"Håbet lever, så længe mennesker husker", skrev kz-fangen og forfatteren Eli Weisel. Det er vigtigt at erindre sig, ikke mindst i denne tid, hvor en flodbølge af ”fake news” forvirrer menneskene og får dem til at glemme deres egen historie, og gør dem til nemme ofre for skruppelløse politikere og krigsmagere.

Derfor et lille tilbageblik på vor egen historie: I maj 1945 var krigen slut. Hagekorset knust. Det nazistiske tusindårsrige faldt efter 12 blodige år. Frihedens fane vejede over Berlin, og den var rød.

22 millioner sovjetborgere mistede livet i denne kamp. Europa lå i ruiner. Bag lå knuste menneskeskæbner, usigelige lidelser og millioner og atter millioner af døde. Friheden og freden var dyrekøbt.

Men nu begyndte en ny tid. Livet vendte tilbage. Det var de lyse drømmes forår, hvor alt syntes muligt. Ud af krig og besættelse skulle skabes et nyt og bedre Danmark. Et folkets Danmark.

De tidligere samarbejdspolitikere og kollaboratører, som før havde opfordret befolkningen til at stikke modstandsfolk, sprang nu ud af skabet. Og viste sig at være rigets fremmeste frihedskæmpere, som inkognito havde bekæmpet fjenden! 

Mange havde svært ved at forstå dette hamskifte. Blandt dem var Danmarks Frihedsråd, som udtalte: "Man gruer ved tanken om vort lands stilling, hvis der ikke havde været et andet Danmark end det officielle."

De svegne løfter

"I skal ikke blive glemt", erklærede statsminister Buhl og kompagniø i de glade majdage om dem, der faldt i modstandskampen, døde i Hitlers kz-lejre eller nu sad alene tilbage med dybe sår. Nu gjaldt det om at redde, hvad reddes kunne – først og fremmest ens egen politiske fremtid.

Løfterne til dem, som aktivt kæmpede mod fascismen, forsvandt som dug for solen.

Retsopgøret blev en parodi. De små slyngler blev straffet, de store lod man løbe. Samarbejdspolitikerne vejrede morgenluft. Fjenden var igen de røde, som i trediverne hvor flygtninge fra Hitlers Tyskland søgte asyl i Danmark - med risiko for at blive sendt tilbage til bødlerne. 

Efterhånden som det politiske establishment følte sig sikker i sadlen, gik udviklingen hastigt videre. I stedet for fred fik vi NATO, Mccarthyisme, antikommunisme, vesttysk genoprustning, dansk/vesttysk fælleskommando og kold krig.

Løgnagtigheden blev sat i system. Göbbels havde og har ikke levet forgæves. Sort blev hvidt. Sandheden blev udskreget som løgn eller forsøgt tiet ihjel - gemt af vejen under lås og slå i nationens glemmebog. 

Løfterne til dem, som aktivt kæmpede mod fascismen, forsvandt som dug for solen. I stedet startede en bagtalelses-kampagne: "Mordere", råbte en dengang kendt og i vide kredse anerkendt socialdemokratisk politiker og historiker efter de modstandsfolk, der med livet som indsats havde  kæmpet for et frit og selvstændigt Danmark.

I dag er Danmark selv besættelsesmagt, i fuld gang med at træde andres frihed og menneskerettigheder under fode. Vi er med i "de villiges koalition", som i sin tid i Antikomintern-pagten.

Stikirenddrenge

Der går en lige linje fra Erik Scavenius til Anders Fogh Rasmussen, Nyrup og Løkke Rasmusen. De var og er alle stikirenddrenge for en fremmed magt. Før Nazi nu Nato.

Nu har vi fået "krig mod terror", der såvel i indhold som i måden, hvorpå den praktiseres, har ikke så lidt lighed med Hitlers fremgangsmåde i årene op til Anden Verdenskrig.

"Vil I den totale krig", skreg Göbbels i Berlin. I dag råber man op om den permanente krig – om krigen uden ende. Vi har længe kunnet se følgerne af denne politik: 

Af-demokratisering, manglende retssikkerhed grænsende til retsløshed, terrorlovgivning, flygtninge- og racehad, en livsfarlig oprustning, og som følge heraf almindelig forråelse af menneskene og nyfascismens fremgang i hele Europa.

Hverken friheden eller freden er vundet én gang for alle, men kan kun sikres gennem en fortsat kamp mod magtens mørke kræfter. De fører ikke alene krig i fremmede lande, de fører også krig mod den danske befolknings flertal – social, økonomisk, politisk, ideologisk og kulturel krig. 

Det er på tide, at vi får organiseret modstanden mod regeringens og folketingsflertallet politik. 

Ovenstående er et uddrag af Anton Nielsens tale ved 4. maj-mødet i København.