"Håbet er latent i modsætningerne."

Bertolt Brecht

 

Byer – og landet – forandrer sig hele tiden. Det er en proces, der er drevet af modsætningerne i samfundet, og hvor byerne spiller den afgørende rolle.

Dette er uddybet i en række artikler i Arbejderen siden oktober. I denne sidste behandler jeg blot nogle få eksempler på modsætninger og problemer i københavnsregionen: I forhold til vækst/udvikling, frodige økosystemer/destruktion af livsvilkår, brugsværdi og bytteværdi samt marked/demokrati. (1)

Mit afsæt er den franske filosof Henri Lefebvres begreb "retten til byen" og hans tese om, at byen og samfundene befinder sig i en "kritisk zone" mellem industrisamfundet og det urbane – socialistiske – samfund. Et andet afsæt er den amerikanske geograf David Harvey og hans brug af begrebet "retten til byen", som åbner for kritiske analyser af samfundet, forestillinger om et andet samfund og organisering af politisk bevægelse.

Venstrefløjen har forsømt de muligheder, der er i at bruge netop byen og det urbane. Det er et meget konkret og realiserbart perspektiv for et andet samfund, og som platform for organisering af det mylder af små initiativer, fagforeninger og organiseringer, der er i byen.

Konkurrencebyen – vækst eller udvikling

Som andre industribyer blev Københavns Kommune ramt af de store strukturelle ændringer, der slog igennem i 1960-70'erne. Nye arbejdspladser opstod mod nord og vest, mens antallet af jobs i industrien i kommunen faldt fra cirka 25 procent af alle jobs i 1970 til blot fem procent i dag. Befolkningstallet var i 1950 på 768.000, men i 1990 kun 466.700. 

Tab af job, mennesker, fravær af investeringer og et udtyndet skattegrundlag tvang København i knæ. Kommunen var et nemt offer, da Schlüter-regeringen satte København på en ny kurs med nogle greb i den neoliberale værktøjskasse. 

Selvom der var modstand på rådhuset, var kommunen medgørlig, blandt andet fordi kommunen i 1993 var ude af stand til at klare Indenrigsministeriets krav til likviditeten og blev sat under administration!

Påvirket af neoliberalisme og globalisering ville Schlüter-regeringen skabe en operationel tilstand, der kunne opfylde statens ambitioner om at gøre København til en motor for globalisering af Danmark. Man mente, at de skærpede konkurrencevilkår i EU's indre marked gjorde det nødvendigt at forvandle København til en international metropol.

København skulle have en boligpolitik, der lokkede velstillede til byen. 

Schlüter gav i 1990 udtryk for retningen: »Det er i hele landets interesse, at hovedstaden fungerer godt og er i stand til at tage konkurrencen op med andre storbyer i Vesteuropa.« Senere gav han staten et ansvar: »Regeringen er indstillet på, at der skal sættes ind over en bred front, for at hovedstaden kan blive det lokomotiv for igangsætning, som Danmark har brug for.«

Han nævnte en række konkrete tiltag: En Øresundsbro, en styrkelse af lufthavnen, udbygning af havnearealerne, Holmen og andre større arealer. Der blev nedsat statslige udvalg og koordinationsgrupper til at komme med forslag.

Kommunens økonomi var ikke gearet til dén offensiv. Den fik et lån af staten på betingelser: Alt skulle betales tilbage. Budgetterne skulle slankes. Kommunen skulle lave en boligpolitik, der lokkede velstillede til byen. Og så skulle arvesølvet sælges. Alle de beboelsesejendomme, kommunen ejede, blev lagt over i et fælles selskab – TOR. Selskabet solgte i årene efter kommunens 20.000 lejligheder for 3,8 milliarder kroner. Langt de fleste som andelsboliger.

En af de store statslige investeringer var Øresundsbroen. Formålet var at skabe ét sammenhængende arbejds- og boligmarked. I Borgerrepræsentationen stemte SF og Enhedslisten imod en finansiering af den kollektive trafik via byudvikling og mod broen.

Kultur blev et instrument for motorstrategien. Der er investeret massivt i kulturmursten: Det Kongelige Bibliotek, Statens Museum for Kunst, kunstskolerne til Holmen, et nyt skuespilhus. Oven i hatten landede skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller en Opera på Holmen. Med en milliard kroner blev der satset stort på København som europæisk kulturby i 1996, ligesom Aarhus er det i 2017. Det handler om branding og turister – byen skal på verdenskortet, hedder det.

