EU's frihandelsaftale, den største nogensinde, med de sydamerikanske MERCOSUR-lande vil fremme eksport af oksekød, soja og biler på bekostning af klimaet og den livsnødvendige skov i Amazonas. Derfor har hundredvis af miljøorganisationer, fagforeninger og oprindelige folks bevægelser samlet sig i protester. I flere EU-lande er der voksende skepsis, både på regerings- og civilsamfundsniveau. Det kan forhåbentlig skaffe os bedre tid til at få aftalen skrottet. Men det kræver, at vi alle smøger ærmerne op for at øge det momentum.

Et vigtigt skridt er at sikre, at mange flere herhjemme bliver klar over, hvad regeringen er i færd med at fedte os ind i.

Frihandelsaftaler trækker ikke store overskrifter herhjemme, men det burde de. For handelsaftaler for nogle af verdens store økonomier har kæmpestore konsekvenser for økonomi, produktion og millioner af mennesker i mange år frem.

EU fik for halvandet år siden en handelsaftale på plads med de fire sydamerikanske lande Argentina, Brasilien, Uruguay og Paraguay. Aftalen skal fremme handlen med industriprodukter som biler, kemikalier og medicin fra EU. Den anden vej skal eksporten til EU fremmes for landbrugsprodukter som kød, soja, kaffe og tobak. Zoomer vi ind på Brasilien, er det netop kvægdrift og sojadyrkning i stor skala, der er den primære årsag til afskovning og skovbrande i Amazonas. Produktionen kræver, at virksomhederne rydder enorme skovområder for at opdyrke jorden og lade kvæget græsse.

Før aftalen kan træde i kraft, skal den vedtages i EU's Ministerråd, derefter Europa-Parlamentet og til sidst i alle medlemslandenes nationale parlamenter. Nedlægger blot ét land veto i EU’s Ministerråd, kan aftalen ikke ratificeres. Desværre lægger den danske regering op til at lade aftalen passere uden kritik. Det er hovedrystende.

En aftale fra en anden tid

Mercosuraftalen er en aftale til en anden tid. Det er slet ikke en aftale, som vi som påstået grønt foregangsland skal sige ja til. Regeringen selv har meldt ud, at man arbejder for at grønne EU's handelspolitik. Hvis det virkelig er ambitionen, er det da helt hul i hovedet at lade en så sort aftale passere. Danmark og EU er med vores forbrug og produktion allerede i dag årsag til 10 procent af skovrydningen på verdensplan. Hvorfor skal vi så booste Bolsonaros muligheder for at accelerere rovdriften på natur og mennesker?

Kampen om aftalen sætter to helt modsatrettede mål på spidsen: Økonomisk vækst, koste hvad det vil, versus det akutte behov for at stoppe afskovning, naturødelæggelser og CO2-udledning. For at sikre klimahensyn og bæredygtighed har EU ellers for nylig vedtaget en stort opslået ”European Green Deal”, som netop udråber handelspolitikken til at skulle understøtte den grønne omstilling. Men som Kenneth Haar beskriver andetsteds i Arbejderen, er problemet bare, at det grønne fokus indtil nu ikke er blevet til mere end uforpligtende tillæg til klimafjendtlige aftaler.

Sådan er det også med EU-Mercosur-aftalen, som har fået et bæredygtighedskapitel med en række forpligtelser til at overholde blandt andet Parisaftalen og ILO's konventioner for arbejdstagerrettigheder. Men i realiteten fungerer kapitlets bestemmelser sådan, at hvis staterne ser stort på forpligtelserne og lader økonomiske hensyn trumfe hensyn til klima, arbejdstagere eller menneskerettigheder, er bestemmelserne ikke bindende, og der er ingen sanktionsmuligheder. Det må siges at være en foreløbig falliterklæring for den konkrete udmøntning af European Green Deal. Men bæredygtighedskapitlet er nok til at overbevise udenrigsminister Jeppe Kofod.

