"Kuren må ikke blive værre end problemet". Lars Løkke-Rasmussen er enig med USA's Trump, hvad angår indsatsen mod covid-19. Han anfører, at prisen for at redde coronaliv rammer kræftramte, psykisk syge og andre almindelige patienter, hvis behandling tilsidesættes.

Men vækst er også uhæmmet forbrug ud over almindelige menneskelige behov for et godt liv.

Vismænd, tænketomten CEPOS og andre følger samme spor. Professor Kjeld Møller Petersen siger til Berlingske, at det er "godt nok nogle dyre liv", der reddes. Og: "Hvis den pris var normalen ved nye behandlinger, så ville det slå bunden ud af økonomien i sundhedsvæsenet". 

I nogle beregninger er ligefrem sat tal på, hvor mange 'almindelige liv' der kunne reddes, hvis prisen for nedlukning af samfundet blev brugt til behandling i stedet. 21 millioner kroner koster det at redde en covid-19-patient ifølge nogle kalkuler.

Kan menneskeliv prissættes? Er det for nemt at spørge kritikerne, hvad de ønsker, hvis de selv rammes? Boris Johnson finder det næppe irrelevant ...

Uforanderlighed?

Det centrale er dog, at Trumps følgesvende opererer med nogle skamredne dogmer, som fremstår som uangribelige størrelser. Et godt eksempel er en kronik i Politiken, "Politikerne er nødt til at forholde sig til den høje pris for at redde et liv" (5.4. 2020) af antropologen Dennis Nørmark.

Han siger, at de midler, der nu bruges mod smittespredning og for at redde liv, er "ressourcer, vi ikke har fremadrettet". De milliarder, staten nu bruger, skal siden betales med "lån i udlandet, skatten skal stige, eller der skal skæres ned på velfærden". "Vækst og velstand kan blive ramt hårdt".

Han anfører, at vores økonomi er "forbundne kar", og "hvis de private virksomheder kastes ud i en gigantisk krise på grund af nedlukningen af Danmark, vil der være færre skatteindtægter til at redde alle de andre liv, vi gerne vil redde". Dermed mener han at have imødegået beskæftigelsesminister Hummelgaard, der i et lyst øjeblik har sagt, at vores samfundsmodel skal "kunne håndtere den her krise uden at ofre de svageste og mest uheldige iblandt os på profittens alter".

Dogmet om vækst

Begrebet vækst (i BNP) anses for et uafviseligt gode, et nærmest guddommeligt parameter for alle borgerligt-socialdemokratiske regeringers, spindoktorers og kommentatorers vurdering af landets tilstand og for fortsat velstand.

Men vækst er også uhæmmet forbrug ud over almindelige menneskelige behov for et godt liv. Det er rovdrift på naturressourcer, udledning af drivhusgasser, skovfældning, udpining af jorden, forringelse af levnedsmidler, ødelæggelse af flora/fauna.

Vækst er også et falsum, når uproduktive investeringer i værdipapirer, uhæmmet spekulation med dækningsløs lånoptagning udgør en del af BNP-facittet. Og når snyltende 'service' som spekulativ mægler- og investeringsrådgivning indgår. Herunder en stor del af den konsulentvirksomhed som Dansk Industri nu ønsker skal varetage det offentliges økonomiske og administrative opgaver i endnu højere grad.

Står en afvikling af denne praksis i modstrid med sikring af Nørmarks "generelle velstand"? Måske handler det mere om fordelingspolitik end om (formue)vækst ... 

Manglende selskabsskatter?

Vi kan nemlig tilføje den stadig mere ekstreme ulighed i samfundet: Væksten findes i den specifikke velstand! 10 procent af befolkningen sidder på 50 procent af formuerne i Danmark, mens halvdelen deles om 5 procent. Fra 2000-17 er uligheden 15-doblet – til mere end gennemsnittet i EU. Progressionen i indkomstskatten er udhulet. Sociale ydelser over en bred kam er forringet og nøden øget, så også 64.500 børn lever i fattigdom. Øget hjemløshed og gadeliv fremmer coronasmitten.

Milliarder unddrages stat og skatteydere i form af formuer i skattely, milliardsvindel med momsrefusion, fjernelse af milliardværdier fra konkursboer, som ikke har betalt skat. Få rige familier har alene anbragt 60 milliarder kroner i skattely.

Måske skulle Løkke, CEPOS, Nørmark og andre fokusere mere på disse milliardtab på skatteunddragelser og -lettelser, som udnyttes af rigmænd og større nationale og multinationale selskaber. Det er sket, mens Skat over en årrække er lænset for personale.

