Overenskomstforhandlingerne for cirka 800.000 ansatte i stat, regioner og kommuner er gået i gang uden den store opmærksomhed. Optakten til OK-fornyelsen har båret kraftigt præg af den sundhedskrise, som har lagt store bånd på organisationernes handlemuligheder. Ingen af organisationerne har haft den normale forberedelse med debat og mødevirksomhed for tillidsfolk og medlemmer.

OK21 vil tage sit udgangspunkt i fortællingen om en overenskomstfornyelse under en sundhedskrise.

I forhandlingsfællesskaberne på statens og kommunernes område skulle man først igennem en diskussion, om forhandlingerne overhovedet skulle gennemføres; flere fagforbund agiterede for en udsættelse/udskydelse af forhandlingerne, ligesom en 1-årig forlængelse af de gældende overenskomster har været i spil.

Ikke de optimale forberedelser og signaler op til en OK-kamp og set i lyset af de positive takter ved OK18, hvor en omfattende mobilisering og sammenhold i forhandlingsfællesskaber gav nyt liv til organisationerne, er situationen og forholdene ved denne OK-fornyelse ganske anderledes og særdeles vanskelige.

Forhandlingsfællesskaberne nåede til enighed om at gennemføre OK-fornyelsen, og vi fik indsamlet krav og udvekslet disse i december.

Men tilgangen og analysen i de mange forbund er vidt forskellig sammenlignet med situationen op til OK18. Nogle forbund taler på forhånd forventningerne til resultatet ned, taler om “vedligeholdelsesoverenskomster”, hvor der ikke bliver “plads til nye faglige landvindinger”. Andre forbund har til gengæld krav og forhåbninger om, at deres medlemmers store indsats under sundhedskrisen skal og vil kaste et resultat af sig.

Enhver overenskomstfornyelse har sin egen fortælling. Fortællingen om OK18 blev fyldt med solidaritetspagten, musketer-ed, massemobilisering og på kanten af en storkonflikt. Fortællingen om OK21 vil tage sit udgangspunkt i fortællingen om en overenskomstfornyelse under en sundhedskrise. Hvordan fortællingen vil foldes ud og ende afhænger af flere ting:

Arbejdsgivernes rolle og adfærd

Modernisering – læs: nedskæringer – af den offentlige sektor har været på dagsordenen i de sidste årtier under skiftende regeringer. To tredjedele af det samlede offentlige forbrug går til de offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår, så løn og arbejdsvilkår er en af hjørnestenene i den økonomiske politik.

Overenskomsterne er af de statslig og kommunale arbejdsgivere, som samtidig også udøver opgaven som landets lovgivere, blevet italesat som en barriere for moderne offentlig ledelse, for effektiviseringer og for gennemførelse af offentlige reformer. Aftaleretten står ganske enkelt i vejen.

Dette gav sig for alvor til kende ved overenskomstfornyelsen i 2013, hvor vi for alvor blev præsenteret for en meget aggressiv forhandlingsstrategi og en stærk koordinering mellem Finansministeriet og KL i et samspil med regeringens reformpolitik. Moderniseringsstyrelsen, som var et resultat af en sammenlægning mellem Økonomistyrelsen og Personalestyrelsen i 2011, trådte i karakter. Et lille citat fra vicedirektøren i Moderniseringsstyrelsen i 2013: “Det sidste århundred har været fagbevægelsens – det næste er vores”.

En af konsekvenserne af OK-fornyelsen i 13 blev lockouten af 67.000 undervisere og lærere på det kommunale og statslige område og efter 25 dage efterfulgt af et lovindgreb, som netop fjernede alle aftaler og dermed aftaleretten i undervisernes overenskomster.

At vi kom meget tæt på en storkonflikt i 2018 skal blandt andet ses i dette overgreb på lærernes overenskomster.

Arbejdsgiverne og OK21

Arbejdsgiverne har tydeligt skiftet taktik ved denne OK-fornyelse. Bortset fra at udveksle krav har både KL og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen – afløser for Moderniseringsstyrelsen – holdt lav profil og valgt i forhold til offentligheden at køre under radaren. Ingen provokerende udmeldinger om “offentlige ansattes høje lønninger” og “ringe præstationer”. Et tydeligt skift fra OK18.

Kravene fra begge arbejdsgiverorganisationer indeholder heller ikke ved første gennemgang tydelige konflikttemaer, men udfoldningen står fortsat tilbage. Der er igen tale om en betydelig sammenkøring/symbiose i kravene:

• Den økonomiske ramme for OK-fornyelsen er enstemmigt beskrevet som “en ansvarlig ramme” i en “usikker kriseøkonomi” med en “mere afdæmpet lønudvikling på det private område end forventet”.

• “Tidssvarende seniorordning”.

• “En forenkling af overenskomster og aftaler” – et krav som vi tidligere har set udfoldet fra Moderniseringsstyrelsen og indeholder et slet skjult angreb på vores overenskomster og aftalesystemet.

Taktikken er ændret, men strategien er den samme. Det helt springende punkt er, hvor stålfast arbejdsgiverne vil være, hvor hårdt de vil træde igennem.

