Napoleon citeres for at have sagt: “Lad Kina sove; når hun vågner, vil hun ryste verden.” Også Karl Marx og Friedrich Engels var opmærksom på Kinas fremtidige betydning.

Den historiske virkelighed har vist, at imperialismen siden det bolsjevikiske eksperiment har haft en tendens til at gribe ind i andre nationers indre forhold for at hindre en progressiv udvikling i disse lande. 

I deres skriverier om de imperialistiske landes bedrifter gav de hver for sig udtryk for den opfattelse, at imperialismens succesrige inddragelse af Kina i det kapitalistiske verdenssystem ville igangsætte en dialektik, der kunne underminere selve kapitalismen!

Naturligvis kunne de kapitalistiske landes udbredelse fra Vesteuropa til alle verdensdele ikke forholde sig passivt over for de muligheder, som kontrollen over “Riget i Midten” kunne give de imperialistiske magter. Ikke alene kom England til at føre opiumkrige imod Kina, som desuden blev opdelt i forskellige økonomiske zoner mellem dem. Senere blev landet besat af den japanske imperialisme. 

Især i det 19. og 20. århundrede søgte nationalistiske og kommunistiske kræfter at befri Kina fra imperialismens åg (ydmygelse, udbytning og undertrykkelse). Det var først med kommunisternes sejr i den kinesiske borgerkrig, at grundlaget for denne befrielse kom på dagsordenen.

Det socialistiske eksperiment

I anledningen af den kinesiske Folkerepubliks proklamation i 1949 sagde Mao Zedong i en tale på Tienanmen Plads: “Kun socialismen kan redde Kina.” En udtalelse som blev gentaget 70 år senere af den nuværende præsident Xi Jinping i anledningen af årsdagen for Folkerepublikkens grundlæggelse.

Dette betyder naturligvis ikke, at den samme strategi blev anvendt i udformningen af kinesisk politik under de to perioder. I denne forbindelse skal det påpeges, at hverken Marx eller andre socialistiske skikkelser havde en gennemarbejdet plan (grundtegning) for økonomisk politik under socialismen. 

Marx havde i sin tid debatteret muligheden for en hypotetisk overgang til socialismen i Rusland med russiske narodnikker (populister). Dette medførte, at socialistisk økonomisk praksis fra starten indeholdt et eksperimentalt element og ikke var fast bundet til en bestemt teoretisk tilgang.

Analysen af socialistisk opbygning kunne således bidrage til en bedre forståelse af “sen-udvikling” og omvendt af imperialismens måde at fungere på.

Som den første socialistiske socioøkonomiske formation var USSR’s implementering af økonomisk udvikling et spørgsmål om liv og død. 

I udviklingsstudier har den forskningstilgang, der går under betegnelsen Verdenssystem Analyse, opstillet en skabelon om tre forskellige mobilitetstilgange i forhold til placeringen og mobilitet i verdensøkonomi: “promovering af udvikling gennem invitationen” med imperialismens samtykke; “selvcentrerede udvikling” i opposition til imperialismen; sidst men ikke mindst “grib chancen” – det vil sige, drag fordel af konjunkturskifte i den internationale økonomi og geopolitik.

I den historiske kontekst kom udviklingen til at bygge på varianter af disse tre tilgange – afhængig af de eksterne og interne forhold.

Som den første socialistiske socioøkonomiske formation var USSR’s implementering af økonomisk udvikling et spørgsmål om liv og død.

Ikke alene var den bolsjevikiske stat isoleret fra støtte udefra, da revolutionerne i Centraleuropa blev nedkæmpet, samtidig med at de ledende kapitalistiske lande i verden intervenerede i den russiske borgerkrig på de hvides side.

Denne politiske udvikling betød, at Sovjetunionen fra begyndelsen var nødt til at eksperimentere med forskellige økonomiske strategier. 

Krigsøkonomi

Borgerkrigen og den imperialistiske militære intervention tvang en radikal krigsøkonomisk politik (krigskommunisme), som imidlertid viste sig ude af stand til at overvinde landets økonomiske tilbageståenhed og samfundets elendighed. 

