Formand for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer Martin Merrild er imod Klimarådets forslag om klimaafgift på oksekød. Blandt andet med begrundelsen at Danmark er et af de lande i verden, som udleder mindst drivhusgas ved landbrugsproduktion. Dette er imidlertid kun tilfældet, når vores foderimport, som skal tælles i millioner af tons, ikke medregnes. Ved medregning ligger dansk landbrugs CO2-udledning i den tunge ende i Europa.
Kina har en målsætning om at halvere kødforbruget.
Endvidere forventer Martin Merrild en øget global efterspørgsel på kød, hvorfor han mener, at Danmark ikke skal mindske produktionen. Der hersker imidlertid global konsensus om, at indtaget af animalske produkter skal reduceres markant: Forskere fra førende universiteter vurderer, at den gennemsnitlige verdensborger skal skære 75 procent af oksekødsforbruget, 90 procent af svinekød og i Vesten 60 procent af komælksindtaget.
Udviklingen er godt i gang, eksempelvis har USA over de senere år halveret sit konsum af komælk, og ifølge det ansete tidsskrift The Economist betegner hver fjerde amerikaner mellem 25 og 34 år sig selv som enten vegetar eller veganer. Kina har en målsætning om at halvere kødforbruget.
Endelig har Martin Merrild en bekymring om, at det bliver svært at administrere en klimaafgift. Det har nu kunnet lade sig gøre med afgift på andre varer, som vi ønsker mindre forbrug af, eksempelvis tobak og alkohol, så det er ganske givet også muligt med animalske produkter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278