Det kommer næppe som noget nyt, at Venstre stadigvæk er et parti, der hylder den sociale ulighed og flittigt anvender den noget faktuelt forkerte påstand om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Som om det ikke var tilfældet i dagens Danmark, og til trods for at det både sundhedsmæssigt og økonomisk er lange mere fordelagtigt at være i beskæftigelse end at modtage en overførselsindkomst.

Man kan undre sig over, at S og SF kan glemme en af arbejderklassens vigtigste kampe, at der bygges gode og sunde lejligheder til en rimelig husleje til mennesker med små indkomster.

Det kan man forvisse sig om ved at se på indkomst- og formuefordelingen, hvor indkomstgabet de sidste 30 år er blevet større, ligesom andelen af den samlede formuemasse i Danmark er rykket markant til fordel for hovedsagelig de rigeste i samfundet.

Hvis man ønsker et mere usolidarisk samfund, hvor uligheden bliver mere og mere iøjnefaldende, skal man sætte sin stemme på de mørkeblå partier, der gerne fortæller, at klassekampen er død, selv om de samtidig ihærdigt holder den ved lige.

Forargelsen fra de borgerlige partier over, at mennesker fik 1000 kroner i oktober måned, var til at høre – og især de borgerlige medier deltog i koret.

Man fik det til at se ud som en ren gave – og med omhu glemte, at mennesker på overførselsindkomster finansierede satspuljerne til blandt andet sociale tiltag (som folkepensionisterne i 2018 blev fritaget for), og som de den dag i dag fortsætter med at gøre. 

Dette havde ifølge LLO's beregninger i 2016 medført, at dagpengemodtagere, blandt andre, fik 7.200 kroner mindre om året i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Det skal nævnes, at de bedre og bedst stillede i samfundet var fritaget for at bidrage til de sociale tiltag og fortsat er det.

S og SF taler meget om ulighed og tilkendegiver endda, at de vil mindske den, men har fastholdt den ulighedsskabende finansiering af satspuljerne.

Socialdemokratiet foreslår at øge tilskuddet til boligjobordningen, som medfører, at det bliver de økonomisk svagest stillede, der blandt andet betaler for, at boligejere ved at forbedre/vedligeholde kan forhøje værdien af deres ejendom og dermed øge deres formue.

Det er hovedsageligt de økonomisk dårligst stillede, der bor i almene boliger, som er med til at betale for formueforøgelsen hos private boligejere. Men hvis de selv ønsker at forbedre/vedligeholde afdelingens boliger, kan det ske ved store huslejestigninger eller at få udbetalt et lille beløb af nogle af de milliarder kroner, beboerne igennem årtier har indbetalt til Landsbyggefonden.

Her er der ikke noget skattefradrag for den pågældende boligafdeling, som renoverer deres ejendomme.

Den boligpolitik, som S og SF har lagt for dagen ved at afmontere tidligere kamp om, at de økonomisk dårligst stillede skal have råd til at bo i et lejemål af rimelig standard og til en rimelig og lav husleje, der kan betales, er de tilsyneladende gået væk fra sammen med de mørkeblå partier.

Man kan undre sig over, at S og SF kan glemme en af arbejderklassens vigtigste kampe, at der bygges gode og sunde lejligheder til en rimelig husleje til mennesker med små indkomster.

Det er svært at se, hvad S og SF mener med begreber som solidaritet og ulighed.

Der er forslag fra S om, at gæster kan få fradrag for at købe mad på restaurationer. Målgruppen er nok ikke mennesker på overførselsindkomster – de skal være med til at betale regningen. Og man kommer næppe til at høre en klagesang om det fra de borgerlige partier og borgerlige medier.

Hvis man ville have, at forbruget skulle vokse, og mindske uligheden, skulle man give en julehjælp, og det kunne for eksempel være en julemiddag på en restauration.

Et venligt råd til de nævnte partier: Hvis de ville føre klassepolitik, så overlad det til de borgerlige, der har mange årtiers erfaringer og på en måde er eksponent for det.