06 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Idrætsforbund: Giv os lov til at hjælpe børnene

Åbent brev

Idrætsforbund: Giv os lov til at hjælpe børnene

60 idrætsforbund under Danmarks Idrætsforbund appellerer til regering og Folketing om at åbne indendørsidrætten af hensyn til især børn og unge.

De 60 idrætsforbund repræsenterer til sammen over 1,9 millioner medlemmer – heraf mere end 850.000 børn og unge i alderen 0-18 år.
1 af 1

En åbning af indendørsidrætten er afgørende for de mange, som mistrives i øjeblikket – særligt børn og unge.

Vi er klar til at levere medicinen mod den mentale og fysiske mistrivsel, og vi skal i gang nu, hvis skaderne skal minimeres.

Foreningsidrætten spiller en nøglerolle i at få rettet op på den stigende fysiske og mentale mistrivsel, især blandt børn og unge. Hos rigtig mange er ensomheden steget, og bevægelsen faldet, mens Netflix, fjernundervisning og fravær af sociale relationer er blevet en del af hverdagen.

Vi frygter for de konsekvenser, den øjeblikkelige situation får på både kort og lang sigt, men vi, alle vores foreninger samt vores frivillige trænere og ledere står klar til at afbøde skadevirkningerne.

Problemet er bare, at vores muligheder for dette er stærkt begrænsede. Dørene til vores idrætsanlæg har været lukkede og låst siden den 16. december, så vi kan ikke tilbyde børnene at slå til fjerbolden, svømme i bassinet, skøjte på isen eller dyrke nogen af de mange andre indendørsaktiviteter, som de elsker så højt.

Og vi aner ikke, hvornår vi igen kan tage imod vores savnede medlemmer – medlemmer som har mere brug for os nu end nogensinde. Der er åbnet op for udendørs idræt, og det er rigtig godt og vigtigt, men størstedelen af DIF’s 1,9 millioner medlemmer dyrker idræt indendørs, så vi mangler fortsat at få samlet utrolig mange op.

Derfor lyder vores klare opfordring: Giv indendørsidrætterne mulighed for at tage sig af deres medlemmer. Helst dem alle sammen – for vi må heller ikke glemme de ældre generationer, som savner og har brug for de sociale og fysiske relationer i indendørsidrætten – men i hvert fald de mange børn og unge, som har lidt så utrolig meget under nedlukningen.

Mental og fysisk mistrivsel skal bremses

Undersøgelser viser, at 9 ud af 10 børn og unge ikke har bevæget sig nok under den anden nedlukning, og at 40 procent af de unge føler sig ensomme. Det er lige præcis sådan noget, vi kan afhjælpe, hvis vi får lov. Vi kan give dem sved på panden og smil på læberne. Styrke deres selvværd i sunde fællesskaber.

Et aktivt liv er et godt liv, og sunde motionsvaner grundlægges i barndommen. Vi frygter, at hvis indendørsidrætten ikke kommer i gang meget snart, så mister vi mange af medlemmerne, og det vil få store sundhedsmæssige konsekvenser for dem. I øvrigt for både børn og voksne. Hvis vi ikke får godt gang i indendørsidrætten meget snart og i god tid inden sæsonafslutningen, som typisk ligger i maj, så har vi nok set mange af vores medlemmer for sidste gang, da vi så ender med at have været væk fra hinanden i cirka 9 måneder.

Hvert år dør 6.000 danskere som en konsekvens af fysisk inaktivitet (kun rygning dræber flere), så det er vigtigt, at børnene og den øvrige befolkning bliver fastholdt i den aktive livsstil i idrætten og ikke forfalder til den inaktive hverdag, mange af dem har befundet sig i siden december.

Vi er klar til at levere medicinen mod den mentale og fysiske mistrivsel, og vi skal i gang nu, hvis skaderne skal minimeres. Vi har alle mulige andre udfordringer i øjeblikket, som for eksempel økonomi, manglende tilskuere, frafald af frivillige, nedfrosset talentarbejde, aflysning af arrangementer, men at afhjælpe den nuværende mistrivsel vil blive vores vigtigste opgave nogensinde.

Sæt os i gang!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2021 - 15:54   17. mar. 2021 - 16:29

Åbent brev

af 60 idrætsforbund under Danmarks Idrætsforbund
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).