Latinamerika og Caribien står også over for vold og arrogance fra den amerikanske imperialisme og dens europæiske allierede. I konflikten om nyopdeling af verden er vores region placeret som den strategiske bagtrop.

Vi skal udfordre de progressive reformistiske strømningers ledelse af masserne i en dialektisk proces med både enhed og kamp.

USA øger sin militære tilstedeværelse såvel som teknisk bistand og militært samarbejde med regeringer, der underkaster sig dets politik. Alle disse bestræbelser er en del af en plan, der sigter mod det politiske mål at genopbygge USA's dominans i regionen, hvilket er betinget af, at regeringerne i Venezuela, Cuba, Nicaragua og Bolivia styrtes; og af kontrol med energiressourcer, biodiversitet, ferskvand, guld, coltan og andre forskellige mineraler, som kontinentet besidder.

Den nylige indgåelse af den inter-amerikanske traktat om gensidig militær bistand (TIAR) er et farligt skridt i forberedelsen af betingelserne for en US-militær aggression forklædt som en regional alliance.

Som en del af den historiske konflikt mellem 'monroeisme' – USA's doktrin om herredømme og plyndring af regionen – og 'bolivarianisme', der er et middel til kontinental frigørelse, har den amerikanske imperialistiske plan også til hensigt at smadre de multilaterale regionale samarbejdsorganisationer som CELAC (Community of Latin American and Caribbean States) og UNASUR (Union of South American Nations).

Tilbageslag af progressive processer

Den imperialistiske plans fremskridt i regionen har være mulig, blandt andet på grund af udmattelse af de reformistiske, progressive processer og regeringer i regionen. Udmattelsen forklares dels af klassekarakteren af de politiske kræfter, der leder processerne, af de begrænsede fremskridt og at disse er skabt inden for rammerne af en kapitalistisk produktion samt af den ringe tilstedeværelse af kommunist- og arbejderpartier i processerne.

Det var derfor uomgængeligt, at den latinamerikanske progressivisme mødte sin grænse, den blev standset og har lidt tilbageskridt. Det åbnede for, at regeringer, der repræsenterer de mest reaktionære kræfter blandt national og transnational kapital, kunne vende tilbage. Disse regeringers hensigter om at gennemføre initiativer med ufolkelige foranstaltninger af nyliberal karakter, efter pres fra Den Internationale Valutafond, har udløst en betydelig stigning i folkelige bevægelsers og arbejderbevægelsens kampe udover kontinentet.

Styrkelsen af kommunist- og arbejderpartierne i regionen er den eneste garanti for at skabe autentiske revolutionerende forandringer på vores kontinent. Vi skal udfordre de progressive reformistiske strømningers ledelse af masserne i en dialektisk proces med både enhed og kamp. 

Kapitalens offensiv

Inter-imperialistiske og inter-kapitalistiske modsætninger intensiverer også udbytningen af arbejderklassen og de folkelige masser inden for nationalstaternes grænser. Kapitalistiske regeringer iværksætter fjendtlige foranstaltninger mod arbejderne og befolkningen for at forbedre betingelserne for monopolers konkurrenceevne.

I dag behøver det venezuelanske folk i højeste grad solidaritet fra verdens revolutionære kræfter. 

Offensiven fra storkapitalen kommer til udtryk i arbejderfjendske reformer, der sigter mod at undergrave lønninger, jobstabilitet og kollektive overenskomster samt øge fleksibilitet, deregulering og 'precarisering' af arbejdet. Til dette må vi føje politikker for nedskæringer i sociale udgifter og privatisering af offentlige tjenester.

Arbejderne og folkene verden rundt har reageret på kapitalens folkefjendske angreb med massive mobiliseringer, protester og generalstrejker. Kommunist- og arbejderpartierne spiller en afgørende og kvalitativ rolle i disse kampe, som skal styrkes og samle flere arbejder-/folkelige kræfter og derved åbne perspektiverne for klassekamp, for det kapitalistiske systems fald og opbygningen af socialismen.

Antikommunismen

I takt med at arbejdernes og folkets kampe forstærkes, gør den antikommunistiske offensiv det også. Antikommunistisk retorik og kampagner er blevet de kapitalistiske ideologers foretrukne værktøj til at vildlede de arbejdende masser og forsøge at neutralisere klassekampenes revolutionære potentiale. Antikommunisme og fascisme er de to æg på det sværd, der skal hugge ind på de revolutionære kræfters organisering og modstand mod monopolkapitalens folke- og arbejderfjendske angreb.

Venezuelas Kommunistiske Parti fordømmer den antikommunistiske kampagnes forsøg på at kue, retsforfølge og kriminalisere kommunist- og arbejderpartiers kampe, en kampagne ført af imperialistiske magter og multilaterale agenturer igennem de institutioner der tjener dem, som for eksempel EU-parlamentet. Vi udtrykker vores solidaritet med det kommunistiske parti i Polen, det kommunistiske parti i Ukraine og alle de kommunistiske partier verden over, der er udsat for forfølgelse og forsøg på at forbyde deres aktiviteter.

