Vi kan slet ikke undvære den danske model. Vort land vil blive langt fattigere, hvis ikke vi bevarer det tætte samarbejde om at regulere forholdene på det danske arbejdsmarked, som arbejdsgiverne og fagbevægelsen har holdt i hævd siden 1899. Men på flere områder er modellen krakeleret i de seneste år.

Dels er der opstået en alternativ ”fagbevægelse”. En forretningsmodel, der fungerer nogenlunde ligesom social dumping. Her er et tilbud fra en af fagforretningerne: ”Du får gratis fagforening i 3 måneder, når du melder dig ind i både A-kasse og fagforening – eller du kan få en ”light”, ”basis” eller en ”plus”-pakke”. 

Hvad der ikke bliver sagt er: “… Men lad være med at komme til skade på jobbet, bliv ikke ramt af længerevarende sygdom, undgå at blive uberettiget fyret, og lad være med at brokke dig for meget, hvis du ikke synes, sikkerhedsforholdene er i orden, eller hvis ulempe- og overtidsbetaling ikke svarer til dine forventninger. For vi kan nok ikke hjælpe dig, hvis der er problemer”.

Tværtimod lyder det ganske ublufærdigt: ”Hos os får du den samme gode service og faglige tryghed som hos fagforeningerne…”

Er du så ikke glad?

Det svarer nogenlunde til, at en arbejdsgiver siger til sin importerede, østeuropæiske medarbejder: “Se her, du skal kun betale en tredjedel af din løn i husleje, og lønnen er næsten dobbelt så stor som den, du kan få derhjemme. Er du så ikke glad?”

Vi er meget langt fra den danske model. Den med de hårde forhandlinger, de skridsikre aftaler og den fornuftige fremgang for lønmodtagerne, når det går arbejdsgiverne godt. Den model der bygger på en forståelse for, at en aftale er en aftale, og at der skal være fornuft i aftalen for både arbejdsgiver og arbejdstager.

Det er i både arbejdsgiveres og arbejdstageres interesse at sikre, at den danske model lever og har det godt. Det sker ved at fastholde og udbygge den struktur, der har været på begge sider i det danske arbejdsmarked i mere end 100 år.

Men jo flere, der melder sig ud af den organiserede fagbevægelse og ind i en fagforretning – ofte med den begrundelse, at “det jo ikke kan betale sig, for jeg får det samme alligevel…” – jo sværere bliver det naturligvis at fastholde modellen og opretholde de gode aftaler for arbejdsgiver og arbejdstager i fremtiden.

Et helt nyt støtteben

Derfor har vi et forslag til et helt nyt støtteben til den danske model, når overenskomsterne på det private arbejdsmarked skal forhandles på plads næste forår – et forslag, som får hele arbejdsmarkedet til at bære modellen i samlet flok:

Som en del af overenskomsten indbetaler arbejdsgiverne xx kroner per arbejdstime til en ny organisationsfond. Vel at mærke udelukkende per præsteret times arbejde, udført af alle under områdeoverenskomsterne, både medlemmer af fagforeningerne og medarbejdere, som ikke er medlemmer af fagforeningerne – de rigtige fagforeninger altså. 

Fonden administreres af fagforeningerne og kan bruges til gavn og direkte økonomisk gevinst for medlemmerne. For eksempel til en nedsættelse af kontingentet eller til oprettelse af lønsikringer, til at styrke det faglige arbejde og/eller de faglige klubber. Kun fællesskabets fantasi sætter grænser. 

Til begge sider af bordet

Også virksomheder, som ikke er organiseret i mesterforeninger eller arbejdsgiverforeninger, indbetaler beløbet per time til fonden. Men her kan en del af indbetalingerne deles mellem arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne. Vi mener nemlig, det er afgørende på begge sider af bordet, at flest muligt er organiseret.

Hvis arbejdsmarkedets parter også i fremtiden kan få tid og ro til at forhandle forholdene på plads i virksomhederne, er der slet ingen grund til at begynde at diskutere lovbestemt mindsteløn. 

Hvis arbejdsgivere og arbejdstagere står sammen om at bevare den danske model, behøver ingen af parterne at frygte social dumping fra udenlandske firmaer og udenlandsk arbejdskraft. For så står vi sammen om at sikre danske løn- og arbejdsforhold på arbejdspladser i Danmark. 

Når 50 øre bliver til en formue

Hvad vil en sådan organisationsfond betyde i procenter og i kroner og øre? Lad os antage, at man starter en fond op med en begyndelse på 50 øre per arbejdstime. Hvordan vil det se ud på vores fagområde, altså i malerfaget?

Hvis de 50 øre per arbejdstime indbetales for de cirka 11.000, der arbejder malerfaget, vil det betyde knap 9 millioner kroner per år, indbetalt for både de cirka 7000, der er medlemmer af Malernes Fagforening, og de knap 4000, der er betalende kunder i diverse fagforretninger eller slet ikke organiseret. 9 millioner kroner der kan bruges til en organiseringsfond, som de cirka 7000 medlemmer selv definerer, og som kun kommer dem til gavn. Hvad pengene skal bruges til, bestemmer de. Det vil betyde en reel lønstigning kun for medlemmer af de rigtige fagforeninger, men betalt af alle under områdeoverenskomsterne.

Hele rammen? Ja tak

I princippet er vi i Malernes Fagforening Midtjylland klar på at bruge hele rammen, som vel kan ende på 2-3 procent kun på denne fond. Her sikrer vi, at kun medlemmer af fællesskabet får gavn af overenskomstfornyelsen 2020.

Vil det betyde mindre i lønforhøjelse på timelønnen ved overenskomsten? Ja, det vil det. Mindre på bløde værdier? Også det. 

Men bruges pengene eksempelvis på en kontingentnedsættelse, vil det betyde flere penge i medlemmernes lommer, og der være samme gode service og faglige tryghed som en del af det rigtige, faglige fællesskab. Bare billigere. Samtidig vil det styrke den danske model – til gavn for hele det danske arbejdsmarked.