Luften har været tyk af begreber som "videnby", "kreativ by", "innovationsby" og "kulturby". Alt sammen begreber der udtrykker en forvirring over, hvad det egentlig er for en by, der kommer efter København som traditionel industriby. Resultatet er en jagt efter nye investeringsfelter og forretningsmodeller. 

Der er flere gode takter i udviklinger i Københavns Kommune med vægt på byens brugsværdi, men bytteværdien er stadig den primære driver.

Ét og mange bysamfund

Globaliseringen har uddybet en modsætning:

På den ene side et samfund, hvor næsten alt er underlagt kapitalens urbanisering (herunder landbrug og det såkaldte "Udkantsdanmark"). Byen er en ophobning af mange flygtige, primært private overlejrede økonomiske enheder og systemer, der i forskellig grad er globalt orienterede. Her er det private globale økonomiske system formålet, og byen er middel til realisering – en rammebetingelse.

På den anden side har vi i denne ophobning os, der bor her – de stedbundne borgere – der producerer og reproducerer byen. Det er vores bysamfund, hvor vi kan udøve retten til byen. Her er bysamfundet selv både formål og middel i et langt opbyggende helhedsperspektiv.

Som systemet er sat op, bliver byen skabt for borgerne og ikke af borgerne via en frisættelse af vores potentialer. Denne tilstand giver to forskellige perspektiver på byen og har konsekvenser for den politiske/demokratiske og administrative opbygning.

Og som nævnt stræber staten – men også Københavns Kommune på flere felter – efter at gøre byen eksklusiv for nye beboere og business. Store dele af København bliver mere og mere til en enklave for middel- og overklassen. Mange københavnere med almindelige eller små indkomster presses ud af byen.

i 1950-80'erne var det omvendt. Dem, der kunne, forlod København, fordi boligerne var for dårlige, for små og byen generelt nedslidt. Tyngden af bosatte og arbejdspladser rykkede væk fra centralkommunerne.

Folkevognen blev i 1950'erne symbolet på den nye forstad, hvor individualismen lå gemt i den socialdemokratiske velfærdsmodel. Det frie menneske kunne køre overalt med sin lille familie. Bilen og bilsalget blev samfundets følsomste seismograf, som politikerne lyttede til.

Det handler mere om rammevilkår for privat kapital end om følsomhed over for lokale behov.

Bilen banede vejen for parcelhuset og de nye løsrevne bebyggelser i den fragmenterede forstad. Byen bredte sig udover vestegnen, nordpå og sidst ud ad Køge Bugt-fingeren.

Mens det ældre København opstod til mennesker, heste og cykler – og ikke biler – så blev den voksende københavnsregion planlagt især til biler. Det har skabt en strukturel krise for både det centrale København og for de ydre byområder.

I 1950 boede 18 procent af landets befolkning i Københavns Kommune, i dag er det 10 procent. Hovedstadsregionen udgør med 1,8 million indbyggere til gengæld cirka 35 procent af landets befolkning. De fleste bor i et næsten sammenhængende, men alligevel opsplittet byområde.

Det administrative og demokratiske system afspejler slet ikke denne virkelighed. Selvom "hovedstadsregionen" opstod som begreb i 1970'erne, er der ingen, der sammenhængende og reelt tager sig af det.

Hovedstadsrådet fungerede med indirekte valgte medlemmer fra 1974, indtil det blev nedlagt af Schlüter-regeringen i 1990. Det håndplukkede Hovedstadens Udviklingsråd fik et kort liv fra 2001-2006.

Med kommunalreformen i 2007 blev der etableret Regionsråd. De har valgte medlemmer, men er – bortset fra administrationen af sygehusene – reelt uden magt. Ingen kommuner i Københavnsområdet blev lagt sammen. Staten laver den nødtørftige plan for byudvikling i Hovedstadsområdet.

Fordi der foregår en forskydning fra samfund til marked, understøtter EU det regionale niveau, samtidig med at planlægningen svækkes. Det handler nu mere om rammevilkår for privat kapital med salg af byen og regionen samt tiltrækning af kapital, branding og turisme end om følsomhed over for lokale behov.

Taberne har både været borgerne på Vestegnen og i centralkommunerne, hvor der længe har været et stort behov for sammenhæng og urbanisering med tæthed, funktioner og forbindelser. (Noget sker der dog nu med Ring 3 letbane, der får 27 stationer på den 27 kilometer lange rute fra Lundtofte i nord til Ishøj i syd. Men det er sent, og det er for lidt.)

Der ville have været mere musik i en revitalisering og frisættelse af hele københavnsområdets potentialer end i satsningen på Ørestad og Nordhavn.

