Kære beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard

Aldrig har jeg følt mig så magtesløs, som jeg gør nu. Ordet krænket dækker på ingen måde den følelse, som jeg sidder med. Overgreb er nok mere det rette ord.

Når myndighe-derne ikke har behandlet bevisbyrden med de speciallæge-faglige oplysninger, som understøtter min psykiske arbejdsskade, er det sandsynligt, at læge-konsulenterne heller ikke har fået oplysningerne til deres udtalelse.

Jeg tror, at det ligger i de fleste menneskers retsbevidsthed, at vi tager det 100 procent for givet, at vi kan have tillid til myndighederne. Og tillid til at myndighederne følger og overholder de retlige regler og retsprincipper om borgernes rettigheder og retssikkerhed, som de skal, når myndighederne sagsbehandler en borgers sag.

Derfor har tanken aldrig strejfet mig, at jeg ikke skulle kunne stole på, at myndighederne ville gøre deres lovbestemte pligt til at sikre mine rettigheder og retssikkerhed i sagsbehandlingen af min psykiske arbejdsskade.

Jeg ved nu, at jeg ikke kan stole på myndighederne. Og på den baggrund mener jeg, at jeg kan bevise, at myndigheder igennem mere end et årti har sagsbehandlet min arbejdsskade direkte ulovligt.

Mine beviser for myndighedernes ulovlige sagsbehandling er en kombination af noget, som pludselig giver mening om hvorfor og hvordan. Og andet er oplysninger fra myndighederne selv.

Jeg har altid undret mig over, hvordan myndighederne er kommet frem til deres bedømmelse og afgørelse i min arbejdsskadesag, og aldrig kunnet få et ordentligt svar herpå.

Jeg ved nu, at myndighederne aldrig har undersøgt eller indhentet oplysninger til belysning af min arbejdsskade. Hverken første gang de behandlede min arbejdsskade, eller i forbindelse med alle de gange jeg har bedt om at få sagen genoptaget.

Hvordan, jeg ved det, kan bevises med oplysninger fra myndighederne selv, hvor myndighederne i stedet for at fortælle sandheden har snakket udenom og direkte lyver om, hvad der er myndighedernes pligt og ansvar, når de sagsbehandler sager efter arbejdsskadeloven.

Det stærkeste bevis fra myndighederne er nok, at de aldrig har kunnet forklare, hvordan de er kommet til deres bedømmelse, eller kunnet henvise til de oplysninger, som understøtter deres afgørelse.

Der er også alle de gange i forbindelse med at få min arbejdsskadesag genoptaget, hvor myndigheder ikke har indhentet én eneste oplysning til belysning af sagen.

Desuden er et stærkt bevis det grundlag, som myndighederne siger, er tilstrækkeligt til at belyse og bedømme min psykiske arbejdsskade. Og om bevisbyrden er løftet.

Det grundlag har myndighederne ikke været i stand til at identificere eller oplyse om, hvad er. Eller sige ud fra hvorfor bevisbyrden ikke skulle være løftet.

Jeg har desuden undret mig over i forbindelse med genoptagelse af min sag, hvordan myndighederne altid kom frem til, at der ikke var nye oplysninger til sagen.

Nu ved jeg, at ingen nye oplysninger betyder, at myndighederne aldrig, som i aldrig, har behandlet eller inddraget de oplysninger – bevisbyrde – som jeg i god tro har sendt til dem til sagsbehandlingen af min arbejdsskade.

Myndighederne har ikke oplyst, eller informeret mig om, at mine oplysninger aldrig er blevet behandlet og inddraget i min arbejdsskadesag.

Jeg mener desuden, at det, myndighederne har gjort her, er direkte ulovligt.

På den baggrund giver de meget misvisende og modstridende udtalelser fra myndighedernes lægekonsulenter også pludselig mening.

Det sætter tanker i gang og rejser tvivl, om myndighedernes speciallægekonsulenter har den nødvendige ekspertise inden for deres område, når lægekonsulenten kommer frem til en udtalelse, som er i direkte strid med deres speciallægekollegaer.

For når myndighederne ikke har behandlet bevisbyrden med de speciallægefaglige oplysninger, som understøtter min psykiske arbejdsskade, er det sandsynligt, at lægekonsulenterne heller ikke har fået oplysningerne til deres udtalelse. Det forklarer, hvorfor lægekonsulenternes udtalelser er i strid med de speciallægefaglige oplysninger fra deres speciallægekollegaer.

Det understøttes af, at myndighederne er blevet bedt om at henvise til de faktiske lægefaglige oplysninger, som lægekonsulenten har haft til sin rådighed. Og er de oplysninger, som lægekonsulenten har lagt til grund for sin udtalelse. Det har myndighederne nægtet at oplyse om.

