Med forliget på det regionale område er der igen intet reelt lønløft til de ansatte i regionerne. Men hvor meget kan vi egentlig presse citronen i forhold til de mennesker, der hver dag knokler for, at vores sundhedsvæsen hænger sammen?

Et tak er ikke godt nok

De har fået tak, de har fået blomster, de har fået honninghjerter, men da der skulle forhandles løn, var de "heldige", at reallønnen blev opretholdt. Jeg tror simpelthen ikke, der findes en arbejdsgiver i Danmark, der får så meget for pengene, som vi gør i regionerne.

Jeg synes faktisk, det er tarveligt overfor dem, der udgør frontlinjen i kampen mod corona.

Jeg er målløs over, at coronakrisen bliver brugt til at opfordre til løntilbageholdenhed – også hos personalet på hospitalerne. Jeg synes faktisk, det er tarveligt overfor dem, der udgør frontlinjen i kampen mod corona.

Man har brugt den økonomiske krise, som coronaen har medført, som et holdkæftbolsje til fagforbundene, der ellers var parat til at gå på gaden for bedre løn- og arbejdsvilkår – som vi så det ved OK18-forhandlingerne.

Ligeløn

Mange ansatte i regionerne er ansat i kvindedominerede fag. De fag halter stadig bagud, når det kommer til løn. I overenskomsten er der derfor afsat alt for få midler til den såkaldte ligelønspulje. Det er godt, den er der, men hvis den ikke sættes gevaldigt op, vil det tage flere hundrede år for eksempelvis sygeplejersker at nå den løn, andre fag med tilsvarende uddannelseslængde får.

Vores rengøringspersonale, der er blandt de lavest lønnede, får den mindste lønstigning, så længe lønforhandlinger foregår i procent og ikke i kroner og øre.

I det hele taget kan ansatte i regionerne se frem til få hundrede mere om måneden før skat – det er, hvad det kunne blive til.

Coronakrisen er ikke forbi

Vores sundhedsvæsen vil mærke det pres, coronakrisen har skabt, i mange år. Mennesker, der i forvejen havde rigtig travlt, vil blive presset yderligere, og det kommer blomsterbuketter og honninghjerter ikke til at rette op på. Der skal penge på bordet.

Jeg har tidligere opfordret til at give et særligt "corona-Tak" til hele sundhedsvæsenet. I Frankrig gav de sidste forår 60 milliarder i lønforhøjelse, og selvom vi regner ned til danske forhold, så ville det give omkring 37.000 kroner ekstra til alle ansatte. Om de så vil bruge dem til blomster og honninghjerter skal være op til dem.

Det er tid til at sætte pris på det store arbejde med mere end ord, det bør stå lysende klart for alle i den her situation. For der er råd til at løse vigtige samfundsmæssige problemer som vores pressede sundhedsvæsen. Det har vi set flere eksempler på under coronakrisen med den ene milliardstore hjælpepakke efter den anden. Det handler om prioritering og politisk vilje.