Hvis disse selskaber er i krise (!), er den forbundet med et kar, der hedder udsugning af offentlige og jævne skatteborgeres midler! Mange store selskaber betaler ikke skat i Danmark. Staten fik 60,5 milliarder kroner i selskabsskat i 2018. Efter endnu en nedsættelse af selskabsskatten fra 25 til 22 procent faldt skattebetalingerne med godt 10 milliarder i forhold til året før. 58 procent af de registrerede danske virksomheder betalte i 2017 ikke skat.

Fravær af skattemidler var vist et problem før coronakrisen! Kraftige indgreb mod selskaber og formueejere kunne bidrage til, at sundhedsvæsenet både kunne hjælpe covid-19-ramte og andre syge ...

Står vi alle sammen?

Karakteristisk er også storbankernes forsøg på at udbetale udbytter af milliardoverskud til aktionærer midt under krisen. Tøjgiganten Bestseller, som er god for 60 milliarder kroner og sidste år havde et overskud på 2,5 milliarder, har nu fyret 750 ansatte og sendt 2.400 hjem med statslig lønkompensation.

Skaber dette og selskabstømning og privat outsourcing arbejdspladser eller velfærd? Skaber social dumping og lavtlønnet løsarbejde uden OK-rettigheder velfærd? Eller skaber det multimillionærer?

Privatkapitalistiske dispositioner støttet af skiftende regeringers privatisering af skatteyderbetalte offentlige investeringer efter Corydon-modellen har enorme negative følger for den jævne befolkning. Tror nogen i fuldt alvor, at private investorers bundlinjer lægger op til lavere priser, bedre service, flere arbejdspladser eller bedre arbejdsforhold? Og Gordon Sachs scorede 12,4 milliarder kroner på sit salg af skatteyderbetalte værdier.

Vaccineproduktion foræret væk

Hvad er det ellers, der "slår bunden ud af sundhedsøkonomien"? Ja, Statens Serum Instituts (SSI) vaccineproduktion blev som konsekvens af privatiseringsdillen brandudsolgt i 2012-16. Bjarne Corydan (S) var atter initiativtager. Begrundelsen var snæver cost-benefit: Produktionen gav underskud. Ingen fokus på lavpris og forsyningssikkerhed. Rigsrevisionen fastslog forgæves, at markedet har få udbydere, og at:

"Lande uden statslige vaccineproduktioner var sårbare over for private producenters strategiske overvejelser omkring prissætning af vacciner, og hvilke vacciner der blev produceret".

Oveni tabte staten ifølge Rigsrevisionen mindst 1,5 milliarder kroner på salget – for sølle 15 millioner kroner – til det saudiske AJ Vaccines. Alene indtægtstab i salgsperioden androg henved én milliard kroner. AJ Vaccines fik mindst 88 millioner i huslejerabat, og rådgiveren PwC og andre modtog 149 millioner. Højt kvalificerede medarbejdere flygtede fra SSI under salget.

Nogle vil bekvemt se denne handel som et bevis på 'den offentlige sektors uduelighed'. Men handlen hviler på den ultraliberale model, som Corydon og hans proselytter, de finansielle investorers lobbyister plus EU's privatiseringskrav, dikterer. Næsten hele folketingsparnasset var med. Lars Løkkes stadige engagement til fordel for privatklinikker ufortalt ...

Alene de offentlige sygehuses udgifter til medicin steg i perioden 2008-18 fra 4,7 til 8,9 milliarder kroner. Selv om den tidligere regering har forhandlet en mindre prissænkning med lægemiddelindustrien, så er hovedproblemet, at produktionsomkostningerne ofte er lave, men selskaberne beskyttes af monopol- og patentrettigheder.

Budgetlovens exit

Sundhedssektoren vil også være godt tjent med milliarderne fra skatteunddragelser og -nedsættelser. Positivt er det, at regeringen med fjernelse af de kommunale anlægslofter ikke blot har kunnet investere i arbejdspladser. Dette skridt beviser også, at nationalstaten er nødvendig for effektiv krisepolitik. Og at dette ikke er i modstrid med international solidaritet i form af bilateral hjælp til eksempelvis Italien. Også fra lande som Kina, Cuba – og Albanien!

EU har vist sig som en asocial kolos, når det gælder hjælp og solidaritet. Og Danmarks og enkeltstaternes nødvendige brud på EU's finanspagt, herhjemme tilsidesættelsen af budgeloven, er et tabuemne i de offentlige medier. Men lad os bare skrotte denne budgetlov for altid. Og mon ikke vi alligevel skal rokke lidt ved vores højt besungne samfundsmodel?