Offentlige ansatte ned i løn inden OK21 træder i kraft

Reguleringsordningen på det offentlige overenskomstområde blev indført ved OK87. Det er en formel institution, som skal sikre en kobling af lønudviklingen mellem den offentlige og private sektor samt sikre, at de offentlige ansatte aldrig kan blive lønførende. Derfor indtager denne ordning en hel central plads i den offentlige aftalemodel. Det bliver regelmæssigt et stridspunkt mellem parterne, men også internt i fagbevægelsen.

Ved OK15 fik arbejdsgiverne – lidt i ubemærkethed, men med truslen om konflikt – gennemtvunget det såkaldte privatlønsværn, som ændrede på reguleringsordningen i arbejdsgivernes favør, forstået sådan, at hvis lønnen i den offentlige sektor stiger mere end i den private sektor, efterreguleres de offentlige ansatte med 100 procent; hvorimod lønstigning i den private sektor kun kaster 80 procent af sig. Privatlønsværnet fik heldigvis kun en kort levetid. Ved OK18 blev den fjernet. En klar sejr.

Reguleringsordningen står fortsat ved magt, men i sin “gamle skikkelse”.

Nu har lønudviklingen imidlertid igen resulteret i, at lønningerne på statens område er løbet fra lønudviklingen i den private sektor, så de sidste lønafregninger inden OK21 vil betyde et mindre minus (50-100 kroner) på lønsedlerne for de statslige ansatte. Forhandlingsfællesskabet på statens område, CFU, har besluttet og aftalt med staten, at dette regnskab skal ud af verden inden OK-fornyelsen, så man ikke starter med at “skylde”.

Sammenlignelige situationer ville ellers have skabt en vis debat eller stærke politiske udmeldinger i stil med Sophie Løhdes udtalelser op til OK18, hvor hun fremturede med påstande om de “vellønnede offentlige ansatte”, som skyldte milliarder. Og påstanden blev også til et håndfast OK-krav fra arbejdsgivernes side om at “lukke løngabet mellem de offentlige og de private”.

Men denne gang er der radiotavshed fra arbejdsgiverside. Det flugter også rigtig dårligt at tale om lønnedgang i en situation, hvor store dele af de offentligt ansatte knokler en vis legemsdel ud af bukserne i kampen mod covid-19!

Fagbevægelsen og OK21

Hvad der skulle have været den gode 2'er, hvis man altså deler holdningen om, at OK18 var en stærk og god fornyelse for den offentlige fagbevægelse, kan meget vel vise sig at blive den svære 2'er. Alene uenighederne omkring en eventuel udskydelse af OK21 har sat sine klare spor til de forventninger, som de forskellige forbund går til bordet med. Et af vores stærke forhandlingskort – en betydelig massemobilisering – er spillet af hænderne. Og mange af de “gamle” uenigheder forbundene imellem ligger fortsat lige under overfladen. Hvor lønstigninger i kroner kontra procentuelt er et tema.

En anden væsentlig uløst konflikt er lønstrukturen i den offentlige sektor, hvor man i 1969 i forbindelse med tjenestemandsreformen lønindplacerede de enkelte organisationer med den konsekvens, at særligt de kvindedominerende fag blev indplaceret typisk seks lønrammer under for eksempel folkeskolelærere og politibetjente. Og disse interne lønrelationer har overlevet til i dag uden væsentlige ændringer og været arnested for en række konflikter i den offentlige sektor i 90'erne og i 08.

Kravene fra de to forhandlingsorganisationer bærer da også præg af hele denne situation. Der er ikke i kravene forventninger om nye store landvindinger; sikring af reallønnen og en udbyggelse af fritvalgsordningerne burde være fremkommelige. Mere spændende er kravene til bedre vilkår for vores tillidsrepræsentanter; et krav som ikke helt flugter med arbejdsgivernes drømme.

Forhandlingsfællesskabet stiller derimod krav om, at der afsættes midler til en lavtlønspulje og en kvindefagspulje, og dette krav kan blive afgørende for udfaldet af forhandlingerne. Dette vil blandt andet kræve, at rammen er større end blot til at sikre reallønnen.

En anden joker er de forventninger, som er opbygget særligt hos det “frontpersonale” i sundhedssystemet, som i meget lang tid har ydet langt, langt mere, end hvad der kan forventes. Og de har fået opbygget en naturlig kæmpe goodwill bredt i befolkningen, som kan sættes i spil.

Hvordan fortællingen om OK21 vil blive er for tidlig at spå om. Men resultatet skal adressere disse mange temaer og komme med løsninger, som peger i den rigtige retning.

Den offentlige fagbevægelse har styrke til at afvise enhver form for forringelse af eksisterende overenskomster og aftaler. Og der skal findes en erkendelse til de mange, som har stået i forreste linje i kampen mod covid-19.

Så fortællingen bliver om fællesskabet, der trods dårlige odds fastholdt solidariteten, stod fast overfor forringelser og fandt løsninger, som bærer videre og kunne godkendes af alle.