Der skete noget frygteligt i Parken tirsdag aften. En såret spiller lå på grønsværen. Da kampen blev sat i gang igen med dommerkast, skete det. Det som ikke måtte ske, og som alle medier med det meste af verden hurtigt blev enige om – det er for meget! Shakhtar Donetsk's spiller Luiz Adriano fik bolden og gik direkte mod mål og scorede. Han forbrød sig mod sportens etiske regler og undlod at give bolden til FC Nordsjælland, sådan som man plejer.
Politiken var hurtigt ud med overskriften: Shakhtars snydemål fordømmes over hele verden. Der er ikke forlydende om nedbrændte ambassader, men det kan komme. Og straks træder systemet i karakter. UEFA indleder en sag mod målsnyderen, som forbrød sig mod det helligste - fairplay!
Måske var det alligevel en god dag, der satte en ny standard for retfærdighed. Det unfair straffes og fordømmes på det kraftigste. En ny normal tilstand efter krisens turbulente tilsidesætning af moral, etik og fairness?
SAS direktionens voldsomme offensiv mod sine ansatte fandt sted før kampen i Parken. For er det fairplay, at spise kabinepersonalet af med en løn på mellem 18.000 og 31.000 kroner om måneden med dage op til 15 timer. Det er jo ikke noget nemt job, der er ansvar og der skal smiles uophørligt på første klasse.
Hvis et snydemål bliver fordømt over hele verden, hvorfor så ikke den måde Israel og USA fører sig frem på over for palæstinenserne i Gaza?
Er det fairplay, når finansminister Corydon presser denne gruppe lavtlønnede til at klappe i, fordi de jo ellers påtager sig et enormt ansvar for, at hele SAS gik ned af den grund. Og for at København, Stockholm og Oslo ville miste sine internationale hovedlinjer til verden og dermed følge med ned. Stort ansvar og lille løn.
Og der er ingen sikkerhed for, at det ikke fortsætter. Næste skridt bliver måske, at kabinefolk ikke må veje over 42 kg af hensyn til benzinøkonomien, eftersom passagererne tilsyneladende bliver tungere og tungere?
Det er moderne socialdemokratisk fordelingspolitik! Ligesom "det skal kunne betale sig at arbejde" efterfulgt af en langsom indflyvning af dagpengene, så der er plads til flere lavtlønnede af hensyn til konkurrenceevnen. Den nye normale socialdemokratiske airbus er på vingerne.
Næste gang vi flyver, må vi i det mindste huske at være opmærksomme og interesserede, når svømmevingerne bliver demonstreret i kabinen inden take off. Penge er jo ikke alt.
SAS bliver ikke en enlig svane. Det var et vink med en vognstang. Nedsættelsen af lønnen med 10-15 procent – til en begyndelse – er blevet den nye normal. Det er også meldingen fra EU Kommissionen. Det er gammel politik i Tyskland. Og det sker eksplosivt i Spanien, Portugal, Grækenland samt en række andre lande.
Argumentet vil hobe sig op med stort tryk – konkurrenceevnen. Det vil komme, som når en dæmning bryder sammen. Medmindre .....
Alle må vænne sig til nye tider. The New Normal – kræver nye standarder, som det hedder i Danske Banks nye slogan med tilføjelsen: Verden har forandret sig, og vi forandrer os med den.
Banken for den ene procent gør sig til venner med de 99 procent. Videoen har klip af Occupy Wall Street, som banken kaprer til sit image: Den progressive bæredygtige og sociale bank, der reber sejlene til tidens uundgåelige turbulente sejladser. Hvorfor ikke New York Police Department, der pebersprayede, bankede og massearresterede folk. Det ville skabe en tydelig og autentisk forbindelse mellem både den gamle og nye normal.
Hvis et snydemål bliver fordømt over hele verden, hvorfor så ikke den måde Israel og USA fører sig frem på over for palæstinenserne i Gaza? Antal dræbte palæstinensere under angreb fra Israel siden 2006 er ikke mindre end 2.879. Dræbte israelere i samme periode er 47. Det er magtens assymetriske sprog.
Hvor blev mediernes fordømmelse og fortørnelse af? Dét er et ubehageligt aspekt af The New Normal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278