Jeg var naiv, indtil jeg ikke var det længere.

Som bare 18-årig kørte jeg, dagen efter jeg dimitterede fra gymnasiet, fra Boston til Atlanta for at arbejde med Studenternes Ikke-voldelige Koordinationskomité (SNCC).

I 1930'erne lod NAACP deres banner, hvorpå der stod: "En mand blev lynchet i går", hænge fra en flagstang ud over Fifth Avenue i New York. Vi må genoplive den tradition. 

To uger senere, den 21. juli 1964, hørte vi, at tre unge borgerrettighedsforkæmpere – James Chaney, Mickey Schwerner og Andrew Goodman – ikke var vendt hjem efter at have undersøgt nedbrændingen af en sort kirke nær Philadelphia, Mississippi. Tredive kirker brændte den sommer.

Jeg havde nattevagt og tilbragte aftenerne med at ringe til fængsler, hospitaler, politiet og FBI i håb om at komme på sporet af de tre unge mænd. Jeg ringede til John Doar, lederen af justitsministeriets borgerrettighedsafdeling, som bønfaldt lokale FBI-agenter om at deltage i eftersøgningen. Agenterne nægtede.

Ved midnat ringede jeg tårevædet til drengenes forældre for at fortælle, at det ikke var lykkedes os at finde dem.

44 rædselsfulde dage senere blev borgerrettighedsforkæmperne fundet begravet i en jordvold. Schwerner og Goodman, begge hvide, var hver dræbt af én kugle i hjertet.

Chaney, en sort mand, var blevet brutalt tævet og skudt adskillige gange. Ifølge en obduktionsrapport "var Chaneys kæbe smadret, hans venstre skulder og overarm var bare en blød masse; højre underarm var brækket helt over flere steder, og kraniet var revnet og skubbet ind imod hjernen."

Det var ikke alt, man fandt. Da sømænd udsendt af flåden af præsident Johnson trak vod i nærliggende floder og sumpe, fandt de endnu ti sorte mænds lig – nogle bundet med kabler og reb.

I 1964 var lynchninger af sorte mennesker ikke længere den åbne form for offentlig underholdning, det engang havde været, men de var stadig almindelige. Det er desværre også tilfældet i dag.

Med de seneste mord på sorte mennesker – Ahmaud Arbery i Georgia, Breonna Taylor og David McAtee i Kentucky, George Floyd i Minnesota – kan vi ikke længere benægte, at racismen favner vores land fra kyst til kyst, fra Mississippi til Minneapolis.

Det er foregået fra vores nations første dage og helt op til nutiden. Og fra sidst i 1800-tallet og til i dag har betjente ustraffet, hvis ikke opmuntret, kunnet få afløb for deres aggressioner på sorte mennesker – især når disse protesterer over at blive mishandlet.

I 1930'erne lod NAACP deres banner, hvorpå der stod: "En mand blev lynchet i går", hænge fra en flagstang ud over Fifth Avenue i New York. Vi må genoplive den tradition. Men nu, næsten et århundrede senere, må vi gøre mere. Især hvide amerikanere kan ikke overlade det til andre at søge retfærdighed selv.

Vi må kræve mere end undersøgelser og fyringer. Vi må dømme dem, der begår disse forbrydelser, til afsoning i højsikkerhedsfængsler, ikke på ferieresorter med et minimum af sikkerhed, hvor de kan sidde sammen med politikere og andre kriminelle fra middel- og overklassen.

Vi må også gøre en ende på masseanbringelser, kautionssystemet og på at udelukke folk, der har afsonet deres straf, fra igen at kunne blive en del af samfundet. Og vi må udslette de juridiske og sociale strukturer, der fortsat gør skade på de tidligere slavegjorte amerikanske borgeres mentale sundhed og økonomi, i et land der er bygget på skuldrene af mænd og kvinder, der blev bragt til vores kyster i lænker.

Hvis fængselsbetjentens kone, der tog telefonen, da jeg ringede dengang i 1964, havde fortalt sandheden – at de tre unge mænd faktisk var i dét fængsel – eller hvis FBI havde gjort deres job, kunne Chaney, Schwerber og Goodman stadig have været i live i dag.

Dengang klagede Mississippis racister over, at vi ville mere end at bringe raceadskillelsen til ophør; at vi ville ændre deres måde at leve på. Det ville vi også. Og det vil vi stadig. Vi må omsider gøre hvidt overherredømme og racistiske aggressioner socialt og juridisk uacceptable.

Det er på høje tid. Og ikke kun i Syden.

Ron Carver, underviser på Institut for Politik, har været aktivist for social retfærdighed siden 1964, hvor han arbejdede med Studenternes Ikke-voldelige Koordinationskomité i Georgia og Mississippi. Dette personlige indlæg blev først publiceret af OtherWords.org