I 1975 udgav forfatteren Thorkild Bjørnvig sine miljødigte skrevet fra 1970 til 75 i samlingen "Delfinen". Bjørnvig var allerede endnu tidligere ude med advarsler om det forrykte i den øgede vækst, som siden Anden Verdenskrig nærmest har haft religiøs karakter.

Under corona-krisen har vi fået sporadiske glimt af, hvordan verden kunne se ud.

Bjørnvigs kone – Birgit Bjørnvig – var meget aktiv i kampen mod atomkraft i Danmark. Den øvelse lykkedes fint. Men parrets advarsler mod alle de andre miljøkatastrofer og menneskets overforbrug ligger nu begravet på Nordby Kirkegaard på Samsø.

Thorkild Bjørnvig siger et sted i "Delfinen":

"Snart bliver vi trætte af at høre og se: Hysteri og miljøfanatisme! Lyder allerede fortrængningens slagord".

Og det var endda 45 år inden, indlandsisen for alvor begyndte at nedsmelte, Sibiriens tundra begyndte at tø, at isøer på størrelse med Sjælland brækker af Antarktis og vores biodiversitet skrumper ind, så hurtigt som et fly kan flyve.

Under coronakrisen har vi fået sporadiske glimt af, hvordan verden kunne se ud. De seneste 50 år har vi ikke set så mange stjerner på nattehimlen som nu, en dybblå sommerhimmel skæmmes ikke af utallige jetstriber, og i verdens største byer kan man se fra én ende til en anden. Hvilken paradisisk tilstand.

Greta Thunberg er nu begyndt at gå i skole igen, men hun formåede at sætte et kæmpe stort fokus på menneskets dumhed. Og det aller bedste: Vi har så meget godt i vente fra hendes side fremover.

Hvis Bjørnvigerne havde levet, havde de helt sikkert inviteret Greta til at komme til de skønne bakker på Samsøs nordspids. Og hun ville som Thorkild have sagt: "Jeg er ankommet".

Nu kan vi bare sige: "How dare you"?