Vi skal ændre den måde, vi taler om klimakrisen på.

Den aktuelle fortælling om klodens tilstand skaber angst, håbløshed og handlingslammelse, og klimakrisen synes så kompleks og umulig at løse, at det kan resultere i disse negative psykologiske responsmekanismer, som umuliggør omstilling – og det må simpelthen ikke ske.

Selv gik jeg for nyligt ned med en depression, som i høj grad skyldtes den stress og bekymring, jeg havde opbygget efter mange års kamp for klimaet.

Hvis vi vil vinde klimakampen, vil det kræve en omvæltning større end noget fortilfælde i menneskehedens historie. Vi skal have aktiveret alle sektorer af vores samfund og se både såvel samfundsstrukturelle som individuelle ændringer i vores måde at leve på. Og det kan synes både uoverskueligt og håbløst, men det behøver det ikke at være.

Grundet klimakrisen står vi i dag overfor et nødvendigt historisk vendepunkt, hvor vi har anledning til at ændre grundlæggende strukturelle principper i det samfund, vi lever i, til noget, der er i større overensstemmelse med både planeten og de mennesker, der beboer den. Vi har en anledning til at gentænke det samfund, vi lever i!

Og gentænkning er nødvendig, hvis vi skal opnå en levedygtig fremtid for menneskeheden. I den meget omtalte rapport, som i efteråret 2018 blev udgivet af FN's klimapanel, beskrives det, at det vil kræve en samfundsmæssig omvæltning uden fortilfælde at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader og dermed overholde Parisaftalen. Og scenarierne for verdens fremtid ser dystre ud, hvis ikke vi som minimum formår at leve op til dette.

Og udtalelser som denne virker i sig selv håbløse og uoverskuelige, men første skridt i en bedre retning er at anerkende, at man har et problem – og vi må anerkende alvoren af klimakrisen og indse nødvendigheden af den grønne omstilling.

Men hvordan får vi skabt de nødvendige ændringer i samfundet? Hvordan får vi aktiveret den enkelte borger?

Medierne skal informere befolkningen om den nødvendige indsats, som vi alle er nødt til at udføre – og bør spille en aktiv rolle i klimakampen ved at være med til at opfordre og motivere til denne indsats. Og den tilgang vi ofte oplever, når det gælder klimadebatten, virker til at være, at frygt skaber handling. Mængden af udpenslet information om problemets alvor og omfang synes at være i overflod i samfundets mediekanaler – men spørgsmålet er, om denne tilgang i virkeligheden er kontraproduktiv, når det kommer til at motivere det enkelte individ til handling.

Vi skal selvfølgelig informeres om, hvad der sker med vores klima og konsekvenserne heraf, men hvis målet med den folkelige oplysning er at opnå handling og omstilling, så skal der ændres strategi.

Handlingslammelse

Flere mennesker og især børn og unge beskriver at opleve både stress- angst- og depressionslidelser som et resultat af bekymring over klimaet.

Selv gik jeg for nyligt ned med en depression, som i høj grad skyldtes den stress og bekymring, jeg havde opbygget efter mange års kamp for klimaet. Jeg droppede ud af 3.g, og en overvældende håbløshed og en følelse af fuldstændig handlingslammelse resulterede i, at jeg gav op i kampen for klimaet og havde nær givet op i forhold til mit eget liv. Jeg var aktiv i flere forskellige organisationer og lavede politisk arbejde både nationalt og internationalt – og jeg havde aldrig nogensinde troet, at mit aktivistiske engagement kunne brænde ud.

Jeg genvandt først håbet, da jeg smed alt og tog ud i naturen. Væk fra aviser og dommedagsoptegnelser og derud hvor jeg igen huskede, hvad det var, jeg kæmpede for.

For det var blandt andet den uendelige strøm af billeder og fortællinger om klodens tilstand og en ikke tilstrækkeligt stor mængde af motivation og input af håb, som gjorde, at jeg til sidst brændte ud, både som aktivist og som menneske.

