Der er formentlig ikke nogen større hykler end de borgerlige, og som har en dobbeltstandard.

Danmark har forpligtet sig til at indføre en udtrykkelig straffebestemmelse mod slave- og tvangsarbejde.

Hver gang fagbevægelsen bruger kampskridt for at få en overenskomst med uorganiseret virksomheder eller ønsker, at en uorganiseret arbejdstagere eller et medlem af en anden fagforening bliver medlem af den fagforening, der både er den forhandlingsberettigede og arbejder for løn- og ansættelsesvilkår, er de borgerlige meget tit i medierne, især i News, TV2-Nyhederne og TV-Avisen.

Der bliver flittigt lagt mikrofon og spørgsmål til de nævnte politikere.

Spørgsmålene er ofte ledende og tendentiøse, og formålet forekommer at være, at seerne skal sidde tilbage med det indtryk, at fagbevægelsen knægter friheden og ser stort på en lovgivning.

Der er eksempler i historien på, at i arbejdskampe og kampe for bedre levevilkår og mere retfærdig løn har det været nødvendigt at overtræde den gældende lovgivning.

I forbindelse med bagagearbejderne i SAS ville have, at en vikaransat skulle være medlem af 3F, er det kommer helt op på den høje klinke, hvor en Venstre-politiker påstod, at det var i strid med grundloven. Her tænkes formentlig retten til at danne forening.

Grundlovens paragraf 78 giver ret til for borgerne at danne en forening, men samme grundlovsbestemmelse beskytter ikke kravet mod at skulle være medlem af en fagforening på det private arbejdsmarked.

Det var med henvisning til en dom fra 2006 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolen om, at det var i strid med den europæiske Menneskerettighedsdomstol artikel 11 at kræve medlemskab af en bestemt fagforening for at kunne få ansættelse, at den borgerlige regering vedtog en lov mod krav om at være medlem af en bestemt fagforening, og det var ikke begrundet med, at den hidtidige praksis om eksklusivaftaler var i strid med paragraf 78.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vægtede åbenbart ikke arbejderklassens kamp for bedre løn- og ansættelsesforhold særligt højt.

Der har de sidste år været tilkendegivelser fra borgerlige politikere om, at Danmark enten skulle træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller, som Venstre strategi gik ud på, at Danmark gik helt ud til grænsen til en artikel og endda ud over denne eller fortolke artiklen meget indskrænkende. 

Endda foreslog den borgerlige regering Europarådet en nyfortolkning, hvor formålet var at svække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols skabende præcedens – alt sammen grundet i en politisk utilfredshed med praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som især var rettet mod udlændinge.

Det er en dobbeltstandard, at de borgerlige omklamrer den praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der undergraver arbejdernes kampskridt, og den påfaldende uvilje med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om udlændinge.

Hyleriet er også til at tage at føle på. 

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømte henholdsvis Frankrig og Tyskland for ikke at have fyldestgørende og effektiv beskyttelse mod slave- og tvangsarbejde.

Storbritannien efterlevede den i 2010 ved at vedtage en bestemmelse i deres straffelov.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fortolker artikel 4 i overensstemmelse med konvention nr. 29 1930 om slave- og tvangsarbejde.

Ifølge den samme konventions artikel 25 har Danmark forpligtet sig til at indføre en udtrykkelig straffebestemmelse mod slave- og tvangsarbejde.

Man kan rolige konstatere, at der ikke har været den største lyst til at indfri Danmarks forpligtelse efter artikel 25 eller vedtage en lov, der fyldestgørende og effektiv beskytter mod slave- og tvangsarbejde, der er i overensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det må siges at være hykleri og dobbeltstandard, som vil noget.