31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Husdyrproduktioner er veritable petriskåle

Læserbrev

Husdyrproduktioner er veritable petriskåle

I en avis fra 24. juli 2010 kan man læse om dansk landbrugs daværende guldæg – minkavl, indleder Holger Øster Mortensen.

Hvad laver man på sådan en lidt grå dag først i november og i en coronatid? Man rydder op i garagen. Stakke af gamle aviser skal UD, men en dragende lyst får en til at bladre nogle af de gamle dagblade igennem og forsinke processen.

Hvis det skrækkelige skulle ske, at også grise kan bære covid-19 – det er der faktisk noget, der tyder på – er vi for alvor på herrens mark.

I en avis fra 24. juli 2010 kan man læse om dansk landbrugs daværende guldæg – minkavl. Kina kunne aftage alle de skind, danske pelsdyravlere kunne producere. Og til tårnhøje priser. Da eksporten toppede, blev der solgt minkskind til Kina for 6-7 milliarder om året. Handelen foregik dengang som i dag via Kopenhagen Fur i Glostrup ("Pelsen").

Men senere fik piben en anden lyd. Da det blev afsløret, at kinesiske handelsfolk i både Kina og Hongkong svindlede med skindhandelen, brast hele eventyret som en sæbeboble. Siden er det bare gået tilbage for danske minkavlere. Det er blevet skamfuldt for kvinder i "Riget i Midten" at gå med pels. Den viden må også minkavlerne og Kopenhagen Fur have været klar over.

Nu viser det sig ovenikøbet, at mink kan bære covid-19. Og at denne slemme virus tilmed kan mutere. Den viden har vi haft længe. I Hjørring Kommune kan halvdelen af alle covid-19-tilfælde relateres til mink. Og derfor klinger det også hult, at mange falder over ministeren for området, Mogens Jensen.

Ganske vist er der gået kludder i en masse jura omkring aflivningen af alle mink, men slutresultatet står ikke til diskussion: Minkene skal dø.

Der har i adskillige år været mange gode incitamenter til at forbyde minkavl i Danmark – akkurat som man nu gør i andre lande. Så det er en kærkommen gave, at den danske regering nu har besluttet at slå alle mink i landet ned. Naturligvis jamrer minkavlerne.

Men da disse ikke har tjent penge i årevis, kan de kun være interesseret i at lukke de bestialske minkfarme ned, da de kan se frem til en klækkelig erstatning. Hvis de almindelige markedsmekanismer havde virket, ville de fleste minkfarme have lidt en stille død – blot uden kompensation.

Hvis der bliver tale om egentlig ekspropriation, bliver mange minkavlere millionærer. Disse teser bør indgå i myndighedernes overvejelser, inden erstatning udbetales.

Et slogan fra Kopenhagen Fur lød en gang: "Vi er det nye sort". Den tid er difinitivt forbi. Vi skal have kommentarer fra minkavlernes formand Tage Pedersen, fra Kopenhagen Fur og fra landbrugets afgående førstemand, minkavler Martin Merrild.

Hvis det skrækkelige skulle ske, at også grise kan bære covid-19 – det er der faktisk noget, der tyder på – er vi for alvor på herrens mark. Og så længe myndighederne i Danmark afviser at screene svin for covid-19, forholder man danskerne viden, der måske kan skabe helt uoverskuelige konsekvenser for hele befolkningen.

Her ønskes svar fra formanden i Danske Svineproducenter Kim Heiselberg og den nye formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard – og altså også vores ypperste forskere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. nov. 2020 - 08:33   13. nov. 2020 - 10:56

Læserbrev

af Holger Øster Mortensen, Nexø
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).