Da privatiseringsbølgen begyndte i 90'erne, fik vi ørerne tudet fulde af alle mulige løfter om billigere ydelser, idet private interesser påstodes at kunne drive de traditionelle offentlige funktioner – såsom transport, energiforsyning, varmeforsyning og televirksomhed – betydelig mere effektivt, når kapitalistiske principper og metoder rådede, når ydelserne blev udsat for konkurrence i et frit marked (det borgerlige Danmarks endeløst gentagne mantra, et mantra, der har lige så lidt at gøre med virkeligheden som nadverens oblater med Kristi legeme – vi har stort set ikke noget, der minder om frie markeder længere), og når den rette motivation drev de ansatte.

De virksomheder, der står bag, er for de flestes vedkommende mere end ”shady”. De er ofte organiseret som selvejende institutioner, der ikke er regnskabspligtige.

 

Det stik modsatte er sket, som de fleste danskere vil vide. I transportsektoren er busbilletter mellem 2000 og 2014 steget 102 procent mere end pristallet og togbilletter 42 procent mere. Fra 1998 til 2016 er prisen på en kilowatt-time steget 4,8 gange mere end pristallet!

På boligområdet har vores politikere tilladt og faciliteret, at huslejerne i hovedstaden har kunnet stige med cirka fem gange pristallet siden 1985, som jeg har dokumenteret andetsteds, hvilket er en af de væsentligste årsager til hjemløshed.

Samtidig har det offentlige fralagt sig ansvaret for opfyldelsen af menneskerettighederne, det vil sige retten til en bolig, således som det fremgår af FN's Menneskerettighedscharter fra 1948's artikel 25, stykke 1 ved at nægte at betale huslejer for sociale klienter over 2.000 kroner. (Dette skete mig bekendt omkring 1997. Tidligere bestod kontanthjælpen af huslejen plus et beløb til at leve for.)

Men da problemet voksede til et omfang, der fik Danmark til at ligne et uland, fandt vores politikere heldigvis en løsning. En ægte plattenslagerløsning, ligesom alle de andre.

Nu skulle der indrettes herberger til de hjemløse, og det skulle private aktører stå for. Og det er sket. Ganske vist er der kun cirka 2.000 herbergspladser til 10.000 hjemløse, men Rom blev jo ikke drukket på én dag. (Der er blevet spædet godt op fra natpotten, som det vil fremgå af det følgende.)

Og disse initiativrige og hjertensgode mennesker, som har påtaget sig at hjælpe samfundets bærme, som ikke engang kan finde ud af at tjene nok til at betale 15-17.000 for en toværelses, skal selvfølgelig have noget ud af deres ulejlighed.

Derfor er der fastlagt en række tilskud til disse uegennyttige virksomheder. De varierer lidt fra kommune til kommune, men taksterne fremgår af socialministeriets hjemmeside. Dér kan enhver overbevise sig om, at det ikke er forfatteren til denne artikel, der har drukket af natpotten.

Hjemløs = retsløs

Men først vil jeg skildre de vilkår, som herbergerne byder hjemløse. Der er i de nye herberger (og de ombyggede gamle) indrettet kosteskabe på 8-15 kvadratmeter uden bad og toilet; disse luksusfaciliteter deler de som regel med cirka 20 andre, og det er oftest en del af vilkårene, at de selv skal gøre rent, også på fællesarealerne.

For denne herlighed betaler den hjemløse mellem 2.745 og 4.200 kroner per måned. Der er ikke andet inkluderet. Der er ingen lejekontrakt. Den hjemløse kan – uden nogen begrundelse –smides ud med omgående varsel og kan endda risikere ikke at få lov til at tømme sit ”værelse”.

Der foregår jævnlige og ofte uvarslede inspektioner, ganske som i et fængsel. Vores politikere er fuld bekendt med situationen, men drømmer ikke om at skride ind overfor disse grove menneskerettighedskrænkelser. Personalet er fåtalligt og oftest mindre end venligt.

Dét går dine skattekroner til

Men nu kommer jeg til det mest vanvittige. Man skulle tro, at det kunne lade sig gøre at drive en forretning for disse ”huslejer”. Men ud over den hjemløses eget bidrag modtager disse åbne, privatdrevne fængsler et tilskud på mellem 30 og 40.000 kroner om måneden fra det offentlige for § 110-hjemløse – det er de hjemløse, der ikke har andre problemer i form af psykisk sygdom eller misbrug.

De andre – de, der har en psykisk diagnose eller et misbrug, får de nye fængsler helt op til 85.000 kroner per måned for at opbevare. Det er det, dine skattekroner går til – ikke de hjemløse. For de midler, som bortødes på denne måde, kunne man indlogere de hjemløse på københavnske luksushoteller eller købe en ejerlejlighed til hver eneste hjemløs.

De virksomheder, der står bag, er for de flestes vedkommende mere end ”shady”. De er ofte organiseret som selvejende institutioner, der ikke er regnskabspligtige.

For visse af de regnskaber, der er offentligt tilgængelige, svarer de bogførte indtægter overhovedet ikke til, hvad man ud fra de gældende takster kan beregne dem til. Der er langt fra 13 millioner til 80. Dette er, hvad Danmark er blevet til – et velhavende uland.