Tale holdt i Aarhus den 28. september 2019 under Almen Modstands demonstration imod ghettolovene.

“Hjertet i Aarhus banker for de almene boliger”. Sådan indledte Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) med at sige, da han talte ved den boligsociale årskonference i Aarhus for knap to uger siden. Og han fortsatte:

Byggegrunde er en unik handelsvare ... De kan ikke flyttes eller lægges et billigere sted. Det kan boliger og især beboere derimod – og det bliver de.

“Vi er så glade for almene boliger, at vi gerne vil have flere her i byen. Aarhus vokser i år med 5.000 mennesker. Vi har et forbilledligt samarbejde. Og det er vigtigt, at samarbejdet mellem kommune og boligorganisation bare fungerer. Job, uddannelse, medborgerskab og flere boliger er de vigtige punkter for os. Mellem os og indsatserne skal vi gøre samarbejdet endnu mere tillidsfuldt og dybere og inspirerende,” sagde Jacob Bundsgaard (S).

Det klinger jo noget hult, når man har set, hvordan borgmesteren har håndteret samarbejdet med boligforeningerne i forbindelse med implementeringen af ghettolovene i Aarhus. Lovene var ikke engang vedtaget, før Aarhus Byråd lå klar med en plan om nedrivninger og tvangsflytninger i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Planer, som gjorde det nærmest umuligt for boligforeningerne at indgå i en reel forhandling med kommunen om planerne.

Der er åbenbart nogle almene boliger, som borgmesterens hjerte banker mere for end andre.

I Aarhus er der mindst 918 almene boliger, som borgmesterens hjerte i hvert fald ikke banker for. De ligger åbenbart i vejen for den byudvikling, som borgmesteren og et flertal i byrådet drømmer om.

Før ude på landet – nu prima beliggenhed

Når en større by udvikler sig og tiltrækker flere mennesker, bliver områder, der før blev regnet som 'ude på landet', pludselig prima beliggenhed. I Aarhus har det i mange år været sådan, at ’inden for Ringgaden’ var godt, udenfor ikke så godt.

Så blev det til: 'Indenfor Ringvejen var godt, udenfor Ringvejen var mindre godt'. Og nu udvikler byen sig uden for Ringvejen, og dem, som havde råd til at bo lige uden for Ringvejen, skal altså så lige skubbes lidt længere ud. Det er det, vi ser ske nu.

Gellerup/Toveshøj og Bispehaven ligger nu på temmelig attraktive grunde lige omkring Ringvejen, som nærmest er centrale i Aarhus nu, modsat dengang de blev bygget.

Byggegrunde er en unik handelsvare. De er geografisk forankrede og enestående. De kan ikke flyttes eller lægges et billigere sted.

Det kan boliger og især beboere derimod – og det bliver de:

400 boliger i Gellerup skal rives ned – ud over dem, som allerede er revet ned i forbindelse med den første fysiske helhedsplan. 200 boliger i Toveshøj, 318 boliger i Bispehaven.

Disse boligafdelinger virker mere til at blive anset som byudviklingsområder, hvor man med ghettolovene i hånden kan tvinge boligforeningerne til at rive gode, billige boliger ned og sælge grundene til private developere.

Målet er ikke færre beboere i de enkelte områder, men tværtimod flere boliger og beboere – fortætning – med en idé om, at hvis der bygges private boliger, så er det en hel anden type mennesker, som flytter ind, end dem som bor i de almene boliger ved siden af.

Hvis en investering skal kunne betale sig, så handler det om at få fat i dem, der er attraktive i et byudviklingsperspektiv, for eksempel dem der er allerrigest.

For at gøre et boligområde attraktivt skal der tiltrækkes de ønskede beboere, mens de uønskede skal kunne afvises. Det kalder man “vækst gennem fordrivelse”.

Man fjerner cirka 1000 boliger og familier for at gøre plads til de såkaldt ressourcestærke. I politikersprog betyder det primært: folk med et vellønnet fuldtidsarbejde.

Retten til byen

Slaget om de almene boliger handler om retten til byen. Skal der kun være plads til de højtlønnede og velstillede, eller skal den være rum for alle?

De private tager netop ikke det sociale ansvar, som den almene boligsektor er pålagt og gerne påtager sig.

