Bolivia er lykkeligt tilbage på socialismens vej, men ikke alt er i orden.

Titicaca-søen, som ligger højt oppe i Andesbjergene, delvis i Peru, delvis i Bolivia, er salt. Men desværre renser det salt ikke søen, hvis forurening – selv om videnskabsfolk og NGO'er i årtier har råbt op om problemerne – er øget voldsomt fra år til år.

Titicaca-søen, som ligger højt oppe i Andesbjergene, delvis i Peru, delvis i Bolivia, er salt.

Antropologen Manuel Rojas, der tidligere har boet og studeret i Danmark, har i mange år arbejdet med problemerne i og omkring søen og med de oprindelige folk, der lever af den.

"På øen Isla del Sol er jorden bogstavelig talt gået i brand", skriver Manuel Rojas fra Bolivias hovedstad, La Paz, "og et tæppe af metangas har spredt sig over hele søen, noget som er ved at udarte sig til en total katastrofe. Blandt andet ser vi, at en udvikling af sygdommen fasciola hepatica, der lig med coronasygdommene smitter mellem dyr og mennesker, i værste fald kan blive til atter en pandemi. Alligevel får det så godt som ingen opmærksomhed hverken nationalt eller internationalt."

Manuel Rojas dedikerer sin nylig udkomne bog Más allá de la Luz que se Apaga (På den anden side af det døende lys) til et forslag til afgiftning af "Andesbjergenes hellige sø ud fra den viden, bevidsthed, oprindelige teknologi der findes hos LA NACIÓN DE LA GENTE DE AGUA (vandets menneskers nation)", som der arbejdes med i studierne kemi, petrokemi, miljø samt Institut for forskning og udvikling af kemiske processer på Universitetet Mayor de San Andrés.

"Vi håber på at kunne vække det internationale samfunds interesse, således også det danske, for arbejdet med at hjælpe de mange oprindelige folk, der lever og er afhængige af Titicaca-søen", lyder opfordringen fra Manuel Rojas.

Der henvises til ingeniørfakultetet på Universitetet Mayor de San Andrés.