Den imperialistiske aggression

Hvad angår Venezuela og det venezuelanske folk, må vi sige, at vi er udsat for et internationalt angreb uden historisk sidestykke mod vores suverænitet og selvbestemmelse. I sit forsøg på at vælte Venezuelas regering går USA's regering enegang med kriminelle tvangsforanstaltninger, der rammer landets økonomi hårdt med alvorlige konsekvenser for befolkningens levevilkår.

De unilaterale og ulovlige tvangsforanstaltninger, der anvendes af den amerikanske regering, sigter mod at krænke den nationale suverænitet og kvæle økonomien. I løbet af dette år er der iværksat mere end 100 unilaterale sanktioner mod landet. Blandt de mest aggressive foranstaltninger er dekretet om indefrysning af den venezuelanske republiks aktiver og penge i udlandet, begrænsningerne i adgangen til internationale finansielle kilder og blokaden af køb og salg på det internationale marked.

Virkningerne af disse foranstaltninger på den venezuelanske økonomi er ødelæggende, hvilket yderligere forværrer den alvorlige kapitalistiske krise, der rammer landet og resulterer i store økonomiske tab samt spænder ben for alle bestræbelser på at genskabe produktion.

I dag behøver det venezuelanske folk i højeste grad solidaritet fra verdens revolutionære kræfter. Vi stoler på den enorme evne, folkenes solidaritet har til at inddæmme krigseventyr mod Venezuela og til at fordømme de kriminelle foranstaltninger, som USA og EU indfører mod Venezuelas suverænitet og det venezuelanske folks rettigheder.

Kapitalistisk styring af krisen

Vores land lider under en alvorlig krise, der har sine rødder i udmatningen i vores kapitalistiske samfundsmodel, som er kendetegnet ved afhængighed og ophobning af passiv/spekulativ kapital. Dertil kommer, at den venezuelanske regering – på trods af deres pseudo-socialistiske proklamationer – fastholder sin tilbøjelighed til at forsøge at løse krisen og konfrontere imperialistisk aggression med kapitalistiske foranstaltninger. Det har uomgængeligt givet sig udtryk i gennemførelse af politikker, som ud over at være folkefjendske har vist sig at være ineffektive til at takle imperialismens tvangsforanstaltninger.

Som forventet rammes arbejderne, bønderne og andre folkelige sektorer hårdest af konsekvenserne af den kapitalistiske krise og regeringens ineffektive politikker, som forværres af den imperialistiske aggression. I dag oplever arbejderne tilbageskridt. En forringet arbejdsmarkedspolitik, der har bevirket begrænsning af lønningernes købekraft og brud på kollektive overenskomster.

Ingen af de økonomiske planer og foranstaltninger, der hidtil er vedtaget af den nationale regering, bryder med de rammer, som kendetegner det afhængige klientelistiske, kapitalistiske system. Derfor har dens resultater ikke kun en tendens til at forværre problemer, men svækker også arbejdernes og hele landets evne til at forsvare sig mod imperialismens ensidige og ulovlige tvangsforanstaltninger.

Akkumulér styrke for en revolutionær vej

Mere end nogensinde tidligere kæmper de mest bevidste bevægelser og strømninger i arbejderklassen og proletariatet i både byerne og på landet for at mobilisere omkring en revolutionær vej ud af den kapitalistiske krise.

I udviklingen af sine politikker for kamp, i kadreudvikling og akkumulering af de kræfter, der skal stille sig i spidsen, har Venezuelas Kommunistiske Parti fremgang på to samtidige fronter: Opbygningen af den bredest mulige patriotiske og antiimperialistiske alliance, der kan imødegå imperialismens mangefacetterede aggression mod vores fædreland. Og på samme tid kæmper Venezuelas Kommunistiske Parti for at fremme en proces for akkumulering, samling og revolutionær enhed blandt arbejder- og bondebevægelserne samt den kommune-organiserede befolkning for på ny at styrke den venezuelanske nationale befrielsesproces og åbne reelle udsigter til omstyrtningen af borgerskabets herredømme i Venezuela og opbygningen af socialisme.

Besejring af den imperialistiske aggression mod Venezuela kræver overvindelse af begrænsningerne i den afhængige, kapitalistiske økonomi, kræver udvikling af nationale produktionskræfter og styrkelse af landets kapacitet til at producere mad, medicin og de vigtige varer, som befolkningen behøver. Ingen af disse mål er mulige at nå, hvis vi ikke formår at omdanne Venezuelas Kommunistiske Parti, så det kan lede arbejderklassen og det arbejdende folk i by og på land – forenede, bevidste og mobiliserede i opfyldelsen af opgaven med at lede landet.

Den brede, forenede kamp blandt folket i Venezuela mod imperialismen og oligarkiet kræver en bedre ledelse af arbejderklassen og dens fortrop. Vi har påtaget os denne udfordring.

Imperialismen vil ikke sejre i Venezuela. Imperialismen og oligarkiet vil fortsat støde imod et værdigt folk, der er fast besluttet på at forsvare deres lands selvbestemmelse og dets landvindinger mod imperialistisk indblanding, fascisme og reformisme.

Tale til det 21. internationale møde mellem kommunist- og arbejderpartier, Izmir, 18.-20. oktober 2019.

Oversat af Alexander Moray.