Den indlysende, men væsentlige karakteristikon ved en besættelse er, at den på et tidspunkt skal ophøre. Desuagtet, så har den israelske besættelse (indtil videre) pågået sig i over et halvt århundrede. Det har den gjort, fordi man blot har ventet på, at det er tilforladeligt at annektere store dele af det palæstinensiske område; det er det nu.

Det er fraværet af en hård, samlet international kurs over for Israel, der giver landet frit spil til at realisere sin egen version af apartheidstaten anno 2020.

Den nyetablerede israelske koalitionsregering indgik i april en aftale der de facto agter at annektere store dele af den palæstinensiske Vestbred. I artikel 28, i aftalen mellem Gantz og Netanyahu, vil regeringen fremme Trumps fredsplan, og artikel 29 giver Netanyahu ret til at eksekvere denne fra 1. juli. Netanyahus plan om annektering af 30 procent af Vestbredden og store dele af områderne, der grænser op til Jordan, er endnu ikke påbegyndt, så det internationale samfund kan stadig nå at reagere.

Det er fraværet af en hård, samlet international kurs over for Israel, der giver landet frit spil til at realisere sin egen version af apartheidstaten anno 2020. De internationale fordømmelser er dog også steget i styrke, i takt med at 1. juli er rykket nærmere; det tyske parlament, den britiske premierminister, Boris Johnson med flere har fordømt annekteringen, men fordømmelser er ikke nok.

Vi mangler en samlet politisk velvilje fra EU, der lægger pres på Israel. Presset skal ikke blot bestå af (officielle såvel som uofficielle) reprimander, men sanktioner. Det er noget, Danmark (læs: Jeppe Kofoed i Ministerrådet) bør proponere i Unionen. Hvis vi anerkender, at annekteringen er i strid med folkeretten, hvorfor ikke gøre noget ved det så? Vi svigter og resignerer med egne humanitære idealer ved blot at negligere den palæstinensiske befolkning.

Hykleriet er dog ikke til at tage fejl af. Tidligere er det set, hvorledes menneskeretskrænkelser og overtrædelser af folkeretten har foranlediget sanktioner, for eksempel suspenderede EU sin associeringsaftale med Sri Lanka (2010) og Rusland (2014), efter deres annektering af Krim. Således bør Israels annekteringsplaner føre samme sanktioner med sig.

Dog har sanktioner mod Israel aldrig været på tale. Uagtet hvor mange gange Israel bryder med diverse internationale love, så kommer associeringsaftalen, man har med Israel, aldrig på spil. Vi taler altså om ”Mellemøstens eneste demokrati” hvori der er funktionel apartheid.

Kære Jeppe Kofod, pseudofordømmelser i danske dagblade, på Twitter og deslige er ikke nok. Tiden er inde til aktiv handling. Den danske regering skal bakke aktivt op om FN's vedtagelser, international lov med mere og således forstærke presset overfor Israel ved at proponere sanktioner. Det er på tide at benytte nogle af de traditionelle foranstaltninger, man ellers vil benytte imod lande, der forbryder sig i så mange henseender.