Hvad er egentlig formålet med en rigsretssag? Er det en politisk foranstaltning til at beskytte landet mod korrupte politikere og embedspersoner og forhindre dem i at gøre fremtidig skade? Eller er det en straf, en retslig foranstaltning der skal straffe nuværende politikere og embedspersoner ved at fratage dem deres embedsperiode?

Al fremgang sker ved indflydelse udefra – for ellers går tingene i tomgang. Og derfor er det mærkeligt, at dette fremmedhad har fået mere og mere indflydelse i Folketinget.

Inger Støjberg, af mig kaldet onde Inger, falder udenfor kategorien af acceptable politikere. Men, for en gangs skyld er jeg enig med Dansk Folkeparti, når de spørger, hvorfor der skal ofres millioner af kroner og 15 højesteretsdommere til kun at beskæftige sig med denne sag i lang tid.

Støjberg bliver måske kendt skyldig. Vil det gøre hende til et bedre menneske?

Jeg tvivler. Inger hævder, med rette, at stemningen i Folketinget var mod flygtninge. Problemet er ikke onde Ingers fejlvurdering af, at hun kunne komme godt afsted med at omgå reglerne, problemet er fremmedhad.

Fremmedhad – xenophobia – angsten for de fremmede eller det fremmede ligger godt integreret i vore stenalderhjerner. De hundredvis af år siden, hvor det var relevant, burde have lavet os klogere.

Kunstnere, mestermurere, billedhuggere, malere – fremmede – kom og byggede flotte slotte, malede smukke malerier og huggede vidunderlige skulpturer, som vi beundrer og er så stolte af, at vi har i Danmark, og viser det stolt frem som dansk, men glemmer helt, at det skyldes de fremmede, at vi kunne få så ypperlige ting i dette lille land.

Vi glemmer, at konger og adel ansatte udenlandske borgere som rådgivere og ministre. Vi glemmer, at al fremgang sker ved indflydelse udefra – for ellers går tingene i tomgang.

Og derfor er det mærkeligt, at dette fremmedhad har fået mere og mere indflydelse i Folketinget. Præcis der, hvor det er vigtigst, at lovene er baseret på oplysning og viden – og ikke på et indskrænket menneskesyn.

Sørgeligt er det, at en minister skal for Rigsretten; ikke for de fysiske, psykiske og økonomiske angreb, kaldet stramninger, på forsvarsløse flygtninge – men fordi hun ikke har overholdt reglerne i forhold til Folketinget.

Det er altså ikke det at begå overgreb på mennesker, der betyde noget, men om det er foregået på den rette måde i forhold til reglerne.

Men – onde Inger er ikke alene om sit fremmedhad. Alle folketingspolitikere, der har stemt for de 114 stramninger, det lykkedes at få igennem, er jo alle enige i dette fremmedhad. Hvordan kan man ellers forklare, at man vedtager flere og flere stramninger, hvor hver eneste er et angreb på et menneske, en familie; et spørgsmål om at gøre livet endnu mere uudholdeligt i Danmark, verdens lykkeligste land?

Forhåbentlig fik nogle af folketingspolitikerne et stykke af lagkagen med de 50 lys, som Inger fejrede de første 50 stramninger med, galt i halsen.

Vi må håbe, at det fremmedhad, der har grebet vores Folketing, snart går over. I deres misforståede iver efter at stille en befolkning tilfreds og beholde taburetterne glemte de at kigge ud af Elfenbenstårnet og se, at den danske befolkning står på et helt andet civiliseret og medmenneskeligt niveau.