Det understøttes desuden af, at jeg konkret har bedt myndighederne om at få en ny udtalelse fra lægekonsulenten, hvor de speciallægefaglige oplysninger bliver forelagt til udtalelsen. Det har myndighederne nægtet at gøre.

Dersom at myndighederne lægger stor vægt på udtalelserne fra lægekonsulenterne, er ovenstående direkte uforsvarlig sagsbehandling af en psykisk arbejdsskade. Og hvor en udtalelse fra lægekonsulenten kan få fatale konsekvenser for den tilskadekomne.

Det sidste, som jeg vil fremhæve, er den berømte omvendte bevisbyrde, som loven siger, den tilskadekomne skal løfte. Og som er et begreb med mange fortolkninger af, hvordan og hvornår bevisbyrden er løftet.

Ministeren selv har givet mig en forklaring på, hvad der ligger i bevisbyrdebegrebet. Og myndighederne har givet mig en anden forklaring.

Som jeg har forstået det, ligger der i bevisbyrdebegrebet, at den tilskadekomne kan bidrage til sagens oplysning, men skal ikke. Fordi myndighederne har pligten til at sikre, at en sag er ordentligt og tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en korrekt og lovlig afgørelse.

Dermed ikke sagt at den tilskadekomne ikke skal bidrage. For min holdning er, at alle bør bidrage til sagsbehandlingen af deres sag, med det de kan.

Dog er det min oplevelse, at myndighederne tolker bevisbyrden direkte bogstaveligt og lægger hele ansvaret for sagens oplysning og en løftet bevisbyrde over på den tilskadekomne.

Myndighederne mener desuden, som følge af bevisbyrdebegrebet, at myndighederne derved ikke har pligt at overholde de retlige regler og retsprincipper – eksempelvis officialmekanismen.

Konklusionen må derfor være, at den måde, hvorpå myndighederne bruger bevisbyrdebegrebet, ikke er i overensstemmelse med de retlige regler og er derfor ulovlig.

Det leder mig tilbage til min egen arbejdsskadesag. For på baggrund af, hvad jeg fortæller her ovenfor, er myndighederne endnu engang kommet frem til, at jeg ikke har løftet min bevisbyrde for min psykiske arbejdsskade, og afviser at anerkende min psykiske arbejdsskade.

Myndighederne giver ikke nogen forklaring på, hvorfor bevisbyrden ikke er løftet. Og myndighederne har da heller ikke været i stand til at identificere eller henvise til det grundlag, som understøtter deres vurdering af, at bevisbyrden ikke er løftet.

Myndighederne fortæller mig, at den bevisbyrde, som jeg har sendt ind til dem, kan de nægte at behandle og inddrage i sagsbehandlingen af min arbejdsskade under dække af, "at vi ikke er bundet af vurderinger fra læger eller andre".

Dog som med så meget andet har myndighederne ikke været i stand til at identificere eller henvise til de retlige regler, som giver dem hjemmel til at afvise vurderinger fra læge med flere, som understøtter den tilskadekomnes arbejdsskade.

Myndighederne giver heller ikke nogen forklaring på, hvordan de er kommet frem til, at min arbejdsskade bliver afvist. Og igen er myndighederne ikke i stand til at identificere eller henvise til det grundlag, som understøtter deres afgørelse om afvisning.

Så her står jeg mere end et årti efter min arbejdsulykke og kan bevise, at myndighederne aldrig har behandlet min psykiske arbejdsskade efter de gældende regler og har truffet ulovlige afgørelser, som myndighederne ikke kan forklare, hvor de er kommet frem til, og på et grundlag, som de ikke kan identificere eller oplyse om, hvad er.

Jeg kan bevise, at myndighederne har fyldt mig med løgne om mine rettigheder og den retssikkerhed, som de har pligt til at sikre. Og ikke mindst har myndighederne ulovligt sagsbehandlet den bevisbyrde, som understøtter min psykiske arbejdsskade, ved ikke at have behandlet og inddraget den i behandlingen af min sag.

Min retsbevidsthed er blevet udsat for et overgreb af de myndigheder, som jeg har lagt mit helbred og liv i hænderne hos. Jeg gav myndighederne min tillid og stolede på, at de ville behandle min psykiske arbejdsskade ordentligt og anstændigt.

Jeg vil aldrig kunne stole på myndighederne igen efter dette. Sker det her for mig, sker det også for andre med en psykisk arbejdsskade.

Jeg forventer, at beskæftigelsesministeren handler på denne henvendelse, og står naturligvis til rådighed for nærmere forklaring og uddybelse af mine beviser.

Med venlig hilsen, Iben Røstbjærg Kullberg