Identitetspolitik eller klassepolitik og klassekamp som grundlaget for en revolutionær strategi?

Det spørgsmål burde ikke være vanskeligt at svare på. Men Mikas Lang og Eskil Halberg (M&E) har – med et indlæg i Information 3. juli: "Venstrefløjen bør ikke kæmpe for at styrke arbejderklassen, men derimod for at afskaffe den" – gjort sig til talsmænd for, at venstrefløjen må finde nye veje til erstatning for klassekampen.

Man bliver nødt til rent principielt at anerkende eksistensen af såvel klasser som klassekamp som et objektivt fænomen, før man kan tage debatten om revolutionær strategi.

M&E mener, at arbejderklassen bør kæmpe for at "afskaffe sig selv" igennem et opgør med "arbejderidentiteten". Præcist hvad indholdet af "arbejderidentitet" er, og hvilken identitet, den skal erstattes af, er dog helt uklart.

Nu har Marx og Engels for over 100 år siden formuleret visionen om socialismen, ikke som en tilstand, men som en bevægelse, der netop ophævede klasserne.

Forudsætningen for dette er den grundlæggende forandring af samfundet gennem en afskaffelse af det kapitalistiske økonomiske system, først og fremmest ved at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne og gøre mennesket fri af arbejdsdelingens lænker og tvang. Målet er ikke bare afskaffelsen af klasserne men befrielsen af menneskeheden. Så der er intet nyt i visionen om afskaffelsen af klasser, hverken arbejderklassen eller kapitalistklassen.

Lønarbejde og merarbejde

Men det er slet ikke denne grundlæggende marxistiske forståelse, M&E forfølger. Deres budskab er at gøre op med "arbejderidentiteten" ved at "fortrænge lønarbejdet fra vores liv ved mindre arbejde og mere fritid"!

Nu er lønarbejde ikke et spørgsmål om forholdet mellem arbejde og fritid. Lønarbejde er et udtryk for det kapitalistiske udbytningsforhold, for den private ejendomsret til produktionsmidlerne, for klasser – kort sagt for den kapitalistiske produktionsmåde. Disse forhold antastes ikke det mindste ved, at vi arbejder mindre og får mere fritid. Allerede her går M&E helt galt i byen, når de hævder, at kortere arbejdstid kan være med til at afskaffe arbejderklassen.

Lønarbejde indeholder som bekendt både den nødvendige arbejdstid til reproduktion af arbejdskraften og merarbejde, som tilfalder kapitalisterne som profit grundet den private ejendomsret til produktionen. Selv om arbejdstiden bliver mindre, kan omfanget af merarbejde eller profitten sagtens øges.

Under socialismen forsvinder det merarbejde, som tilfalder de kapitalistiske ejere, og erstattes af merarbejde, som tilfalder samfundet. Men det sker efter en bevist plan. Alene det forhold, at det merarbejde, som i dag tilfalder kapitalisterne, ophæves, vil alt andet lige medføre en voldsom nedsættelse af arbejdstiden.

Socialismen er forudsætning for ikke bare at gøre sig fri af den kapitalistiske udbytning, men også for at alle kan nyde frugterne af nedsat arbejdstid.

Kierkegaard eller Marx

Men den afgørende anke imod M&E’s tilgang til udformningen af en politisk strategi for den revolutionære bevægelse er, at den er dybt præget af den idealistiske filosofi og verdensopfattelse.

Skal vores verdensopfattelse lade sig inspirere at Søren Kierkegaard eller Marx og Engels? Skal vores filosofiske tilgang og verdenssyn basere sig på idealismen eller den historiske dialektiske materialisme?

Ved at fortrænge "arbejderidentiteten", igennem at arbejde mindre, og erstatte den med en ny identitet afskaffes arbejderklassen! Med andre ord bliver spørgsmålet om afskaffelse af arbejderklassen gjort til et spørgsmål om, hvad der sker i hovederne på os alle sammen. Det sker, hvis vi arbejder noget mindre!

M&E forholder sig overhoved ikke til det kapitalistiske systems objektive lovmæssigheder og grundlæggende måde at fungere på. Eksistensen af klasser, klassekamp, udbytningsforhold m.m. eksisterer ikke i M&E's verdensbillede. Arbejderklassen ses ikke som den bærende sociale og samfundsforandrende kraft. Arbejderklassen erstattes af en samling af forskellige "minoriteter". Af mennesker, eller rettere individer med forskellige "identiteter"!

Man bliver nødt til rent principielt og overordnet at anerkende eksistensen af såvel klasser som klassekamp som et objektivt fænomen, før man kan tage debatten om både revolutionær strategi, om arbejderklassens historiske udvikling og den subjektive bevidsthed.

Men M&E vender det hele på hovedet og forsøger at kaste den revolutionære bevægelse flere hundrede år baglæns, til eksistentialismen og Søren Kierkeaards tænkning og en af hans hovedteser: "Man er den man vælger".

Alle, der ønsker at erstatte den kapitalistiske samfundsorden med en socialistisk, må derfor i denne debat stille sig det helt grundlæggende spørgsmål: Skal vores verdensopfattelse lade sig inspirere at Søren Kierkegaard eller Karl Marx og Friedrich Engels? Skal vores filosofiske tilgang og verdenssyn basere sig på idealismen eller den historiske dialektiske materialisme?

