International solidaritet har altid været en del af Socialdemokratiets principper, det skal det fortsat være. Midt i en coronatid, som har isoleret det danske samfund som følge af regeringens rettidige og kloge sundhedsfaglige politiske beslutninger, sker der en politisk udvikling i verdenssamfundet, som ikke har fået den samme udenrigspolitiske opmærksomhed.

Udviklings-ministeren må have de fornødne økonomiske midler til at løse sine opgaver forsvarligt, så han kan leve op til sit adelsmærke som “solidaritets-minister”, hvad han ikke har i dag!

USA's præsident opfører sig mere og mere kaotisk og fortsætter med at undergrave det internationale samfunds regler, konventioner og aftaler og skaber usikkerhed overalt i verden. Seneste med at understøtte Israels politiske intention om at annektere den palæstinensiske Vestbred og præsidentens utidige indblanding i Grønlands udvikling.

Den brasilianske præsident Jair Bolsonaro hylder diktatur og skaber frygt i verden i lighed med Trump. Ungarns premierminister Victor Orban er på vej til et diktatorisk styre. Polens leder af det konservative parti J. Kaczynski tilsidesætter retsprincipperne, og i Tyrkiet undergraver Erdogan demokratiet og fører krig i nabostaterne samt fængsler jounalister, der modsiger præsidenten.

Også brexit kræver et andet syn på den økonomiske politik og forholdet til EU's fremtid. Foruroligende mange af disse politiske ledere er tæt på Europa, som tidligere var demokratiske allierede og nære politiske venner! Hertil kommer handelskrigen Kina og USA, som også skaber usikkerhed om morgendagens politiske udvikling i verdenssamfundet.

I dette politiske klima skal Danmarks regering og Folketing navigere med bekæmpelsen af coronavirussen som førsteprioritet, og det er sket med succes.

Vi har en aktiv udviklingsminister Rasmus Prehn, der kæmper for at skabe endnu mere international solidaritet både i befolkningen og verdenssamfundet, som han ihærdigt har gjort til sit hædersmærke. Men udviklingshjælpen er samtidig faldet til det laveste niveau i de sidste 20-30 år!

FN's generalsekretær Antonio Guterres har den 23. marts 2020 opfordret verdenssamfundet til en global våbenhvile mellem de stridende parter for i stedet at koncentrere kræfterne om bekæmpelsen af coronavirus. Specielt er han bekymret for, hvordan udviklingslandene og deres befolkninger kommer igennem denne pandemi. Han opfordrer til internationalt lederskab, der kan føre verdenssamfundet forsvarligt gennem krisen ved en menneskelig, social økonomisk politik.

Selvom regering og Folketing har formået at få den danske befolkning til at samarbejde om bekæmpelsen af corona, med ros til alle parter, så er det lige så vigtigt, at Danmark reflekterer på appellen fra FN's generalsekretær.

Danmarks udviklingsbidrag skal snarest op på 1 procent af BNP, som den var, før Fogh Rasmussen fik regeringsmagten ved århundredskiftet. OECD's regnemetode om at inddrage humanitær hjælp, katastrofehjælp og flygtningeudgifter som del af udviklingsstøtten må stoppes. Fremover må disse udgiftsposter adskilles i hver deres budgetlinje! Disse tiltag er årsagen til, at Danmarks øjeblikkelige udviklingshjælp er den laveste i de sidste 20 år.

Udviklingsministeren må have de fornødne økonomiske midler til at løse sine opgaver forsvarligt, så han kan leve op til sit adelsmærke som “solidaritetsminister”, hvad han ikke har i dag!

Hvis udviklingshjælpen også skal bruges til opfyldelsen af klimamålene, bliver der ikke meget tilbage af de 17 milliarder kroner, der er bevilliget til udviklingshjælpen.

Ros skal der lyde endnu engang for taklingen af coronaepidemien i Danmark. Nu skal vi have en åben medlemsdiskussion i Socialdemokratiet af klimapolitikken, EU's fremtid, udviklingshjælpen, opfyldelsen af FN's 17 Verdensmål, rigsfællesskabets politik i Arktis og Israel-Palæstina-konflikten. Kort sagt formulere en ny dansk udenrigspolitik i lyset af den nye verdensorden eller rettere, de ændrede magtforhold i verden. Ligeledes må det drøftes, hvorledes den danske regering kan leve op til appellen fra FN om at tage nyt lederskab i denne urolige verden.

De politisk partier er blevet mere centralstyrede i Danmark, derfor er det vigtigt for demokratiet, at der foregår en engageret medlemsdiskussion i samfundet. Socialdemokratiet bør være foregangseksempel og starte medlemsdiskussionen om Danmarks fremtidige udenrigspolitik.

Når Danmark kan synge sammen i denne svære situation, må samfundet også kunne engagere borgerne i udviklingen af Danmarks udenrigspolitik.