Et helhedsblik på netop hele regionens komplekse bysamfund ville give en anden bystruktur. Sammenhænge og knudepunkter kan skabes via nye boliger, dyrkning, nye ejerformer, produktion og så videre i et samspil med et fintmasket net af kollektiv trafik, der ophæver centralismen i den gamle fingerplan og gør alle steder centrale og til en del af "luksusbyen". Det er en urbanitet, der i øvrigt passer perfekt til en cykelby.

Udvikling af dynamisk demokrati

Et dynamisk demokrati forudsætter, at der kan besluttes på mange felter og niveauer, fordi bysamfundet hænger sammen. Desværre skrumper kommunernes demokratiske rum: Den private sektor fylder mere, mange beslutninger er allerede truffet i EU, og staten praktiserer en stram rammestyring.

Hvorfor skal privat forbrug prioriteres højere end det fælles? Hvorfor kan borgerne ikke selv beslutte at sætte skatten op? Og hvordan kan kommunen realisere billige boliger ved at trumfe fællesskabets interesser igennem over for den private ejendomsret?

Et eksempel på en indskrænkning af demokrati er By og Havn I/S, der står for Ørestaden, Nordhavnen samt Sydhavnen. Ørestadsselskabet I/S fra 1993 blev i 2007 ændret til By & Havn I/S, hvor kommunen ejer 55 procent og staten 45 procent.

Bestyrelsens formand, direktør Carsten Koch, er udpeget af kommunen, næstformand er Mads Lebech, som staten har udpeget. Herudover to andre erhvervstunge deltagere, en professor, et socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen samt to medarbejderrepræsentanter. Den tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen er administrerende direktør.

I betragtning af kommunens offensiv med borgerinddragelse er det bemærkelsesværdigt, at en stor del af byudviklingen i Københavns Kommune ligger i hænderne på en teknokratisk og udpeget bestyrelse. Det kan have operationelle fordele, men der er et demokratisk underskud.

Retten til byen er "langt mere end individer eller gruppers adgang til de ressourcer, byen rummer: Det er en ret til at forandre og genopfinde byen efter vores egne hjerters længsel ... Friheden til at skabe og genskabe os selv og vores byer er ... en af de mest værdifulde, men stadig mest negligerede af vores menneskerettigheder." (2)

Målet må være en udvikling væk fra en markedsdreven beslutningsstruktur.

David Harvey mener, at byen tilhører dem, der producerer og reproducerer den.

En realisering af "retten til byen" vil være en grundlæggende forandring og en markant udvidelse af det simple og formelle demokrati, vi har nu. Kernen er den enkeltes tilstedeværelse i byen og deltagelse i fællesskaber, hvor vi kan folde os ud som egentlige borgere med både individuel og fælles frihed til at kunne realisere vores behov og drømme.

Når vi siger, at byen – lad os sige hovedstadsområdet – tilhører os, der producerer og reproducerer den, er der behov for langt mere dynamiske administrative og politiske demokratiske strukturer og for udvikling af sansen for medborgerskab. Det må være forskellige både formelle og uformelle strukturer, der vil åbne for andre perspektiver på københavnsregionen som et netværk af bysamfund.

Et levende demokrati må udvikle sig hele tiden og på alle niveauer. Det kan ikke bare være en konsensuskultur, som i det formelle top-down-demokrati. Direkte deltagerdemokrati kan folde sig ud på gade- og byplan. 

Forsamlinger på forskellige niveauer skal kunne beslutte og have en økonomi. Flere steder i verden prøves Participatory Budgetting, som går ud på, at borgerne i et byområde selv kan bestemme over en sum penge fra kommunen. Det er ikke problemløst, men også en sprække til nye metoder, der kan trække noget mere med sig.

Kommunerne er i høj grad reduceret til serviceorganer og borgerne til forbrugere. Relationen er blevet formel og teknokratisk. Kommunen må i stedet fungere som borgernes reelle og praktiske fællesskab. Egentlig har vi jo blot betalt nogle af os for at være ansat i kommunen. Derfor er det naturligt, at de stilles til rådighed i marken som praktiske hjælpere. Vi ved for eksempel, hvor ressourcekrævende det kan være at organisere aktiviteter og platforme i en travl hverdag. Ofte skal der ikke meget til. Kommunen kan også – helt eller delvist – frikøbe ildsjæle til fællesaktiviteter.

Ud over det strukturelle er for eksempel uddannelse – eller dannelse – essentielt i en by baseret på brugsværdier med en sammenhæng mellem behov, innovation og produktion.

