Hvor er moralen henne, når man vil begrænse lønmodtageres ret til konflikt og sympatikonflikt (strejke og blokade), hvis man ikke samtidig vil begrænse arbejdsgivernes ret til konflikt (lockout sympatilockout).

Der skrives om den lille mands kamp for frihed til at vælge, men hvem er den lille mand? Er det arbejdsgiveren eller arbejdstageren?

Var der nogen, der spurgte de ansatte, hvilken overenskomst de helst ville være omfattet af?

Det er så nemt at slynge påstande ud, uden bund i virkelighedens verden.

Når en arbejdsgiver vælger at lockoute (fyre) medlemmer af 3F for derefter at opsige overenskomsten med 3F og lave en ny og ringere med Krifa eller en anden gul ”fagforretning” og så håbe på, at protest fra resten af medarbejderne og 3F udebliver, så skrider moralen, og samfundssind er ikke eksisterende.

Ydermere er det undergravende for den danske model.

Den nedadgående spiral

En dårligere overenskomst vil altid være undergravende for samfundet, idet forringelsen vil give en fordel i forhold til konkurrenterne, som så må dreje nøglen om eller selv forringe overenskomsten, med en nedadgående spiral på løn og arbejdsvilkår til følge. 

Når lønnen forringes, mindskes skattegrundlaget, hvorved staten har mindre at gøre godt med, og hvor skal der så spares? Sundhed, ældreområdet, skole og uddannelse eller trafik for eksempel?

Frihed til at vælge, javel. Men vælger en arbejdsgiver ikke at være medlem af en arbejdsgiverorganisation under DA og dermed ikke at være solidarisk med andre arbejdsgivere, svarer det til, at en lønmodtager ikke vil være medlem af en fagforening under LO og dermed heller ikke være solidarisk med andre lønmodtagere.

Omsat kan det beskrives således, at fire kollegaer kører sammen til arbejde og skiftes til at lægge bil til. Den ene finder så ud af, at han kan spare penge ved at sælge sin bil og køre med uden at betale.

Eller en person deltager i sportsklubbens aktiviteter og benytter faciliteterne i klubhuset uden at betale. Hvor længe mon kollegaerne eller de andre sportsudøvere vil finde sig i det?

Frihed til at vælge, for hvem? Arbejdsgiveren kan vælge at stå udenfor ved at indgå en discountoverenskomst med en gul ”fagforretning” uden at blive straffet, men hvis lønmodtageren ikke er tilfreds med discountoverenskomstens løn og arbejdsforhold og derfor opsiger sit job, bliver denne straffet med karantæne!

Er personen så uheldig at være arbejdsløs og får anvist job i en virksomhed med discount overenskomst eller helt uden overenskomst er der grænser får hvor mange gange der kan siges nej tak uden at blive straffet med karantæne, så hvor er det lige det frie valg er for arbejdstageren!

Forening eller forretning

”Fagforretning”, ja. De har kunder og klienter, ikke medlemmer. Kunder og klienter kan ikke vælges til poster i forretningen. Men medlemmer godt kan vælges til poster i fagforeningen.

En forretning har en professionel bestyrelse, mens en fagforening har en valgt bestyrelse.

I Danmark har vi tradition for at aftale arbejdsmarkedsforhold parterne imellem, og det gøres med landsdækkende, fagspecifikke eller brancherettede overenskomster, som med lokalaftaler kan gøres bedre, men aldrig ringere.

De gule ”fagforretninger” kan måske nok siges at være landsdækkende med hensyn til kundeoptag, men de har ikke én eneste landsdækkende overenskomst på noget område, kun ringere overenskomster med deres egne!

Hvorfor er de mere interesseret i at drive kiler ind det eksisterende system frem for at hverve kunder blandt alle de udenlandske, underbetalte arbejdere?

Krifa blev i øvrigt for mere end hundrede år siden oprettet af indremissionske præster for at hyre skruebrækkere til at udføre strejkeramt arbejde under de store strejker og lockouter i 1890´erne.

Der er mange journalister, der desværre med det de skriver afslører deres uvidenhed på arbejdsmarkedsområdet . Og hvorfor?

De er også omfattet af overenskomst via Journalistforbundet (hvis de ellers er medlem), og deres stillinger er truet af freelance journalister, der tilbyder deres skriblerier til underpris, med fyringer på redaktionerne rundt i hele landet til følge.

Hermed kan den fyrede journalist så tilbyde sig selv som underbetalt freelancer og selv være med til at undergrave hele systemet. Den nedadgående spiral kører stærkt!

Mange lønmodtagere må sande, at de knapt så seriøse arbejdsgivere benytter førstgivne lejlighed til at fyre de mest åbenmundede medarbejdere, der taler for overholdelse af overenskomsterne og mod uretfærdighed. Hermed er frygten for fyring skabt - hvem sagde noget om dårligt arbejdsmiljø?

Når vi så alle sammen efterhånden er dernede, kan vi sande et citat fra Tolstoj: ”Der er ingen livsvilkår, et menneske ikke kan vænne sig til; især ikke hvis han ser alle omkring sig acceptere dem."