Mange af de ressourcestærke borgere, der, selvom de ikke har høje lønninger, gør et område attraktivt og velfungerende, får simpelthen ikke råd til hverken ejerboligerne eller de private lejeboliger. Ikke nu og ikke i fremtiden.

Den almene sektor er en garant for byområder, der kan rumme alle, ikke kun kommunens mest velstillede. Pudsigt nok er der åbenbart ingen, som har noget imod millionærghettoer.

Når politikere taler om ’blandede boligområder’, mener de ikke områder, hvor en boligforening opfører både rækkehuse og lejligheder i forskellige størrelser, ungdomsboliger og tilgængelighedsboliger, hvor der er plads til både kørestol og rollator. Nej, i politikersprog er ’blandede boligområder’ områder, hvor der er almene og private boliger blandet sammen på et fælles afgrænset område. Boligerne kan principielt være helt ens, det er ejerskabet, der afgør, om området og byggeriet bliver anset som blandet.

Og så mener man åbenbart, at der vil flytte flere såkaldt ressourcestærke mennesker ind i et område, fordi de nu kan bo i en privat bolig i stedet for en almen bolig.

Det er en mærkelig tankegang, som desværre har fæstet rod i store dele af den politiske top.

Der er selvfølgelig den forskel på de private udlejningsboliger og de almene, at de private ikke er underlagt den kommunale anvisningsret og derfor kan sige nej til at leje ud til beboere, som de af den ene eller anden grund ikke ønsker som lejere.

De private tager netop ikke det sociale ansvar, som den almene boligsektor er pålagt og gerne påtager sig.

Det må så bemærkes, at der med ’kombineret udlejning’ og den såkaldte ’håndholdte balancerede anvisning’, som bliver praktiseret, desværre også er mange mennesker, som ikke længere kan få en bolig i de store almene boligafdelinger.

Den socialpolitiske opgave

Den almene boligsektor har taget et stort socialt ansvar gennem de seneste mange år, som egentlig ligger ud over boligforeningernes eksistensberettigelse.

De har påtaget sig dette ansvar og har startet et stort antal sociale helhedsplaner op i de store almene afdelinger i samarbejde med de enkelte kommuner. Sociale indsatser som har hjulpet og løftet rigtig mange mennesker.

Denne sociale indsats har de almene boligforeninger og deres interesseorganisation, BL, klappet sig selv på skuldrene over i løbet af de sidste mange år. Og der er helt sikkert også meget at være stolt af. Boligforeningerne har påtaget sig denne socialpolitiske opgave, som ikke er blevet løftet af landspolitikerne.

Der er desværre mindst to problemstillinger ved, at de almene boligforeninger har påtaget sig denne opgave:

• En stor del af udgifterne til disse sociale indsatser bliver betalt via Landsbyggefonden, som egentlig er sat i verden for at være en opsparing, som skal bruges til fysiske renoveringer af de almene byggerier. Det er de almene lejere, som betaler ind til Landsbyggefonden, så de almene lejere betaler altså dobbelt for de sociale indsatser, som sættes i værk i de almene boligafdelinger, da de både betaler via deres husleje og via deres skat. Det er ikke i orden. Disse indsatser bør være rent skattefinansieret.
• En anden problemstilling er, at ved at påtage sig dette sociale ansvar og ved at reklamere for disse sociale indsatser så får man sat et stort fokus på den almene boligsektor som et sted, hvor beboerne har brug for socialrådgivere for at få hverdagen og fællesskabet til at fungere. Det giver et falsk billede af de almene boliger og de almene beboere.

Man forsøger at fortælle de gode historier, men de bliver desværre ofte vendt på hovedet i pressen og efter politikernes forgodtbefindende. Som reklamemanden Frederik Preisler har sagt til Fagbladet Boligen, så er det politikerne selv, som har skabt ghettoen. Der er langt imellem opfattelsen af boligområderne og virkeligheden i boligområderne.

Det er jo ikke, fordi folk bor i en almen bolig eller i en bestemt almen boligafdeling, at de har sociale og økonomiske problemer. Men det er sådan, politikerne får det til at fremstå, blandt andet når de insisterer på at lave en ghettoliste, som hvert år bliver slået stort op i medierne.

Og det er med det som udgangspunkt, at de retfærdiggør en ghettopakke, som medfører nedrivning af boliger og tvangsflytning af almene beboere, som skal tvangsflyttes fra deres venner, familie, skole, daginstitution, foreningsliv og starte forfra uden selv at have valgt det. Skulle det give et bedre og tryggere liv? Skulle det løse eventuelle psykiske, sociale eller økonomiske problemer?

