I det øjeblikkelige politiske landskab er der en helt dominerende grundtakt. Fra Bruxelles over Washington udover den ganske klode: lad markedet herske!

Omkvædet i poesiens vers er: det bliver billigere!  Er det nu også sandt? Lad os tage et par eksempler på det lokale marked for udlejning af boliger.

For politiske kræfter med en urokkelig tro på markedet er det almene boligbyggeri en alvorlig forstyrrelse af det frie markeds melodier. 

Almene boliger, som mere end hver femte dansker bor i, er ikke helt uafhængige af markedet, men er som udlejningsvirksomhed befriet for at skulle tjene penge til andet end vedligeholdelse og etablering af nybyggeri. Hvilken forskel gør det så?

Når en ejendom har været brugt nogle år og  der skiftes vinduer, køkken og bad, så kan det forventes, at det resulterer i en leje i den private udlejning, der er 1, 6 gange dyrere. For en almindelig arbejders indkomst betyder den forskel mere end 20 timers ekstra arbejde om måneden.

I nybyggeriet svinger lejen meget i den private udlejning. I mindre grad, når det er almene boliger. Det er med nogen usikkerhed, men privat byggeri vil sædvanligvis være 1,3 gange dyrere. For en almindelig arbejders indkomst er det en forskel på mere end 15 timers ekstra arbejde om måneden.

For politiske kræfter med en urokkelig tro på markedet er det almene boligbyggeri en alvorlig forstyrrelse af det frie markeds melodier. De private udlejeres indtjening klemmes.

I lejerbevægelsen er det let at få den opfattelse, at her er den egentlige grund til, at regeringen nu vil nedrive eller sælge almene boliger og endog gøre det med de penge, som lejerne i almenboligerne selv har sparet op til vedligeholdelse af deres boliger!

Vi kan ikke acceptere, at regeringen på denne måde bruger den ene lejer til at tæske den anden med. Det må stoppes – fingrene væk fra vores ejendom!