Der er fra politikerne tilkendegivet, at der skal føres en ekspansiv finanspolitik efter coronakrisen, således at samfundsøkonomien kan komme op i omdrejninger.

... Hvis man ser historisk på, hvem regningen blev sendt til fra de borgerlige og Socialdemokratiet, var det de økonomisk ressourcesvageste medborgere og besparelser på det sociale serviceområde.

De borgerlige partiers krav er, ligesom da der blev ført restriktiv finanspolitik, at nedsætte selskabsskatten og topskatten, med påstanden om at det ville sætte skub i økonomien, selv om der ikke er samfundsvidenskabelig evidens for det.

Dansk Folkeparti foreslår fradrag på restaurationsbesøg. 

Enhedslisten vil give mere i løn til den del af arbejdsstyrken, der yder pleje og omsorg og underligt nok hidtidigt er blevet lønnet dårligst, samt at give en tiltrængt opregulering af dagpengesatserne.

SF og Radikale vil ophæve kontanthjælpsloftet, som blandt andet er med til at fastholde og øge uligheden i Danmark.

Enhedslistens, SF's og Radikales forslag er positivt, og alt andet lige vil det give en øget efterspørgsel på varer, fordi en stor del af den stigende indkomst for de grupper bruges til efterspørgsel.

Derimod er det fuldstændig fraværende at gøre op med den gensidige forsørgelse, at rette op på de seneste års besparelser på handicapområdet og kernevelfærden samt at glemme de fattigste ældre, (det er som om, den gruppe ikke eksisterer i politikernes bevidsthed), i hvor samfund, for eksempel med de groteske eksempler på pensionister, hvor næsten hele deres pension går til betaling af plejebolig.

Det er noget tankevækkende, at ældrepolitikken er trådt noget i baggrunden, og DF tilsyneladende har udskiftet deres omsorg og bekymring for de ældre ud til fordel for dem, der har økonomisk overskud til ofte at gå på restaurationsbesøg.

På et tidspunkt vil der formentlig blive en regning, der skal betales, og hvis man ser historisk på, hvem regningen blev sendt til fra de borgerlige og Socialdemokratiet, var det de økonomisk ressourcesvageste medborgere og besparelser på det sociale serviceområde, (der blandt andet skulle lette de pågældendes hverdag og mulighed for at deltage i samfundslivet.)

Derimod er der sket skattelettelser til fordel for de rigeste i samfundet og virksomheder, især multinationale selskaber, hvilket sammen med meget gunstige afskrivningsregler kan betyde, at de ikke bidrager med så meget som én krone til det samfund, som via andre skattebetalere sørger for en god infrastruktur og en veluddannet arbejdskraft.

I en Deadline-udsendelse var der en diskussion mellem Enhedslisten og Liberal Alliance, hvor sidstnævnte havde læst op på eller var blevet informeret om skattereglerne. Hvad de deltagende enten ikke vidste eller glemte var, at gældende ret kan ændres, udlændinge-, social- og lejelovgivningen er gode eksempler herpå.

EU tilgodeser de nævnte selskabers interesse i ikke at bidrage til fællesskabet og de goder, de drager fordel af. Dette sammenholdt med EU-kommissionens henstilling til danske regeringer om at spare på velfærden og det sociale sikkerhedsnet, så virker pro-EU-påstanden om, at EU bygger på et solidaritetsprincip, som noget søgt og vildledende, når de nævnte selskaber kører på frihjul, og at det blandt andet også kan lade sig gøre, på grund af at nogle EU-medlemslande gør det muligt.

Venstrefløjen bør begynde at synge Holger Fællessangers sang “Hvem skal nu betale“ regningen og tage hurtigt ved lære af, hvad der skete efter finanskrisen. Hvis ikke, er der en stor risiko for, at det er deres vælgere, som betaler regningen og vil mærke det på deres levevilkår.