Kære Anders Samuelsen
Det har nok ikke undgået din opmærksomhed, at Ahed Tamimi, en palæstinensisk teenager på 16 år blev arresteret den 19. december af det israelske militær. Hun blev – sådan som det sker for mange palæstinensiske børn – arresteret om natten af indtrængende israelske soldater og ført til forhør i et israelsk detentionscenter.
Vi opfordrer dig til at bruge din position som udenrigsminister til at intervenere og anmode om øjeblikkelig løsladelse af Ahed Tamimi.
Hendes forbrydelse består i, at hun et par dage forinden stak en soldat, som trængte ind på hendes families ejendom, en på kassen. Det skal nævnes, at hun havde set denne soldat på tæt hold skyde hendes fætter i hovedet. Fætteren overlevede, men bliver aldrig et normalt menneske igen.
Beboeren i landsbyen Nabi Saleh har gennem mange år demonstreret og krævet deres konfiskerede jord og brønd tilbage fra den illegale bosættelse Halamish.
Ahed har siden hun var ganske lille deltaget i landsbyens ikke-voldelige protester sammen med sin familie. Den spinkle pige har selvsagt aldrig været til fare for repræsentanter for en af verdens stærkeste hære, bevæbnet fra top til tå, med skudsikre veste, med hjelme og de nyeste våben.
31. januar på Aheds 17 års fødselsdag vil hun blive stillet for en militærdomstol. Hvis det går, som det ofte gør for palæstinensiske børn, der retsforfølges af den militære domstol, kan hun risikere 10 års fængsel eller mere.
Vi opfordrer dig til at bruge din position som udenrigsminister til at intervenere over for Israels regering og anmode om øjeblikkelig løsladelse af Ahed Tamimi.
Uretfærdighederne skriger til himlen, så vi håber, at du vil stå fast på international ret og protestere over for den israelske regering. Børn skal ikke stilles for en militær domstol, og Ahed og de omkring 700 palæstinensiske børn, der hvert år bliver dømt ved de israelske militærdomstole, skal frigives.
PS. Kopi til medlemmerne af udenrigsudvalget
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278