamentets politiske vedtagelse om, at Sovjetunionen var medansvarlig for Anden Verdenskrig, taget op – og formålet var at beskylde Sovjetunionen for historisk forfalskning ved at give Polen et medansvar for Anden Verdenskrig og koncentrationslejre. Det, som ikke nævnes med et ord, er, at Polen var fascistisk og antisemitisk i mellemkrigstidsperioden.

Når Europa-parlamentet stemmer om, hvem der bærer ansvaret for Anden Verdenskrig, er der tale om bevidst historieforfalskning, når Sovjetunionen bliver beskyldt for det.

Det åbner muligheden for, at mange andre lande kan gøres medansvarlige for Adolf Hitlers drøm om verdensherredømme i form af krige og underkastelse af andre lande og befolkninger samt udslettelse af jøder, mentalt handicappede, subsistensløse, kommunister, socialdemokrater og andre, der ikke delte den nationalsocialistiske ideologi.

Selv Danmark kan blive gjort medansvarlig, hvis kriteriet er, at der eksisterede en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland – pudsigt nok: I 1939 indgik Danmark en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland.

Det er noget besynderligt og bemærkelsesværdigt, at når Tyskland har påtaget sig skylden for Anden Verdenskrig og gjort et stort arbejde og flotte anstrengelser for at lægge afstand til det mørke kapitel i menneskehedens historie, så undergraver EU-parlamentet det med fake-historie.

Det bliver interessant at følge med i, om Europa-parlamentet stemmer om andre historiske begivenheder for at få det til at passe til en bestemt holdning, således som det skete i fortiden, at det passede til kejserens ønsker, men ikke havde ret meget med sandheden at gøre.

I virkeligheden kan Adolf Hitler være taknemmelig for Europa-parlamentets besynderlige udlægning af historien.