“Kritik af den politiske økonomi” refererer til den politiske og økonomiske diskussion i arbejderbevægelsen i Europa siden dannelsen af Internationalen i midten af det 19. århundrede.

Som sådan favner den bredt og inkluderer alle politiske strømninger i arbejderbevægelsens historie. Fra Internationalens oprindelige kamp for et retfærdigt samfund til dannelsen af de socialdemokratiske partier i 2. Internationale og de kommunistiske partier i 3. Internationale.

Det er den røde del, der er problemet. De internationale alliancer med et grænse-overskridende perspektiv ignoreres, og opgøret med lønarbejdet og de tilhørende ejendoms-forhold mangler.

Internationalens oprindelige visioner er mere aktuelle end nogensinde, men paradoksalt nok er 3. Internationale helt forsvundet i Europa, og den socialdemokratiske del af Internationalen er i store vanskeligheder. Kun i de skandinaviske lande formår de vælgermæssigt nogenlunde at holde skansen.

Især er tre nye problemstillinger i fokus: Nationalstaternes magtesløshed i forhold til en transnational kapitalisme, migration som følge af global ulighed, og tiltag der forhindrer, at den globale opvarmning løber løbsk.

Alle tre problemstillinger inkluderer paradokser. En grænseoverskridende kapitalisme nødvendiggør grænsoverskridende politik, og siden dannelsen af Internationalen har den vigtigste parole været: Proletarer i alle lande, foren eder! – udtrykt i “Internationalen” som har været sunget i hele verden i snart 200 år.

I takt med at udviklingen har aktualiseret parolen, har arbejderbevægelsen og dens partier dels fokuseret på snævre nationale interesser og dels deponeret det internationale i EU's institutioner. Det er især de socialdemokratiske partiers skæbne i Europa.

Den sidste vision i socialdemokratiernes Internationale var ØD-tankerne i 60'erne og 70'erne i Danmark og Sverige. De endte for lønmodtagerne i visionsløse opsparingsformer i pensionskasser, ATP og LD og en forestilling om styring af kapitalismen fra “maskinrummet” i centraladministrationen.

Den politiske økonomi blev for de socialdemokratiske partier i efterkrigstiden til økonomi med en tro på evige produktivitetsstigninger med evig vækst og et evigt stigende beskatningsgrundlag.

Med kvindernes indtog i den kapitalistiske økonomi boostede økonomien og blev guldalderen for den socialdemokratiske “social enginering” med udviklingen af en række institutioner under betegnelsen velfærdsstat.

Epoken er slut, og den politiske økonomi må håndtere yderligere paradokser, som omhandler migration og klima. Det er den velkendte modsætning mellem kapital og arbejde, som i vores del af verden er lagt i institutionelle rammer, men nu suppleres og aktualiseres af modsætningen mellem kapital og natur.

Der skal graves dybt i værktøjskassen, når det gælder analysen af problemstillingen og politiseringen af den. P.t. fokuserer hele den politiske offentlighed på det håb, at vækst og fremskridt kan sikres gennem forskning og udvikling af grønne teknologier, som kan sælges i resten af verden.

Venstrefløjen må formulere et andet scenarie, hvor ulighed og bæredygtighed kræver et alternativ til dogmet om økonomisk vækst. Det er her, det bliver både vanskeligt og farligt. De fleste aktører forestiller sig en økonomi uden vækst som en mulighed, der kan vælges i en demokratisk proces. Her må en venstrefløj træde i karakter og forklare, hvad der er på spil.

En kapitalististisk økonomi kan ikke eksistere uden økonomisk vækst – det er produktionsformens hele formål. Det ser ud som om, vi producerer for at dække menneskers behov for et godt liv, men det er ikke tilfældet. Dækningen af et behov er kun et middel for at realisere en økonomisk gevinst, som tilfalder ejeren af de produktionsmidler, der producerer varen. Uden denne gevinst er der ingen produktion i en kapitalistisk økonomi.

Det sker med mellemrum, at denne gevinstmulighed forsvinder. Her indtræder en dramatisk fordelingskamp mellem ejendomsbesidder og besiddelsesløse, som historisk har ført til fascisme, nazisme, borgerkrige og militærdiktaturer. Det er p.t. situationen i en række lande i Sydamerika og Mellemamerika.

En økonomi i Europa uden vækst vil udløse en fordelingskamp, som uden en vision om en transformering af ejendomsforholdene kan eller vil ende i en form for økofascisme, hvor forbruget for de mange bestemmes af de få under anvendelse af hele arsenalet af overvågnings- og kontrolsystemer.

Det er et elementært resultat af analyserne i den politiske økonomi, og det er paradoksalt, når de ignoreres og erstattes af en jagt på populære standpunkter. Venstrefløjen svigter de nye generationer ved ikke at insistere på en analyse, der kan udgøre en platform for en transformation af ejendomsforholdene til jord og produktionsmidler.

Begreberne fra arbejderbevægelsens gamle filosoffer er her mere aktuelle end nogensinde. Vækstdogmet reducerer individet til forbruger, og selv om det er moderne at italesætte dette væsen som hersker over økonomien, er dets psykosociale forarmelse indfanget med begrebet varefetichisme.

På samme vis er fremmedgørelse den præcise beskrivelse af det forhold, at produktet af det menneskelige arbejde optræder som en fremmed og ekskluderende magt i det privatiserede ejendomsforhold.

Organisationerne og deres økonomer klynger sig til håbet om teknologiske fix. Der skal satses på forskning og udvikling, siger de tidligere klimabenægtere nu for at bevare privilegier og status quo.

Kun den analyse, vi finder i Internationalens tradition, kan formulere et troværdigt alternativ. Men den skal revitaliseres for at udgøre en platform for et folkeligt engagement i overgangen til en produktionsform, hvor ejendomsforhold ikke er en indtægtskilde for private, og energiforsyningen ikke er baseret på fossile brændstoffer. Det er den vigtigste opgave for den rød-grønne alliance herhjemme og den vigtigste opgave for centrum-venstre-partierne i resten af Europa. 

Opmærksomheden på klimaproblemet vil accelerere i de kommende år, og det politiske establishment får i stigende grad svært ved at blive valgt på en politik, der lover dramatiske ændringer om ikke mindre end 10 og helst 20 eller 30 år, men ikke her og nu.

Når det ikke længere er muligt, vil en centrum-højre-alliance satse på at gennemføre radikale forbrugsbegrænsninger ved at kortslutte de demokratiske processer for at bevare markedsøkonomien, ejendomsforholdene og det meste af forfatningen.

Her må en centrum-venstre-alliance insistere på ændringer i forfatningerne og ejendomsforholdene for at skabe forudsætningerne for den udvidelse af demokratiet, der kan håndtere og udvikle det nye grundlag for produktion og forbrug.

Herhjemme har venstrefløjen med Enhedslistens klimaplan leveret på den grønne del i den rød-grønne alliance. Planen er den bedste på markedet og inkluderer en kompensation til de dårligst stillede, men adskiller sig ikke principielt fra de øvrige partiers forestillinger om en grøn markedsøkonomi i vækst.

Det er den røde del, der er problemet. De internationale alliancer med et grænseoverskridende perspektiv ignoreres, og opgøret med lønarbejdet og de tilhørende ejendomsforhold mangler.

Ender det med appeller til det parlamentariske system og til hin enkeltes ansvarsfølelse i supermarkedet, reduceres engagementet og protesten til facebookopslag og til mediedækket optræden i magtens fora, og vi har for alvor tabt kampen for en verden, vi kan give videre med god samvittighed.

>> Læs om International Transform konference den 14. marts