Mit navn er Kim Olesen, jeg er stationsbetjent i DSB.

Kammerater! Vi fejrer i dag 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag. Det har jeg stor respekt for. 1. maj er for mig et symbol på solidaritet, og solidaritet er der i den grad brug for.

Lad os sammen kæmpe for vores rettigheder og for fair forhold, lad os gøre det på tværs af faggrupper!

Det er der, fordi vi i øjeblikket oplever, at hver dag er en kampdag. Der kæmpes hver dag for ordentlige arbejds- og lønvilkår – om du så er lærer, pædagog, sygeplejerske, bygningsarbejder eller lokomotivfører.

Der kæmpes endda for rettigheder, som vi har haft, men som bliver udfordret eller taget fra os. Lærerne oplevede det i 2013, kollegerne i DSB oplever det nu. Man fjerner indflydelsen på arbejdet, man tilrettelægger arbejdstid og arbejdsdage efter excelark ved hjælp af en maskine, som tænker som en maskine.

Jeg har ekskollegaer i DSB, der går hjem klokken 5 om morgenen og møder igen klokken 16 om eftermiddagen. For maskinen tænker ikke på, at mennesker har familier, at mennesker har brug for hvile, at mennesker har brug for mad... Nej, maskiner tænker som maskiner. Det kombineret med en liberal ledelse uden følelser og empati over for deres ansatte liv, men kun med tanke på kapital og effektivitet. Det er, hvad vi oplever i dag... Det er ikke fair forhold.

Transportministeren

Vi oplever en transportminister, der fra Folketingets talerstol blander sig i overenskomster. Han siger, at overenskomsterne skal være billigere og mere fleksible.

Mere fleksible? Det står han og siger til folk, som hver dag sørger for, at togene kører 365 dage om året, 24 timer i døgnet. Det siger han til folk, som arbejder weekender og helligdage, ja, 1. maj og, hvad værre er, når børnene skal fejre fødselsdag eller har opvisning i idrætsforeningen.

Jeg er ikke i tvivl om, at solidariteten er der, at folk mener det.

Det er til de kollegaer, han siger: I skal være billigere og mere fleksible. Det siger Ole B. Olesen sammen med sine lakajer i DSB's ledelse, lakajer som hver dag udfører hans beskidte arbejde. Det gør de gennem diktater, hvor de presser kollegerne til det yderste.

Kollegerne bliver pressede så meget ud over kanten, at de nu for at overleve er blevet nødt til at sige stop, stop til diktater, der medfører overenskomstbrud, stop for den manglende respekt for forhandlinger og stop over for en ledelse, der igennem deres måde at behandle deres fleksible medarbejdere på var skyld i, at togene holdt stille 1. april.

Togene holdt igen stille, fordi kollegerne – af ledelsens mangel på respekt og evne til at skabe fair forhold – var tvunget! Der var ingen anden udvej.

Solidaritet

Her skal der lyde en stor tak til den solidaritet, der har været fra andre faggrupper med over 100 støtteerklæringer, støttearrangementer rundt i landet, stilladsbiler på Bernstorffsvej, murere med røde faner og løbesedler på Hovedbanegården – men sgu også tak til passagererne som vi møder, når vi med fair forhold er på perronerne, de kommer sgu altid positive og giver et skulderklap med opfordring om at kæmpe videre.

Kære passagerer, kære kammerater! Det er en opfordring, vi tænkt os at følge.

Jeg er ikke i tvivl om, at solidariteten er der, at folk mener det. Men den er der også, fordi vi alle på tværs af faggrupper oplever, at der er et pres på vores rettigheder og overenskomster. Alle oplever, de skal være billigere og mere fleksible. Alle oplever, at der er et pres imod fair forhold for kollegerne på arbejdspladserne.

På byggepladserne foregår der social dumping som aldrig før, pædagogerne har for mange unger, lærere med presset arbejdstid, sygeplejersker der ikke har tid til patienter, chauffører presses af grådige vognmænd, der igennem huller i EU importerer slaver fra eksempelvis Filippinerne.

Så kammerater, lad os stå sammen, lad os mødes under stormfanerne, ved blokaderne på byggepladserne, på perronerne og rasepladserne, ja selv foran byrådene og Christiansborg.

Lad os sammen kæmpe for vores rettigheder og for fair forhold, lad os gøre det på tværs af faggrupper – det er sgu os, der har bygget dette land! Det er sgu os, der stadig bygger! Det er os, der skal sejre – og vi sejrer med sammenhold og solidaritet!

Så kammerater! Glæder mig til at mødes derude – god 1. maj!