27 Feb 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krystalnatten banede vejen for Holocaust

Kronik

Krystalnatten banede vejen for Holocaust

Det hele begyndte med en dum jødevits, men endte med Auschwitz. Den historie bør aldrig gentage sig. Lektor emeritus Erik Voss skriver om den historiske kontekst for Krystalnatten den 9. november 1938, som markeres mange steder.

Det hele begyndte med en dum jødevits, men endte med Auschwitz. Den historie bør aldrig gentage sig. Derfor markeres Krystalnatten hvert år mange steder.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Mange tror, at Danmark engang var et uskyldsrent Morten Korch-land. Forkert! Da de kristne ankom for langt over 1000 år siden, blev de ikke budt velkommen. Og for nøjagtig 200 år siden fik jøder i København lært, at de skulle holde snuden for sig selv.

Pludselig stod det nazistiske parti med magten i 1933, og nærmest fra dag ét gik jagten ind på politiske modstandere.

Fremmedhadet i Danmark har været slemt nok, men i Tyskland gik det meget værre.

Efter tyskernes nederlag i Første Verdenskrig skulle nogle have skylden. Det blev socialisterne og jøderne. De havde stukket hæren en kniv i ryggen.

Da den tyske økonomi brød sammen i 1923, blev det for meget for det nationalsocialistiske parti, som prøvede at tage magten ved et kup i München. Det såkaldte ølstuekup. Lederen var Hitler, og han blev sat i fængsel.

Her skrev han "Mein Kampf", hvor han gav jøderne skylden for alverdens ulykker. Det tog de færreste notits af. Så brød den økonomiske verdenskrise ud, og især Tyskland ramtes hårdt. Pludselig stod det nazistiske parti med magten i 1933, og nærmest fra dag ét gik jagten ind på politiske modstandere.

Alle ved, at seks millioner jøder mistede livet i Anden Verdenskrig. Men direkte likvideringer begyndte først efter, at man havde vedtaget den endelige løsning på jødespørgsmålet – "Entlösung" – på en konference i Berlinbydelen Wannsee i januar 1942.

Jødehadet bygges op

Ti år tidligere var den tyske befolkning slet ikke indstillet på at ønske den jødiske nabo død.

Det kom for eksempel til udtryk, da nazisterne arrangerede en boykot-jøder-uge i april 1933. Tyskerne begyndte nu ikke at handle andre steder, end de plejede. Og at købmanden var jøde, vidste de næppe og var for øvrigt også ligeglade.

De nazistiske politikere strammede imidlertid skruen et nøk hver dag.

Knap var boykot-ugen overstået, før jøder ikke længere kunne bruges i statens tjeneste. Og snart blev den rituelle jødiske slagtning – schæchtning – forbudt. Små, men mange ubehagelige skridt fulgte i højt tempo.

Chikanerierne fandt en foreløbig kulmination i september 1935, da Nürnberglovene blev vedtaget, og jøder mistede alle borgerlige rettigheder. De måtte ikke gifte sig med etniske tyskere og så videre og så videre.

Koncentrationslejre var blevet indført kort efter den nazistiske magtovertagelse. Men de var ført og fremmest beregnet til politiske modstandere, det vil sige socialdemokrater og kommunister. Og for en sikkerheds skyld puttede man også homoseksuelle og Jehovas Vidner ind.

Jøderne så man derimod helst forlade landet så hurtigt som muligt. Og den løsning valgte nogle naturligvis. Men den var kun mulig, hvis man havde penge nok. En sejlivet myte gik ud på, at de tyske jøder svømmede i penge. Nej, det var ikke tilfældet: Den gennemsnitlige tyske jøde var lappeskomager, og der var ikke mange penge i at bagflikke arbejdernes udtrådte sko.

Et fatalt mord i Paris

Hvornår man begyndte at deportere jøder, har jeg ikke kunnet påvise, men selve Krystalnatten, som er emnet her, opstod angiveligt som en følge af deportationen 28. oktober 1938 af 15.000 jøder til den polske grænse.

Alle blev sat af i ingenmandsland, da Polen nægtede at lukke dem ind. To af dem var Ryfka og Sendel Grünszpan fra Hannover. Deres 17-årige søn Herschel befandt sig i Paris. Som en protest mod forældrenes – og de øvrige jøders – skæbne anskaffede han sig en pistol, så han kunne hævne sig på den tyske ambassadør.

Det blev imidlertid tredjesekretæren, Ernst von Rath, der den 7. november 1938 faldt for Herschels kugle. Herschel kom i fængsel, mens Rath kom på hospitalet, hvor han døde på 15-årsdagen for ølstuekuppet.

I den anledning var mange medlemmer af nazisternes bøllekorps Sturm Abteilung (SA) og det rabiate elitekorps SS forsamlede i byerne. Det var derfor en let sag for partiet at få gang i angreb på jøder overalt i Tyskland og Østrig. 91 jøder mistede livet, 267 synagoger og fælleshuse blev ødelagt ligesom 7500 forretninger om natten mellem 9. og 10. november. Alle tallene steg kraftigt i de følgende dage. Jødiske mænd blev i stor stil – 30.000 – arresteret.

Krystalnatten i pressen

Aktionen gav genlyd i Danmark. De fleste aviser vendte sig med væmmelse mod den. Også Jyllands-Posten, som fremhævede dens brutalitet. Især var avisen forarget over, at jøderne selv skulle erstatte skaderne. Man antydede også, at aktionen var planlagt. MEN:

"Når man har fulgt jødespørgsmålet i Europa i årtier, kan man til en vis grad forstå tyskernes animositet overfor jøderne", skrev avisen 15. november 1938. Og så opregnede man ellers de områder, hvor jøder havde gjort sig uheldigt bemærket med for eksempel pornografi- og fosterdrabsaffærer, svindlerier og så videre.

"Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder", konkluderede avisen. Menneskerettigheder var vist ikke i højsædet på det tidspunkt!

Krystalnatten, kaldes begivenheden, for skårene fra ruderne lå og glimtede som krystaller i natten. Den blev et vendepunkt i antisemitismen. Vejen til Holocaust var nu banet.

Det hele begyndte med en dum jødevits, men endte med Auschwitz.

Den historie bør aldrig gentage sig. Derfor markeres Krystalnatten hvert år mange steder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. nov. 2020 - 13:29   09. nov. 2020 - 16:02

Kronik

af Erik Voss, lektor emeritus, Kolding
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).