09 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jeg håber vi lærer noget af disse tider

1. maj-tale

Jeg håber vi lærer noget af disse tider

Brug nedlukningen som et pusterum. En pause hvor vi når at kigge parallelsamfundsloven grundigt efter i sømmene. 1. maj-tale af Helle Hansen fra Almen Modstand, holdt til Rød 1. Maj online den 1. maj 2020.

FOTO: Wikimedia CC BY-SA 3.0
1 af 1

I år er 1. maj-festen aflyst – eller den bliver i hvert fald afviklet på andre faconer på grund af coronaen. Rigtig meget er ikke, som det plejer – og vi ved i dag endnu ikke, hvor vi ender henne, når smitten forhåbentlig om nogen tid er forsvundet – eller i det mindste er kommet under kontrol.

God 1. maj – og alt støtte til de almene beboere i de såkaldte ghettoområder!

Men krisen er eksemplet på, at der ikke er noget, der er så skidt, så det ikke er godt for noget.

Og jeg håber, at vi kommer til at lære noget af disse tider – og at vi måske også finder ud af, at der er mange måder gøre ting anderledes på.

Hvem tror mere på, at kravet om et håndtryk for et statsborgerskab bliver genindført? Og hvem ved i dag, om vi ender med at må leve med et maskepåbud i stedet for et tildækningsforbud? Meget er blevet vendt på hovedet.

Desværre er forandringerne foreløbig kun nået så langt ind i den almene sektor, at det ser ud til, at det nu igen – ligesom efter finanskrisen – skal være de almene beboeres opsparing, der holder hjulene i gang i Danmark.

Det gør vi ved at åbne for Landsbyggefondens skattekiste, så den kan være med til at sikre, at der bliver masser af gode jobs til håndværkerne, når de mange tiltrængte renoveringer rundt i de gamle afdelinger formentlig snart kan sættes i gang. Og det er selvfølgelig godt.

Men jeg siger desværre, fordi alle tilsyneladende har glemt – eller ønsker at glemme – at der i dagens Danmark bor en masse danskere ude i de såkaldte ’hårde ghettoer’.

Her lever flere tusinde familier i usikkerhed. De ved ikke, hvad der skal ske med dem.

Og det er på trods af at vores statsminister på pressemøde efter pressemøde står og siger, at vi skal have alle med – og tage hånd om de svage.

I dag står tiden stille i arbejdet med udviklingsplanen for Gellerup og Toveshøj, hvor det er besluttet, at der i alt skal rives 600 boliger ned inden 2030.

Beboerne i Gellerupparken – i blokkene rundt om, hvor vi står nu – har for snart et år siden fået at vide, at deres hjem skal rives ned. Men de har i dag stadig ikke fået noget klart svar på, hvornår det skal ske, og hvad der så skal ske med dem.

Hvor skal de bo – og hvor meget kan de selv bestemme?

Så ikke bare skal beboerne som alle os andre leve med nedlukningen af samfundet på grund af coronaen. De skal også frygte genåbningen – for måske betyder det, at deres hjem bliver revet ned.

Samfundsnedlukningen betyder nemlig, at byrådets behandling af nedrivninger lige nu er sat på pause. Og at de aftalte møder mellem politikerne og beboerdemokraterne er aflyst og udskudt til efter sommerferien.

Men hvad sker der efter coronaen?

Hvorfor kan vi ikke i stedet bruge nedlukningen som et pusterum. En pause hvor vi når at kigge parallelsamfundsloven grundigt efter i sømmene.

Det er åbenlyst, at nedrivninger ikke hjælper de svage.

Ghettoloven skader de hjemløse, de lavtlønnede, de studerende og dem på barsel. Og hvad med alle de nye arbejdsløse, som ikke mere kan få lov at flytte ind i de efterhånden mange tomme lejligheder i Gellerupparken, som selvfølgelig er kommet på grund af al usikkerheden med nedrivninger.

Er det det, vi gerne vil bygge videre på, når vi kommer tilbage til livet igen?

Det kan vi ikke være bekendt, som en anden kendt dame har sagt.

Hidtil har de røde partier bag parallelsamfundsforliget kun opnået at sætte et meget lille plaster på et stort, åbent kødsår. Der er blevet rettet et par kommaer, hvor måske hele afsnit skulle have være slettet – eller endnu bedre, måske skulle man bare skrotte hele ghettoloven.

Men hvad nu hvis? – Vi faktisk brugte coronatiden til at tænke det hele om fra bunden af, både lokalt og nationalt.

Når nu Aarhus Byråd har tiden til det, burde de så ikke genoverveje deres oprindelige forlig? Det de aftalte, uden at nogen lovgivning tvang dem til det, og som nu fører hånden på partier fra SF til Dansk Folkeparti til at gennemføre en helt uigennemtænkt byudvikling, der kun har for øje at rive bygninger ned.

Det håber jeg, at alle røde politikere, som sidder hjemme 1. maj, kunne bruge lidt tid til at tænke på.

God 1. maj – og alt støtte til de almene beboere i de såkaldte ghettoområder!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2020 - 13:00   01. maj. 2020 - 13:00

1. maj-tale

af Helle Hansen, beboer i Gellerupparken, aktiv i Almen Modstand
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).