Ét genhusningstilbud

Boligerne, som skal rives ned i Gellerup og Bispehaven, er udpeget. Beboerne er utrygge. Hvornår bliver vi smidt ud? Hvor kan jeg flytte hen? Får jeg en kæmpe flytteregning? Bliver min husleje højere i den nye bolig? Kan jeg betale et nyt indskud? Får jeg mit gamle indskud tilbage?

Ghettopakken handler i praksis om penge og byggegrunde.

I Bispehaven har beboerne i de nedrivningsudpegede boliger fået besked om, at de som udgangspunkt får et genhusningstilbud. Jeg siger det lige igen – ét genhusningstilbud! Der bliver altså ingen valgmuligheder.

Der er ét tilbud, tag det eller lad være, og find så ellers selv et sted at bo!

Man kan så melde sig aktiv på ventelisten i Aarhusbolig, som jo reelt bliver sat midlertidigt ud af kraft, når der skal findes nye boliger til over 300 familier fra Bispehaven og 400 familier fra Gellerup.

Derudover er der også en risiko for et økonomisk tab: Når man flytter inden for den et år lange genhusningsperiode, bliver ens bolig synet, og man risikerer at få en flytteregning. For boligen skal kunne lejes ud på en midlertidig kontrakt.

Det er der ikke meget af den tryghed i, som flertallet i byrådet ellers slår på i aftalerne.

Det klinger hult og peger henimod, at ghettopakken i praksis handler om penge og byggegrunde. Den er et bestilt lejemord, med streg under 'leje'.

For den er et attentat mod lejerne i den almene boligsektor, som endnu engang skal stå på mål for årtiers forfejlede socialpolitik.

Mange nye – dyre – boliger

Der bliver bygget rigtigt meget i Aarhus i disse år. Som lejerforening burde vi jo klappe i hænderne over alle de boliger, som bliver bygget.

Problemet er bare, at det ikke er nok, at der er mange boliger i Aarhus. Vi mangler boliger, som almindelige mennesker har råd til at bo i. Og nybyggeri er dyrt – både det private og det almene.

En bolig i Gellerup har en husleje på 700 kroner per kvadratmeter. En bolig i Pionerhusene, som er de første private udlejningsboliger, som er bygget på en grund, som blev solgt i forbindelse med Gellerups helhedsplan, er huslejen på omkring 1.200 kroner per kvadratmeter. Nye almene boliger ligger ofte på omkring 1.000 kroner per kvadratmeter.

Så i byrådets iver efter at byudvikle i Aarhus Vest og Brabrand formindsker de den boligmasse, som almindelige mennesker kan bo i.

Samtidig må man heller ikke glemme, at en almen boligafdeling er et fællesskab. Det er fællesskaber med sociale arrangementer, lokale foreninger og en fælles økonomi, som bliver beboerdemokratisk besluttet på det årlige beboermøde.

Der er mennesker og familier, som bliver tvunget væk fra disse fællesskaber, som mange har været en del af i årevis, hvis de såkaldte udviklingsplaner bliver gennemført. Det er ikke i orden.

Politikerne definerer kriterierne

Almen Modstand organiserer de almene beboere. Det er en meget, meget vigtig opgave. Det er politikerne, som har skabt ghettoen. Det er dem, som har defineret kriterierne, det er dem, som ændrer kriterierne efter forgodtbefindende.

Det er dem, som har adgang til pressen og kan tale de dårlige historier op. Det har de blandt andet kunnet gøre, fordi de ikke har fået ordentlig modstand gennem de sidste mange år.

Vi er meget glade for, at vi som lejerforening er blevet inviteret til at tale i dag. For det er en kamp, som vi mener, at Almen Modstand og de almene beboere ikke skal kæmpe alene. Her må lejerforeningerne også på banen. De almene boliger er et sikkerhedsnet for os allesammen.

Vi skal have ændret både politikernes og hr. og fru Danmarks holdning til den almene boligsektor. Der skal fokus på fællesskabet, lokaldemokratiet og alle de andre fordele, som der er i at bo alment.

Tak for ordet.

(Overskrifter og fremhævede citater er indsat af redaktionen.)