For nogle år siden så jeg ved et tilfælde en diskussion mellem to amerikanere, hvor den ene pludselig trak racismekortet, (som den anden straks påpegede), med den konsekvens at fortsat udveksling af synspunkt var gjort umulig.

Det var formentlig også meningen med at trække kortet.

I 2001, hvor der var flere dages dækning af angrebet på World Trade-bygning-erne, offentliggjorde den britiske regering alle de dårligere sager i deres skuffe, vel vidende at den undgik kritik, på grund af at fokusset kun var rettet mod én ting.

Et andet og meget flittig anvendt kort er fake news, og selv om Trump har anvendt det flittige, så har blandt andre EU taget fake news til sig, så meget at netavisen Altinget har indgået en aftale med EU om at opspore og jage fake news.

Man kan undre sig over, hvor den uafhængige og saglige, alsidige og kritiske journalistik er forsvundet hen. Det kan nogle gange være svært at få øje på journalistikkens påståede varemærke om at være borgernes vagthund over for magthaverne.

Dækningen af præsidentvalget i USA i medierne (især DR) er i et sådant omfang, at man skulle tro, Danmark er den 51. stat, samt sexisme, hvor de nævnte har taget en stor del af nyhedsfladen.

Man har den fornemmelse, at den meget massive dækning af to emner bliver anvendt til at overskygge eller undgå at beskæftige sig med noget, der har haft eller kan få væsentlig og bebyrdende påvirkning af borgernes levevilkår.

Emner som for eksempel gensidige forsørgelse, dagpengeniveau, ghettoloven, der blandt andet kritiseres af FN, er yderst begrænset dækket og omtalt i blandt andet DR.

Bortset fra fagbevægelsens og nogle folkepartiers modstand mod EU-kommissionens direktivforslag om mindsteløn (EU-kommissæren har allerede trukket fake news-kortet), så er det ikke alt, der kommer fra EU, som omtales og behandles lige så intens som det amerikanske valg.

Arbejdsmarkedsreformerne, som den lyseblå regering (2011-15) gennemførte, skete på grundlag af henstilling fra EU-kommissionen om afskaffelse af efterløn, at spare på udgifterne til fleksjob og førtidspension.

EU-kommissionens ønsker om, at EU skal kunne opkræve direkte og indirekte skatter, kan få konsekvenser for vores velfærd.

Det er nok få, der er opmærksom på, at EU’s klimapolitik skal finansieres på grundlag af et fordelingsgrundlag, hvor det er de bredeste skuldre i EU (de rigeste lande i EU) skal betale mest af regningen – og da Danmark i den forbindelse bliver kategoriseret som et af de rigeste lande i EU, skal Danmark dække en større del af regningen.

I medierne (DR) får seerne det indtryk, at der er en politisk debat, om der er velfærden eller miljøet, der skal prioriteres på den andens bekostning, men ikke så meget som ét ord om finansieringen af EU-miljømål.

Det er næsten alle livsområder, der bestemmes og reguleres af EU, og det forekommer nogle gange ikke overbevisende, når EU-pro påstår, at EU er et samarbejde mellem selvstændige, frie lande, når det er en kendsgerning, at staterne i USA har langt større frihedsrettigheder end medlemslandene i EU.

I 2001, hvor der var flere dages dækning af angrebet på World Trade-bygningerne, offentliggjorde den britiske regering alle de dårligere sager i deres skuffe, vel vidende at den undgik kritik, på grund af at fokusset kun var rettet mod én ting.

Hvis jeg var magthaver, vil jeg være meget tilfreds med hensyn til den enorme (og til tider intetsigende) dækning af valget i USA, for det fratager åbenbart vagthundens skarpe blik.

>> Ti møgsager, der blev listet ud – mens alle stirrede på USA (Information)