Dialektisk materialisme

Idealisme som filosofisk begreb har intet at gøre med at "være idealistisk" eller at "handle uselvisk". Ligesom begrebet materialisme ikke har noget at gøre med at stræbe efter materielle goder eller berige sig.

I Gyldendals store danske ordbog kan man læse: "I filosofisk forstand er idealisme i almindelighed blevet brugt om holdninger, der indebærer, at det åndelige, "tanken", har prioritet over det materielle, at dette kan reduceres til noget åndeligt (idealisme i ontologisk forstand), at det værende er tænkt eller erkendt væren, dvs. at tænken og væren er det samme, og at den virkelighed, der erkendes, er et produkt af den menneskelige bevidsthed, dvs. at virkeligheden er bevidsthedsafhængig (idealisme i erkendelsesteoretisk forstand)".

Om den dialektiske materialisme kan man læse: "Dialektisk materialisme, marxismens filosofi. Betegnelsen stammer fra Engels, som indførte den for at skelne mellem selve den marxistiske analyse, som han kaldte den materialistiske historieopfattelse, og analysens videnskabsteoretiske grundlag, som han valgte at kalde dialektisk materialisme.

Hertil hører teoriens materialistiske udgangspunkt, nemlig at det er den sociale væren, der bestemmer bevidstheden, den bevidste væren, og ikke omvendt, som idealismen hævder. Til dialektisk materialisme hører desuden dialektikken, et begreb, som Marx og Engels delvis overtog fra Hegel.

Ifølge marxistisk dialektik udvikler bevidstheden og historien sig gennem modsætninger. Der eksisterer fx et dialektisk forhold mellem produktionsforhold og produktivkræfter: Når produktivkræfterne vokser, vil de hæmmes af produktionsforholdene, og når modsætningsforholdet øges, vil det resultere i en kvalitativ fornyelse: Produktionsforholdene vil revolutioneres, som det fx skete ved overgangen fra feudal til kapitalistisk produktionsmåde”.

Metode til at erkende verden

Marxismen opfatter verden som materiel, men også som værende i konstant forandring og udvikling. Hvad, det derfor gælder om for revolutionære, er at erkende "verden", eller rettere den kapitalistiske produktionsmådes lovmæssigheder som forudsætning for udformningen af en konkret revolutionær strategi og politik. Derfor er den historiske dialektiske materialisme ikke er facitliste men en metode.

Marx og Engels skrifter er som vitaminer. Uden vitaminer ingen revolutionær bevægelse.

Selv om M&E skriver at "også arbejdernes identitet i første instans er noget udefra givet", gøres det alligevel til et subjektivt spørgsmål. Den subjektive "identitet" står over den objektive eksistens af arbejderklassen og det objektive tilhørsforhold til arbejderklassen.

Resultatet er en helt ekstrem udelukkelse af masser af mennesker eller grupper fra arbejderklassen. Alene på grund af deres "identitet", det vil sige deres seksuelle orientering, deres køn eller deres race.

Og hvorfor egentlig stoppe her – hvad med de ufaglærte, de syge, de arbejdsløse, de unge, de gamle, vegetarer, de kødædende og så videre. Klassepolitik og klassekampen erstattes af en, i denne sammenhæng, konfus og nytteløs samling af såkaldte minoriteter.

Marxismen har aldrig reduceret mennesket til en økonomisk kategori. Og revolutionære har aldrig reduceret marxismen til en deterministisk teori. Det var lige præcist Marx som i "Teser om Feuerbach” skrev at: "Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på er at forandre den". Og verden kan ikke forandres uden revolutionær praksis, uden revolutionær strategi og politik.

Individ og fællesskab

Marx beskæftigede sig faktisk en hel del med forholdet mellem individ, fællesskab og klasser. I den "Den tyske ideologi" skriver Marx, at "ved det revolutionære proletariats fællesskab derimod, der tager sine egne og alle samfundsmedlemmernes eksistensbetingelser under sin kontrol, er det netop omvendt (i modsætning til den kapitalistiske produktionsmåde – min anmærkning), deri tager alle individerne andel som individer. Det er netop individernes forening (naturligvis inden for rammerne af de forudsætninger, som de nu udviklede produktivkræfter skaber), der giver betingelserne for individernes frie udvikling og bevægelse under deres kontrol; disse betingelser var hidtil overladt til tilfældighederne, og de havde gjort sig selvstændige overfor de enkelte individer, netop fordi de var isolerede som individer, forenede kun af den nødvendighed, som var givet ved arbejdets deling og som gennem deres isolation var blevet til et bånd, der var fremmed for dem selv".

Altså, individernes frie udvikling og bevægelse er betinget af fællesskabet, hvor den revolutionære arbejderklasse har brudt individernes isolation, der var blevet et bånd, der var fremmed for dem selv ved at tage vare på alle samfundsmedlemmernes eksistensbetingelse.

Alene fordi M&E forsøger at påtvinge den revolutionære bevægelse en idealistisk verdensopfattelse, er der rigtig god grund til at sige fra overfor deres indlæg. Grundlaget for en revolutionær strategi er fortsat den marxistiske filosofi og udformningen af en klassepolitik, hvis mål er omstyrtelsen af den kapitalistiske produktionsmåde.

Man kan kun håbe, at studier af Marx og Engels tekster bliver en bestanddel for alle revolutionæres arbejdsmetode i deres medvirken og deltagelse i udformningen af en revolutionære strategi. Marx og Engels skrifter er som vitaminer. Uden vitaminer ingen revolutionær bevægelse.