Kravet om behovsudsættelse indgår i enhver herskende klasses ideologi som etisk fordring til de undertrykte og udbyttede masser. ”Hvis du giver afkald nu, så venter der dig en større belønning i det Hinsides!” lød mantraet fra kirkens side i 19. århundrede.

Den danske fagbevægelses kamp for 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fritid gælder ikke for østarbejderne i den tyske kødindustri.

Det lader til, at udskydelse af behovstilfredsstillelse og afkald på belønning for denne udskydelse i det Dennesidige er en grundbetingelse for det store flertal af mennesker i et klassesamfund.

Karl Marx’ slogan ”at yde efter evne og nyde efter behov” (der stammer fra Gotha-programmet) betegner tilstanden i det kommunistiske samfund. I de tidligere socialistiske lande, østbloklandene, var socialismen, forstået som vejen, ad hvilken de arbejdende masser skulle gå for at nå frem til kommunismen, karakteriseret ved et andet slogan: ”At yde efter evne og nyde efter indsats!”

Det gik så i nogen grad galt, må man sige, fordi de, der skulle bedømme indsatsen, selv ragede til sig på den arbejdende befolknings bekostning. Dog ikke i det omfang man har set eksempler på i den vestlige verden. Deri er jeg helt enig med Wolf Biermann, der engang sagde, at den luksus, generalsekretæren for SED, Honecker, tillod sig i DDR, var helt til grin sammenlignet med den luksus, en almindelig tandlæge i Hamburg levede i.

I den neoliberale fortolkning af det førstnævnte slogan opfattes dét at yde efter evne: At arbejde til man segner uden faste arbejdstider. At nyde efter behov vil sige: At kunne leve på en sten og bo i en container sammen med ti andre arbejdere.

Et aktuelt eksempel: Slagteriarbejderne i Münsterland i firmaet Westfleisch har til fulde vist, hvor ekstremt langt ned behovene kan skrues, og hvor umenneskeligt hårdt og længe et menneske skal yde for en ussel løn i vort senkapitalistiske Europa.

Den danske fagbevægelses kamp for 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fritid gælder ikke for østarbejderne i den tyske kødindustri. Det gør den for øvrigt heller ikke for transportarbejderne i Forbundsrepublikken Tyskland. Det har vi fået klar evidens for de sidste mange år.

Underligt nok har den neoliberale tidligere minister fra Venstre, Kristian Jensen, anvendt vendingen ”at yde efter evne og nyde efter behov” i den tro, at den stammede fra den amerikanske forfatning. Han fortolker den på samme måde som direktøren for Westfleisch Tönnies i Gütersloh, i Rheinland-Westfalen.

Tönnies rekrutterer sin arbejdskraft fra de tidligere østbloklande, fortrinsvis fra Bulgarien og Rumænien, og i disse coronavirustider rammes den tyske kødindustri af coronavirus i et helt grotesk omfang, fordi de nævnte østarbejdere tilbydes så usle arbejds- og boligforhold, at det er krop umuligt at overholde de forsigtighedsregler, som alle andre i det tyske samfund indskærpes at overholde.

Temperaturen er på omkring 4 grader i fabrikshallerne og ideelle for spredningen af covid-19, og arbejderne er klumpet sammen efter arbejdstid på få kvadratmeter, blandt andet i containere, der gør det helt umuligt at undgå smitte.

Smittetallet har i skrivende stund for længst passeret de 1500, og lokalbefolkningen i området er rasende. Men de mener, at det ville være helt uretfærdigt at forholde sig racistisk til de smittede østarbejdere. Men skuffelsen er der: Nu var der lige blevet åbnet, og optimismen var vendt tilbage.

Tönnies har forladt sin stilling som tilsynsførende i arbejderfodboldklubben Schalke04, angiveligt for at hellige sig arbejdet med at redde sit og slagterikoncernens renommé. I virkelighedens verden er han nok blevet gået af bestyrelsen. Schalke04’s fanskare er nemlig meget forargede over de forhold, Tönnies har tilbudt sine østarbejdere. I forvejen havde han gjort sig grundigt upopulær hos fansene med racistiske udtalelser.

Coronapandemien viser med jævne mellemrum misforhold, som vi normalt ikke er opmærksomme på. Ingen ønsker en pandemi som øjenåbner. Men når det nu ikke kan være anderledes, må vi i det mindste reagere på misforholdene. Det påhviler i virkelighedens verden EU at tilse, at sådanne forhold for den arbejdende befolkning ikke forekommer i et EU-land.

I kommentarfeltet til Süddeutsche Zeitungs artikel om forholdene i Gütersloh skriver en vis Herr Göhring: ”Det er ikke begæret efter kød, men derimod den kødforarbejdende industris begær efter at maksimere deres profit det drejer sig om. Her er tale om et statsligt legitimeret og tålt slaveri uden socialt sikkerhedsnet gennem et utal af underentreprenører, og dette bliver indirekte støttet og fremmet af EU.”

Kilder:

1

2