“Socialismen i et land” blev en periode med forberedelserne til Anden Verdenskrig og kom til at gøre det muligt for Rusland at overleve denne konflikt.

Situationen blev desperat, og i 1921 gik Det Kommunistiske Parti under Lenins ledelse over til den såkaldte nyøkonomiske politik (NØP). 

Karakteristisk for denne politik var, at kapitalistiske markedsmekanismer blev indført. Denne strategi blev i starten anset for at være midlertidig. Imidlertid fik den politiske udvikling i Europa Stalin til at gå over til en mere selvcentreret nationalistisk model. 

“Socialismen i et land” blev en periode med forberedelserne til Anden Verdenskrig og kom til at gøre det muligt for Rusland at overleve denne konflikt. En fortolkning som trotskisme altid har forkastet med begrebet “den permanente revolution”.

Hvad angår Kinas socialistiske udvikling, førte overgangen fra den maoistiske revolutionære periode til den post-maoistiske model til en intra-parti-konflikt (Kulturrevolution). 

Samtidig blev Kinas politiske kurs i høj grad betinget af eksterne kræfter. I den første periode var Kina isoleret og truet, især af den amerikanske imperialisme. 

Koreakrigen og Vietnamkrigen havde i sidste instans en antikinesisk målsætning. Som konsekvens af Kinas isolation fra verdensøkonomien samt indstillingen af Sovjetunionens økonomiske hjælp i 1960’erne blev landet tvunget til at følge en udviklingsmodel, der byggede på en høj grad af selvforsyning og egne kræfter. 

Forventningen om, at Sovjetunionen og Kina ville danne en fælles front imod USA-imperialismen og dens europæiske allierede, viste sig at være en uopnåelig forhåbning, især i den tredje verden. 

Lanceringen af Bresjnevdoktrinen i 1968 om socialistiske landes begrænsede suverænitet blev brugt til at retfærdiggør USSR’s militære intervention i Prag og sovjetiske hegemoniale ambitioner.

På den anden side viste krigen mellem Vietnam og Kina i 1970’erne, at de socialistiske lande havde problemer med suverænitetsbegrebet!

Kissingers geopolitiske kup

Det skal dog ikke glemmes, at USA siden Anden Verdenskrig var aktiv i at svække alle socialistiske lande gennem en subversiv politik. Hovedprojektet i den forbindelse blev at underminere først og fremmest USSR gennem en amerikansk tilnærmelse til Kina.

Efter at Washington havde fået det indtryk, at Kreml nu havde indtaget en antikinesisk holdning promoveret af præsident Richard Nixon og udenrigsminister Henry Kissinger, gennemførte USA en slags geopolitisk kup ved at anvende det Kina-kort imod Rusland. 

Det er et historisk paradoks, at USA’s og andre imperialistiske landes tilpasning til globalisering og nyliberalisme har bidraget til: “Make China Great Again!” 

Washingtons etablering af en jihadist-hær for at bekæmpe Ruslands allierede i Kabul var afslørende. Den russiske besættelse af Afghanistan bidrog til en yderligere svækkelse af det socialistiske perspektiv. 

Inddragelsen af Kina i verdensøkonomien var et levende eksempel på “udvikling gennem invitation”. 

Strategien gik ud på at bringe landet ud af sin isolation og forvandle den kinesiske økonomi til at blive en hovedaktør i nyliberalismens udbredelse på verdensplan. 

Åbningen af Kina hjalp denne proces ved at lette udenlandske investeringer og teknologioverførsler til Kina samt ikke mindst åbne de vestlige markeder for kinesiske eksport.

Det skal nævnes i denne forbindelse, at den kinesiske arbejderklasse betalte en høj pris for denne integration i den internationale arbejdsdeling. Samtidig kom dog 800 millioner kinesere ud af fattigdom i løbet af 40 år. En præstation som de fleste kritikere af Kinas udvikling overser eller bagatelliserer.

Efter Den Kolde Krigs afslutning blev socialismen i USSR afmonteret. I kontrast hertil opretholdt Kinas Kommunistiske Parti kontrol over landets kursændring i samfundsøkonomi.

