Til at starte med vil jeg godt slå fast, at forhandlingsforløbet i bygningsarbejdernes Forhandlingsudvalg i 3F var fantastisk, frem til katastrofen ramte Danmark for en uge siden.

Vores hovedforhandlere gik betingelsesløst efter at løfte de lavest lønnede i byggebranchen. Forhandlingsudvalget stod 100 procent samlet bag dem, og kollegaerne ude fra byggepladserne udviste en aktivisme og en opbakning, som man ikke har set i fagbevægelsen i årevis.

Derfor vil jeg ... godt opfordre alle kollegaer til at føre en sober tone internt i debatten, når aftalen skal sættes til afstemning, og når forløbet skal evalueres. Vi har brug for at stå sammen, nu og i fremtiden.

Vi havde som bygningsarbejdere en målrettethed og en gejst, som ikke kunne lede til andet end en ubetinget sejr.

For en uge siden klappede tusinde entusiastiske kammerater Forhandlingsudvalget ind i Forligsinstitutionen. Nu skulle forventningerne indfries, og arbejdsgiverne skulle tvinges i knæ af fællesskabet.

Om aftenen kom statsministeren pludselig med en pressemeddelelse omhandlende den såkaldte coronavirus, og forhandlingerne blev kort efter suspenderet af forligsmanden. Alle forlod Forligsinstitutionen med en opfattelse af, at forhandlingerne først ville blive genoptaget, når smittefaren var overstået.

Sådan blev det dog ikke … Forligsmanden krævede, at forhandlingerne skulle fortsætte, med en begrundelse om at stort set alle øvrige brancheområder havde indgået et overenskomstforlig. I den forbindelse er det min opfattelse, at vores hovedorganisation (FH) desværre har svigtet bygningsarbejderne.

De burde have krævet, at forhandlingerne blev stoppet, da arbejdstagernes konfliktvåben ikke længere var eksisterende. Man tillader sgu da ikke som hovedorganisation, at bygningsarbejderne skal kæmpe en kamp, hvor de står tilbage med en piberenser, når arbejdsgiverne har et boldtræ! Det er så åbenlyst uretfærdigt, at jeg væmmes ved tanken.

Det blev således meget hurtigt bygningsarbejdernes virkelighed, at man kunne skrive under på noget, der lignede industriforliget, eller fortsætte med at agitere og mobilisere til en storkonflikt. En storkonflikt som vel og mærkede højest sandsynligt skulle eksekveres, imens Danmark befinder sig i en undtagelsestilstand.

En fuldstændig grotesk præmis, som jeg ikke engang ville byde min værste fjende. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at Dansk Byggeri tog bestik af situationen og gav os pistolen for panden med det samme. Deres uværdighed bliver aldrig glemt!

Vores hovedforhandlere viste handlekraft og kunne cirka 15 timer senere præsentere Forhandlingsudvalget for en forligsskitse på byggeområdet. En forligsskitse hvor tidsler som optrapningsordning, tvunget månedsløn og medregne/modregne-princippet var væk.

Når det er sagt, så bliver man eddermame slap af at skulle glæde sig over tidsler, man ikke har fået, frem for goder, man har tilkæmpet sig til kollegaerne. Det sætter styrkeforholdet mellem parterne lidt i perspektiv.

Nu skulle Forhandlingsudvalget så beslutte sig for, om forliget skulle underskrives, eller om man ville efterlades til forligsmandens mæglingsskitse og anbefale kollegaerne at stemme nej. Efter en længere debat valgte 29 kollegaer at stemme ja og 6 kollegaer at stemme nej til forligsskitsen.

Jeg var personligt en af de få, der valgte at stemme nej til forligsskitsen. Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg kom hjem til mit bagland med en aftale, som øger afstanden mellem de højt lønnede og lavt lønnede frem for den mindskning, som alle kollegaerne ude på byggepladserne krævede.

Når det er sagt, kunne jeg aldrig finde på at pege finger af de kollegaer i Forhandlingsudvalget, som valgte at stemme ja. Vi blev bragt i en umulig og urimelig situation.

Det er ikke nogen tvivl om, at det indgåede forlig er bedre for bygningsarbejderne, end mæglingsskitsen bliver. Vi har stået sammen hele vejen i Forhandlingsudvalget, og det gør vi stadig. Derfor vil jeg i samme ombæring godt opfordre alle kollegaer til at føre en sober tone internt i debatten, når aftalen skal sættes til afstemning, og når forløbet skal evalueres. Vi har brug for at stå sammen, nu og i fremtiden.

Jeg opfordrer derfor alle bygningsarbejdere til at stemme nej til OK20, da det er min opfattelse, at bygningsarbejderne mildest talt er blevet voldtaget og umyndiggjort i den afsluttende fase af forhandlingerne.

Det er min opfattelse, at hovedpinen skal lande hos vores statsminister, da et eventuelt regeringsindgreb er den eneste løsningen for at få hævet lønnen i bunden af vores overenskomster i byggeriet i denne omgang. Jeg har bemærket, at statsministeren er lettere rundhåndet i disse dage. Historisk set har lønmodtagerne fået indrømmelser ved et regeringsindgreb, som ligger ud over mæglingsskitsen. I 1985 fik man blandt andet en nedsættelse af arbejdstiden med fuld lønkompensation.

Der er ingen tvivl om, at ja-siden vil appellere til samfundssind og ansvarlighed i forbindelse med urafstemningen. Jeg tillader mig dog udelukkende at forholde mig til, at jeg er repræsentant i en interesseorganisation, og at “systemet” selv har valgt, at forhandlingerne skulle fortsætte. Dem, der skaber problemerne, må således også selv løse dem.

En ting er fuldstændig sikkert: Dansk Byggeri skal gennem de næste tre år udsættes for et ekstraordinært massivt pres fra 3F. De skal oversvømmes i løndumpingsager, indtil de bliver kvalt af dem. I den forbindelse er det vigtigt, at vi i fællesskab stepper op, og alle bidrager til kampen mod social dumping.

Jeg vil således afslutningsvis opfordre alle til at huske den bitterhed, I mærker i kroppen nu, og gemme den til om tre år, når vi smider Dansk Byggeri på møddingen.

Pas på hinanden derude!