Jeg mistede håbet om at kunne redde klimaet, og jeg forestillede mig en fremtid med ressourcekrige og større global ulighed. Milliarder af mennesker på flugt og global hungersnød.

Jeg følte ikke længere, at min indsats betød noget.

Og noget tyder på, at individer med en følelse af at kunne gøre en forskel netop er mere aktive og engagerede i klimakampen.

En sammenslutning af psykologiprofessorer og forskere i miljøstudier har i en fælles rapport konkluderet, at der er behov for, at vi indtænker den menneskelige psyke i kampen mod klimaforandringer. I rapporten fastslår forskerne, at der er en stigende grad af negativ psykologisk respons, såsom stress, angst og depression blandt befolkningen, når vi bliver konfronteret med klimaforandringerne – og at dette afholder os fra at løse problemet.

Altså må vi blive bedre til at fremme optimisme i klimadebatten, og der skal bakkes op om den enkelte borgers handlekraft ved at skabe det håb, at hvis vi hver især gør en indsats, er klimakampen faktisk mulig at vinde.

Og på den måde kan individets egen tro på at kunne gøre en forskel styrkes.

Derudover skal fokusset i klimadebatten i langt højere grad være på at fortælle den positive historie om grønne alternativer, frem for de kompromiser vi uundgåeligt er nødt til at gå på (som for eksempel at skulle reducere kødindtag, flyrejser og nedbringe personligt forbrug).

I stedet for at snakke om alt det vi ikke må – skal vi snakke om alt det, vi godt må!

Og her kan medierne bidrage ved at fortælle om grønne alternativer og synliggøre både små og store klimamæssige resultater ved disse og på den måde være kilde til inspiration for borgerne.

Der skal skrues op for mediedækningen af grønne alternativer, nytænkning og bæredygtige tiltag, og enhver indsats skal hyldes, små som store!

Den grønne omstilling er nødvendig, og for at muliggøre denne må vi muliggøre tanken om, at vi alle, hver især, kan gøre en forskel, og at klimakampen kan vindes. 

Vi skal være håbefulde og nysgerrige for en bedre og mere bæredygtig fremtid. 

Puste liv i håbet

Klimakrisen kan stoppes, hvis vi tror på, at den kan. Og en bedre fremtid er mulig, hvis vi skaber den. Og medierne skal i langt højere grad være med til at puste liv i håbet om, at vi rent faktisk kan komme klimakrisen til livs, og at vi kan skabe en bedre og mere bæredygtig fremtid.

Der findes rigelig information om klodens grufulde tilstand. Det, vi har brug for, er håb, inspiration og motivation.

Mennesker er vanedyr, og vi kan som regel bedst lide at bevare ting, som de plejer at være, men hvad med at vi forsøger at portrættere bæredygtige livsstile og alternativer, som vi portrætterer en ny slankekur – lette og fulde af resultater! 

Vi ønsker vel alle at bevare kloden og menneskets tilstedeværelse på denne, vi kan bare ikke helt tage os sammen til at hoppe på cyklen frem for bilen – også selvom vi ved, at vi ville kunne tabe et par kilo på CO2-kontoen! Men i modsætning til slankekure resulterer en sådan “bæredygtig kur” rent faktisk i en reduktion, og det skal synliggøres og være en kilde til motivation for det individuelle menneske såvel som for beslutningstagere og det globale samfund.

Medierne skal opfordre til handling og være en inspirationskilde for det enkelte individ.

Medierne skal informere om klimakrisen, men bør også tage del i klimakampen ved at agere som motivation for den enkelte borgers egen handlekraft – og dette sker ikke alene ved at fortælle om omfanget af problemet, men derimod skal medierne i højere grad fortælle om løsninger og konkrete tiltag, som kan motivere til og overskueliggøre den grønne omstilling.

Hvis vi vil vinde klimakampen, må håb og optimisme fremmes i klimadebatten. Individets egen tro på at kunne gøre en forskel skal styrkes.

Det er tid til, at medierne får en mere konstruktiv rolle i klimakampen.

>> NOAH Ungdom