SRSF-regeringen fortsætter den gamle regerings ræs mod bunden. Det er jo nu engang den globale tendens, synes logikken at være. Danmark indgår i det store mønster.

På blot fem måneder er 3372 arbejdsløse frataget deres midler til at overleve i form af dagpenge. Inden året er omme er det 8000. Det er følgen af afkortningen af dagpengeperioden fra fire til to år. Arbejdspladser inden for byggeri, rengøring, gartneri og landbrug kan fortælle om underbetalt importeret arbejdskraft.

Samtidig hører vi det igen og igen: Det skal kunne betale sig at arbejde. I og for sig er det jo svært at sige noget til det. Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde. Og endnu mere selvfølgeligt – der skal være arbejde.

 Kapitalen søger hele tiden udveje for at sikre profitter og undvige tendensen til fald. 

For nylig faldt jeg over nogle tal fra OECD i en af deres mange rapporter. Den havde titlen "Is Informal Normal? Towards More and Better Jobs in Developing Countries" og er fra 2009. Den fastslår, at 1,8 milliarder mennesker arbejder i den uformelle økonomi som løstansatte og daglejere, uden kontrakter og social sikkerhed, som gadehandlere og meget mere. Dette fleksible arbejde fører ikke til et liv i luksus. Mere end 700 millioner af dem lever for mindre end 1,25 dollar om dagen. 1,2 milliard for mindre end to dollar om dagen.  

Over halvdelen af den globale arbejdsstyrke arbejder på disse vilkår. Kun 1,2 mia. mennesker er ansat i den formelle økonomi. Det er tal, der er mere tankevækkende end forbløffende.

Den danske regering presser på for uddannelser, og selvfølgelig er uddannelse af alle og igennem hele livet et grundvilkår i et samfund. Men alligevel er det modsætningsfyldt.

Lavere ydelser

For det første, når der stilles krav, som udelukker nogle fra uddannelse. For det andet, når regeringen med "det skal kunne betale sig at arbejde" som parole skærer ned i de ydelser, borgerne kan få. Dermed kan en endnu lavere løn 'betale sig'. Og eftersom jobbene søger den billigste arbejdskraft, skal der nok være et job til en del.

OECD-rapportens prognose siger, at allerede i 2020 vil to tredjedele af den globale arbejdsstyrke arbejde i den uformelle økonomi. En stor del af dem vil være i Afrika, Indien og megabyerne. Om 50 år vil der være tre milliarder flere mennesker. Dog ikke i Europa hvor kun en fortsat immigration kan holde befolkningstallet på niveau.

Regeringen hævder, at resten af verden vil nærme sig vores økonomiske niveau. Tallene peger i en anden retning. På en øget polarisering. Der vil være sociale lag, der tjener kassen, og så en voksende gruppe der har mindre og mindre. Det er præcist det billede, som krisen tegner p.t., hvor bankdirektører og Wall Street er helt oppe at køre, mens regningen for krisen, destruktionen af samfund, presses nedad.

Vi er alle underlagt neoliberaliseringen og globaliseringen af verden anført af en kapital, der hele tiden søger udveje for at sikre profitter og undvige tendensen til fald.

Politikernes valg

Metoderne er mange: arbejde erstattes med teknologi, der tilføres ekstra arbejdskraft der presser lønningerne og som ikke er organiseret, produktionen søger globalt derhen, hvor der er billigst, udvidelse af både private og statslige kreditter, tilbagerulning af den offentlige sektor for at udvide den private og så videre.

Samtidig skubbes konsekvenserne af rovdrift på naturressourcer og klimaødelæggelser ud i fremtiden.

Konsekvensen er, at der ikke vil være arbejde til alle! Enten kan regeringerne tage dette spørgsmål alvorligt og lave gennemgribende reformer for arbejdsfordeling, uddannelse og fremme af samfundsopbyggende arbejde.

Eller regeringerne kan kaste sig ud i en indbyrdes konkurrence om så mange arbejdspladser som muligt via lønpres og meget mere Det vil være en strategi for at tilgodese de mere og mere vanvittige behov fra kapitalen.

Det egentlige spørgsmål er derfor: Kan det betale sig at lade samfundet styre af et neoliberalt økonomisk system, der kaster mennesker i armod for at kunne overleve?