Dannelse – eller bydannelse – er også en vedvarende tilstand, der i bysamfundets perspektiv kan tage afsæt i borgernes nysgerrighed og trang til skabende udvikling. For eksempel kan folkeuniversiteter blive en platform, der understøtter den brede demokratisering og det aktive medborgerskab. Hvordan organiserer vi en bebyggelse eller endog en hel by? Hvordan får vi mere ud af vores dyrkningsfællesskab?

Generelt må målet være en udvikling væk fra en markedsdreven beslutningsstruktur og i retning af et deltagende, samfundsdrivende demokrati.

Økosystemer: Råstof eller symbiose?

Byerne spiller hovedrollen i forhold til belastning af økosystemerne, men er også vejen til en løsning. Den traditionelle land/by-relation må ændres. Byerne kan blive til økosystemer af bebyggelse, kommunikation, dyrkning, dyreliv, parker, vand og så videre, som danner urbane biotoper i et landskab af andre biotoper med stor frodighed og forskellighed.

Et blandt mange felter er produktion af føde. Kapitaliseringen af landbruget, bearbejdningsindustrien og distributionskæder har ændret fødevaresystemet i Danmark radikalt.

Engang kom grøntsager fra Amager og Vestegnen, frugt fra Nordsjælland og fisk fra Øresund. Bearbejdningen foregik i byen, og der var kort i afstand og tid til marked og køkken.

En stor del af byens behov for føde kan altså produceres i byområdet og samtidig være med til at åbne for en anden måde at forestille os en by og et samfund på. Det sker for eksempel i stor stil i byer i Cuba, samt i Afrika og Asien. De ser forsyning med fødevarer i et bredt perspektiv, som både løfter sundhed, økonomi, klima, etik og æstetik.

Initiativer bør støttes eller iværksættes af kommunerne. En realisering kræver en overordnet byplanlægning, systemer til distribution, måske en skattepolitik, uddannelse af personale og borgere samt fælles ejerformer.

En stor del af byens behov for føde kan produceres i byområdet.

Zonerne mellem skove og marker eller mellem fjorde og land er vigtige biotoper med en rig flora og fauna. Mødet mellem land og vand har historisk været frugtbart for vores behov og for vores oplevelse af at være til i verden. Men industri, landbrug og infrastruktur har været hård ved randzonen.

Hvorfor ikke genetablere disse biotoper på store stræk i København i stedet for at bebygge havnemoler, der hindrer en frodighed? Det vil være et bidrag til at forstærke økosystemerne og genskabe Øresund som en daglig kilde til fisk og skaldyr til bordet.

Foreningen Maritime Nyttehaver har sat østers og muslinger ud i Københavns havn for at vise, hvad der kan lade sig gøre. Initiativer bobler nede fra. Der er opstået fødevarefællesskaber, som også benytter lokale leverandører. Der er mange erfaringer fra kooperativerne, der kan anvendes til at tænke større.

Nyttehaver har eksisteret længe. En relativt ny trend er at kombinere fællesskab og dyrkning på små arealer i byen. Byhaven Jagvej 69 kunne blive et markant initiativ, der forvandler den omstridte matrikel til et samlingssted, kulturhus, skole, en biotop, sociale møder og en platform for politiske aktiviteter ud i byen. Et privat areal kan blive til en fælles ejendom. Hvis der er problemer med ejeren, kan kommunen, formentlig uden erstatningspligt, udlægge det til offentlig park.

Det er små tiltag med praktisk og symbolsk betydning. De skaber nye billeder og forskyder opmærksomheden og engagementet til byens brugsværdi. Det er en af måderne at tage fat på retten til byen på og så skalere op. Medborgerskab udvikles gennem praksis.

Boliger: Bytteværdi eller brugsværdi?

Retten til byen handler også om at kunne slå rødder, udvikle sit netværk og præge sit nærmiljø gennem brug. Byer og boligmarked baseret på bytteværdier skaber social segregering, ulighed og udpresning. Det er et politisk valg.

Der mangler billige og gode boligmiljøer. Fra 1980 til 2005 forsvandt der lige så mange boliger ved sammenlægninger og saneringer i Københavns Kommune, som der blev bygget nye. I dag er 45 procent af boligerne på to værelser eller mindre. Siden år 2000 er der opført 23.000 boliger. Kun 10 procent af dem er almene boliger.

En femtedel af boligerne i kommunen er almene. Fra 1980'erne til 2000 var det meste boligbyggeri alment. I 2001 vendte det brat. Opturen i det private byggeri gav kommunen chancen for at realisere strategien for at få nye borgere til byen. Og med salget af en del af sin boligmasse i 1990'erne havde kommunen mistet et vigtigt redskab i sin boligpolitik.