Erfaringer fra tidligere handelsaftaler

450 organisationer på tværs af Sydamerika og EU har allerede samlet sig i fælles protester mod frihandelsaftalen. Målet er at mobilisere til høringer, demonstrationer, symbolsk træplantning og meget andet senere på året. Indtil da skal vi så modstanden i vores eget Folketing, hvor det lige nu kun er Enhedslisten, SF og Alternativet, der er imod aftalen. Socialdemokraterne med Jeppe Kofod i spidsen fokuserer på, at der er behov for økonomisk vækst for at løfte sydamerikanere ud af fattigdom. Men erfaringen fra tidligere viser desværre, at det ikke er almindelige lønarbejdere, der kommer til at spinde guld på en aftale som denne. Og heller ikke set med miljø- eller menneskerettighedsbriller er der gode erfaringer fra tidligere tiders store frihandelsaftaler:

Op til 2013 forhandlede EU en frihandelsaftale på plads med Colombia og Peru, der blandt andet gjorde det lettere for udenlandske virksomheder at få adgang til de to landes rige undergrund. Fagbevægelsen både i Colombia og EU protesterede dengang over alt for vidtgående rettigheder til multinationale selskaber og manglende beskyttelse af fagforeningsfolk, der i Colombia i alarmerende grad udsættes for trusler og mord. Argumentet for alligevel at indgå aftalen var dengang en menneskerettighedsklausul, der forpligtede parterne til jævnligt at tjekke op på menneskerettighedssituationen. I dag kan vi konstatere, at klausulen aldrig er kommet i brug. På trods af at mordene på sociale ledere i Colombia har været stigende de sidste år.

En af de første og mest kendte frihandelsaftaler er NAFTA-aftalen mellem USA, Canada og Mexico tilbage fra 1994. Også her skulle mere handel og udenlandske investeringer skaffe vækst, billige varer og jobs. Men aftalen har primært styrket store virksomheder, industrilandbrug og plantagedrift til eksport. Det har ledt til øget ulighed, forgyldelse af virksomhedsledere, og har gjort Mexicos økonomi ekstra sårbar overfor udsving på verdensmarkedet og derfor mindsket landets fødevaresikkerhed.

EU-MERCOSUR bygger på samme filosofi: De store industrier fremmes, fordi de er udset til at drive den økonomiske vækst opad. Men kvægdrift samt soja til dyrefoder og biobrændstof til eksport skaber ikke udvikling, sikre jobs eller fødevaresikkerhed til de mennesker, som EU og den danske regering siger, de vil hjælpe.

Heldigvis er stærke grønne aktører, Greenpeace, Global Aktion, NOAH, Verdens Skove og Tag Klimaansvar, kommet på banen som modstandere af aftalen. Nationale parlamenter i Frankrig, Irland, Østrig og Holland har alle sået tvivl om, at de vil ratificere aftalen. Østrigs regering har decideret meddelt, at den vil nedlægge veto, fordi frihandelsaftalen går stik imod hensigterne med EU's Green Deal. Her bør Danmark bakke maksimalt op.

Danmark bør arbejde for, at EU som Brasiliens næststørste handelspartner, den næststørste importør af soja og den tredjestørste importør af lamme- og oksekød, bruger handelspolitik til at lægge pres på Brasilien. Det er en skandale, at regeringen undlader at bruge den kæmpe muskel, handelspolitik er, til at tage klimakrisen alvorligt og sikre basale arbejdstagerrettigheder. Det er uacceptabelt så entydigt at sætte sort vækst over bæredygtighed.

En hån mod klimabevægelsen

Den danske regerings pres for at vedtage EU-Mercosur-aftalen er også en hån mod den klimabevægelse, der i 2019 var med til at give den socialdemokratiske regering magten mod løfter om forbedringer for klimaet. Mandatet, som Europaudvalget gav regeringen for 20 år siden, da forhandlingerne om denne aftale gik i gang, nævner ikke klima eller miljø med et ord.

Danmark bør ligesom Østrig nedlægge veto og sige nej til aftalen. Hvis det skal lykkes, skal vi alle smøge ærmerne op og arbejde for at styrke momentum og modstand. Et vigtigt skridt er at sikre, at mange flere herhjemme bliver klar over, hvad regeringen er i færd med at fedte os ind i. Det store fokus på klima giver os et historisk godt udgangspunkt for at mobilisere flere i kampen mod den kulsorte aftale.