Lystfiskere er måske vant til at få fiskeben galt i halsen, men det er ingenting sammenlignet med den dårlige smag i munden, som byggeplaner på Oceankaj i Nordhavn har givet Københavns lystfiskere.
Det flugter ikke ligefrem med et bystyre, der slår sig selv op som grønt og bæredygtigt, at man prioriterer forurenende industri over natur og biodiversitet.
Havbunden omkring Oceankaj er nemlig den eneste kendte kystnære yngleplads for en lang række fisk, især fladfisk som skrubbe, rødspætte og ising. Den kunstige brede sandmole, der stikker 2 kilometer ud i Øresund, er derfor blevet mange københavneres foretrukne lystfiskeplads. Der er derfor en stor risiko for, at man udsætter denne skrøbelige bestand for et pres, den ikke vil kunne overleve.
På Oceankaj er der desuden opstået et frivilligt fællesskab, hvor folk mødes om glæden ved lystfiskeri, på tværs af alder, køn og nationalitet. På en tur til Oceankaj støder man derfor gerne på både polske håndværkere, pensionister, børnefamilier og gutter på tur med kolde øl i kassen. En diversitet af brugere, som bydesignere kun kan drømme om! Oceankaj udfylder derfor en vigtig rolle som fristed for meget forskellige grupper i byen, der har behov for fred og frisk luft.
Det har derfor skabt stor vrede blandt de mange engagerede lystfiskere, at dette grønne åndehul skal omdannes til tung industri. Særligt provokerer det, at man i denne nye bydel i København vælger de to mest forurenende industrier: Krydstogtskibe, der pulser tung, sort røg i luften, og containerhavn med alt, hvad der hører til af farligt gods og kemikalier.
Hvad værre er, ifølge lystfiskerne, at man slet ikke har taget hensyn til hverken fisk eller fiskere, der nu vil miste unikke ynglepladser. Det flugter ikke ligefrem med et bystyre, der slår sig selv op som grønt og bæredygtigt, at man prioriterer forurenende industri over natur og biodiversitet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278