Den strategiske model, som var blevet anvendt i den første periode efter befrielse, byggede på “selvcenteret udvikling”. 

Den anden fase, som inddrog markedets mekanismer, muliggjorde nyliberalismens strategi, som gik ud på “outsourcing” af produktion til Kina. 

Nyliberalismens formål var at eksportere amerikanske arbejdspladser og importere billige produkter. Kinas Kommunistiske Parti var dygtig nok til at “gribe chancen” og samtidig beholde kontrol over denne proces.

Det er et historisk paradoks, at USA’s og andre imperialistiske landes tilpasning til globalisering og nyliberalisme har bidraget til: “Make China Great Again!”

I denne proces er det amerikanske samfund og det politiske system blevet bragt ude af balance og befinder sig i en nedadgående spiral.

"Den gule fare"

Under disse betingelser er det ikke overraskende, at truslen fra “den gule fare” bliver mere og mere promoveret i USA, hvor Kina betragtes som en “strategisk modstander”. Den handelskrig, som Washington har lanceret imod Kina, er symptomatisk for situationens alvor.

Det engelske tidsskrift “The Economist” havde i marts sidste år en forside med spørgsmålet: “How the West got China wrong?” Pointen, som bladet fremhæver, er, at Vesten havde forventet, at Kina ville bevæge sig mod demokrati og markedsøkonomi. Desværre, tilføjede bladet, har Vesten tabt dette væddemål.

 En for-udsætning for socialismen og udviklingen er, at landene opretholder friheden til selv at vælge, hvilket politisk system de vil leve under.

Hykleriet kunne ikke være større! I stedet for at anerkende de store bedrifter, som Kina har opnået, er Vesten i færd med at bebrejde Beijing for ikke at have udviklet en rendyrket kapitalisme.

Som The Economist skriver, til trods for Kinas deltagelse i verdensøkonomien er landet ikke en markedsøkonomi og vil som følge af sin nuværende politik aldrig blive det.

Spørgsmålet er, om socialismen i Kina kan løse landets problemer, som først Mao Zedong og nu Xi Jinping forventede/forventer? 

Den historiske virkelighed har vist, at imperialismen siden det bolsjevikiske eksperiment har haft en tendens til at gribe ind i andre nationers indre forhold med det formål at forhindre en progressiv udvikling i disse lande. 

Denne erkendelse betyder, at en forudsætning for socialismen og udviklingen er, at landene opretholder friheden til selv at vælge, hvilket politisk system de vil leve under. Set ud fra dette historiske perspektiv er det klart, at landenes suverænitet må betragtes som en forudsætning for opbygning af socialisme. 

Denne erkendelse har været/og er et dominerende element i den kinesiske strategi. For Kinas vedkommende gælder det om at deltage i den kapitalistiske verdensøkonomi uden at opgive og opretholde sin politiske selvstændighed. 

Denne politiske målsætning gælder ligeledes for ikke-socialistiske, men nationalistiske stater.

I den nuværende historiske periode er kampen for selvstændighed og suverænitet på verdensplan anført af Rusland og Kina. Disse to nationer er indtrådt i en strategisk alliance med den målsætning at gøre modstand imod den amerikanske imperialismes tilbøjelighed til at blande sig i alle landes indenrigspolitik.

Kampen mellem “unipolaritet” og “multipolaritet” kommer til at afgøre, hvordan dette århundrede vil udspille sig. 

En ting, som vi ved med sikkerhed, er, at USA’s forsøg på at kontrollere verden gennem interventionisme vil komme til at møde modstand. Hvordan denne opposition vil blive bekæmpet, vil afgør krig og fred i vores tidsalder. 

I sin bog fra 2003, “Killing Hope”, skrev William Blum følgende om den amerikanske udenrigspolitik: “… ethvert socialistisk eksperiment af betydning i det tyvende århundrede – uden undtagelse – er blevet smadret, væltet, eller invaderet eller korrumperet eller perverteret, subverteret eller destabiliseret eller fik livet umuliggjort, af USA.” (s.20)