Til udenrigsminister Martin Lidegaard. 

I september 2014 var vi en del af en 10 personers studietur, som tilbragte 10 dage på Vestbredden. 

På de 10 dage besøgte vi forskellige byer, for eksempel Nablus, Jenin, Ramallah, Jerusalem, Betlehem, Hebron. Byer, som er en del i de forskellige medier på grund af uroligheder og systematiske overgreb fra den israelske besættelsesmagt eller fra bosættelserne.

Undervejs mødtes vores gruppe med forskellige fagforeningsforbund, arbejdere fra forskellige brancher (for eksempel byggebranchen, landbrug, det offentlige og det grønne område.

Gruppen besøgte også forskellige produktionssteder (mejeri, tobaksfabrik, krydderiproduktion med flere).

For at kunne komme rundt til de enkelte byer eller produktionssteder skal man igennem flere checkpoints undervejs. Her kunne vi selv opleve, at israelske soldater ofte umotiveret chikanerer palæstinensiske personer på forskellige måder; for eksempel at personer uden angivelse af begrundelse bliver nægtet gennemgang ved checkpointet, eller at checkpointet bliver lukket i op til flere timer, igen uden begrundelse.

Gennem checkpoints

I samme forbindelse skulle vi også krydse overgangen til Israel i Betlehem. Det er en af de mest brugte overgange for personer, som arbejder i Israel og krydser til fods. Anlægget sluser hver dag op til 14.000 personer fra Palæstina til Israel.

Det er ikke unormalt, at der kommer op til 8000 personer igennem i de tidlige morgentimer (klokken 5-8). Mange af de mennesker skal af sted hjemmefra fra klokken et om natten for at kunne være ved overgangen til tiden, da krydsning af disse checkpoints kan tage op til flere timer.

I starten af overgangen bliver alle ført igennem en sluse, som har en længde af 100-150 meter, og det tog os denne dag en hel time at komme frem. I slusen er der ingen nødudgange, og menneskene står meget tæt sammen. Køen bliver stoppet flere gange undervejs af de israelske soldater, hvilket lægger yderlige pres på alle, som skal nå igennem til tiden.

Uanset hvilken politisk side man selv er på, så kan ignoreringen af menneskerettigheder ikke accepteres. 

Lige før slusen fører ind i den første bygning, klatrer mange palæstinensere over indhegningen i desperation for presse sig foran for at nå bussen på den anden side.

Mange føler sig desperate, for på den israelske side af grænsen venter busser, som kører arbejderne til deres arbejdssteder, og busserne kører til faste tider. Har en arbejder ikke nået bussen, betyder det ingen arbejde og ingen løn den dag. Bliver en arbejder nægtet passage også uden begrundelse, betyder det ingen arbejde og ingen løn den dag.

Uanset hvilken politisk side man selv er på, så kan denne behandling af mennesker ikke accepteres og kan ikke tolkes som andet end chikane, og at menneskerettigheder bliver ignoreret fuldstændig.

Igennem vores ophold på Vestbredden havde vi også kontakt til forskellige humanitære organisationer, som observerer forholdene og rapporterer disse til de danske myndigheder.

Ministeriet ved besked

De danske myndigheder får derudover også rapporterne fra UN, TIPH (officiel observationsenhed fra en række europæiske lande), som beskriver daglige brud på menneskerettigheder meget detaljeret.

Også et besøg af det danske Repræsentantskab (Ambassadøren) i Ramallah bekræftede, at den danske regering også herfra får rapporter om brud på menneskerettighederne næsten dagligt.

Når der nu foreligger rapporter fra forskellige humantære organisationer og også fra egne embedsmænd, hvordan kan det så være, at der ikke bliver reageret fra de danske ansvarlige myndigheder?

Hvorfor skærper man bare retorikken overfor Israel, men undlader konsekvenser? Trusler om sanktioner mod Israel har der været en del af, men hvor mange palæstinensere skal dø, før sanktionerne bliver gennemført? 

Hvor længe skal vi høre på de populistiske udtalelser fra den israelske regering, selvom der foreligger beviser for det modsætte?

Vi opfordrer på det kraftigeste det danske Folketing til at følge den lavine af europæiske lande, som har anerkendt Palæstina.