 Profitten kunne holdes ude og lejen fikseres permanent lav. 

Mange vil igen gerne bo i København og betale kassen for det. Det kommer de til. Fra marts 2013-2014 er prisen på ejerlejligheder steget med 17,4 procent. Behovet for boliger, der er til at betale med almindelige indkomster, er stort.

Københavns overborgmester Frank Jensen sagde på Socialdemokraternes kongres i september: »København skal ikke være en by med gode kvarterer for de rige og dårlige kvarterer for de fattige«. Frank Jensen og minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen ønsker ikke et klasseopdelt København.

Men hjælper det på uligheden og udpresningen at bygge almene boliger i Gentofte for at blande rige og fattige? De er jo også for dyre. AAB udlejer for eksempel en lejlighed fra 2011 i Ørestad City på 98 m2 til 9516 kroner. Det kræver en god løn. Det er dog positivt, at Københavns Kommune har afsat 275 millioner kroner til 1830 almene boliger, heraf 1090 ungdomsboliger.

Mere probate midler er nødvendige for at få kontrol med boligmassen. Kommunen – eller en fond – kunne leje grunden til fællesforeninger, der bygger. Profitten kunne holdes ude og lejen fikseres permanent lav. Tanken er ikke blot boliger til de mest trængende, men en generel løsning i stort format.

I Rote Wien satsede man i perioden 1919-34 hårdt på socialt boligbyggeri, der blev finansieret gennem en særlig skat. 40 procent af byggeomkostningerne blev betalt via boligskat, en stor del af resten via luksusskat på champagne, husassistenter og biler.

Boligmarkedet destabiliserer, skaber ulighed og deformerer byen. En form for samfundsmæssig overtagelse er en del af løsningen, som sætter brugsværdien i førersædet. En effekt vil også være, at en svækkelse af det spekulative element i økonomien ville gavne de produktive investeringer og arbejdernes realløn.

Byen som politisk platform

Vi må spørge os selv, hvordan et demokratisk samfund – der er baseret på udvikling og ikke vækst, på økologisk brugsværdi og ikke bytteværdi – kan folde sig ud.

Venstrefløjen kan med byen som perspektiv arbejde for:

- Kritiske analyser af byen og samfundet for at finde modsætninger og elementer, der er modnet, så de kan negeres og transformeres ind i et andet samfund.

- Udvikle kollektive utopier om, hvad dette andet urbane og socialistiske samfund kan være ud fra ovennævnte analyser, erfaringer fra verden og en søgende praksis.

Kampen om byen giver både brede, mangfoldige og dybe politiske perspektiver.

- Opbygning af en bevægelse som et netværk af organisationer i lille og stor skala. Perspektivet er mere permanente og demokratiske strukturer, der kan operere både lokalt og nationalt. Det må være en mangefacetteret demokratisk struktur, der skaber og flytter positionerne frem i forhold til den økonomiske og politiske magt og til en overtagelse af denne.

I virkeligheden er der mange, der trækker på dén dagsorden. Københavnsregionen har et mylder af organiseringer og folk, der gerne vil i gang. Der er mange flere daglige kampe, end vi tror. De skal  hjælpes til at finde sig selv i et større perspektiv og finde hinanden. Nøglen er opbygning af en fælles erkendelse af, at det, vi gør, handler om det samme. Vi kan skabe et bysamfund efter vores hjerte.

Vi må åbne platforme, hvor energien og trangen kan bringes i spil på nye måder, der forbinder arbejdspladser, boligkvarterer og bevægelser. Hvordan er for eksempel samarbejdet mellem afdelingen i fagforeninger, miljøorganisationen, folk der kæmper for sociale vilkår, kulturaktører, boligforeningen, idrætsforeningen, politiske foreninger og så videre? Hvilke forestillinger har de hver for sig og sammen om deres samfund – deres by?

Der handler om at afprøve konkrete løsninger og udnytte de parlamentariske fora. Det er også en strategi for at bygge nede fra på alle niveauer og skabe nye forsamlinger med en lærende, søgende kultur. Når det bliver konkret og praktisk, fortoner mange gamle irrationelle modsætninger.

Kampen om byen giver både brede, mangfoldige og dybe politiske perspektiver.

 

Noter:

1. David Harvey har beskrevet 17 modsætninger i sin nye bog. Seventeen Contradictions and the End of Capitalism (Se min artikel i Information 10. maj.)

2. Harvey, David. 2014. Seventeen Contradictions and the end of Capitalism. Profile Books. Side 282.