Vi havde kun gået nogle få meter ned ad vejen med GPS’en i hånden, min datter Mette og jeg, da en ung mand spurgte på gebrokkent engelsk, hvor vi var på vej hen. Vi forklarede, at vi skulle hen for at se graffiti på muren. “Okay, follow me!” sagde han. Han sagde, han hed Yussef. Derefter fulgte han os cirka én kilometer til den israelske apartheidmur i Qalqilia, en by som er totalt omringet af det, israelerne kalder separationsmuren.

Vi vidste godt, at når vi bevægede os ind i dette område, kunne vi ikke undgå at tage stilling til besættelsen.

Undervejs skulle vi dog lige ind til en af hans venner, som var ved at pakke jaffafrugter i en stor hal. Vi fik nogle frugter med til turen, en pærelignende frugt med en meget sød smag, som vi ikke havde set før. Manden i pakkehallen låste en port op til en mark, hvor der voksede grønsager. Derefter kunne vi gå over marken ned til muren.

Mette fotograferede de mange graffitihilsner fra forskellige lande, også fra Danmark. De fleste med et krav om “Free Palestine”. Mens vi gik langs muren, sluttede flere unge mænd fra byen sig til os. Vi kunne godt mærke på dem, at de ikke var helt trygge ved at gå her. Da vi nærmede os et af vagttårnene, faldt alle fra undtagen Yussef. Han fortsatte med et lille stykke mere, inden han gav hånd til mig og vendte om.

Det var først bagefter, at det gik op for os, at vi havde bevæget os i et C-område, som er et område under total kontrol af israelsk militær, selv om det er palæstinensisk område. Skulle de have skudt en af palæstinenserne, ville det sandsynligvis ikke give en notits i danske medier. Blev Mette eller jeg skudt, ville det blive en verdensnyhed og udvirke diplomatisk krise.

Oktoberkoret var på turne i Palæstina på den besatte Vestbred i fire dage i september. På tre dage var der planlagt fire koncerter. Koret var kommet derned i samarbejde med den palæstinensiske organisation Human Rights Association.

Hjemmefra havde vi fået penge fra en række fonde, så vi kunne tage professionelle musikere med og levere koncerter af en kvalitet, som vi musikalsk kunne stå inde for.

Vi vidste godt, at når vi bevægede os ind i dette område, kunne vi ikke undgå at tage stilling til besættelsen. Turen måtte nødvendigvis være en kulturel udveksling og en solidaritetstilkendegivelse over for det palæstinensiske folk. 19 kormedlemmer tog med.

Forrygende koncerter

Det blev til fire forrygende koncerter plus det løse. Første koncert var i aulaen på Alquds Open University ved middagstid den 21. september. Her vakte koret stor begejstring med de medbragte arabiske sange, som blev fremført sammen med en gruppe palæstinensiske musikere.

Det var de to palæstinensiske nationalsange Fidai og Mawtini og den smukke børnesang Atouna el Toufoule. Salen formelig kogte, da den palæstinensiske superstjerne og tidligere vinder af Arabs Got Talent Murad Swaity trådte ind på scenen og sammen med koret sang Mawtini. Hans udgave er med mere end 10 millioner afspilninger den mest spillede på Youtube.

Næste dag gjaldt det Qalqilia. Byens omkring 50.000 indbyggere er omringet af en 8 meter høj mur bygget af israelerne. Det var et af kormedlemmernes mand, som kommer fra byen, der havde organiseret denne del af turen. Byen ligger cirka 50 kilometer vest for Ramallah, korets overnatningssted, men på grund af de mange ulovlige israelske bosættelser er turen noget længere.

I Qalqilia fik Oktoberkoret en stormende modtagelse på to pigeskoler. Her har smartphones også gjort deres indtog, så der blev filmet og taget selfies en masse og lagt på sociale medier. Vi sang for pigerne, og de optrådte for os. Efterfølgende kunne vi gå rundt i byen og føle os som rockstjerner, når pigerne viste de optagelser, som de havde lavet af os.

Om aftenen optrådte koret på rådhuset i Qalqilia ved et arrangement, hvor der blev uddelt diplomer til fængslede palæstinenseres familier, da fangerne af gode grunde ikke kan være der. Det er et undervisningsprogram, som skal forberede de palæstinensiske fanger på et liv efter israelske fængsler.

Mange har været fængslet i 15-20 år eller mere, og da de ikke har mulighed for kontakt med omverdenen, kommer de ud til en helt anden virkelighed end den, de forlod. En verden der er fuldstændig forandret af udviklingen inden for kommunikation med internettets indtog med videre. Omkring 25 procent af den palæstinensiske befolkning har på et tidspunkt i deres liv været fængslet i kortere eller længere tid af israelerne.

Onsdag, vores sidste dag med koncerter, optrådte vi ved middagstid i Nablus Child Cultural Center. Der var dog ingen børn, men omkring hundrede ældre sortklædte kvinder. Igen var det vore palæstinensiske sange, der vakte begejstring. 

Om eftermiddagen var vi på rundvisning i Askar-flygtningelejren med snesevis af nysgerrige børn i hælene. Omkring 100 børn fra flygtningelejren var mødt op i Askar Social Development Centers rå betonbygning til den efterfølgende koncert.

Salen indbyder til fri leg, så der var en øresønderrivende larm. Det bliver hurtigt klart, at Oktoberkoret godt kunne pakke de 28 indstuderede numre væk og forsøge at fange børnene med andet end skønsang fra Skandinavien.

Heldigvis er en stor del af korets medlemmer uddannede pædagoger eller skolelærere, aktivt udøvende eller pensionerede, så det lykkes at fange de palæstinensiske børns opmærksomhed med danske fagtesange som Hjulene på Bussen, Lille Peter Edderkop, Og så trækker vi skuffen ud, og hvad der ellers kan hentes frem fra hjernekistens gemmer. Det skabte ro, og børnene sang med og efterlignede de voksne danskeres bevægelser på scenen. 

Venlige og smilende mennesker

Er det muligt at rejse på Vestbredden som turist? Ja, det er det. På trods af palæstinensernes hårde livsvilkår under den israelske besættelse af landet mødtes vi overalt af venlige og smilende mennesker og et “Welcome to Palestine!” Som vestlig turist møder man overalt stor gæstfrihed og venlighed og folk, der vil have taget selfies. Nogle gange lidt for meget.

Landet føles sikkert, og palæstinenserne er glade for at få besøg af turister. Som nævnt tidligere beskytter vores vestlige udseende os mod overgreb fra de israelske myndigheder. Israelernes forsøg på at knække landet økonomisk ved at blokere for eksporten kan til dels modvirkes med øgede turistindtægter.

Lad mig slutte med denne historie. Da vi i starten af rejsen var kommet over checkpointet fra Israel, skulle vi videre med taxabus fra Ramallah til vores hotel i Nablus. Efter at være sat af i Nablus og på vej til hotellet opdager jeg, at jeg har tabt min pengepung i taxaen. En masse hjælpsomme mennesker sætter sig i sving for at få efterlyst pungen. Et par timer efter dukker den op med alle kort, dog uden penge. Men det var der heller ikke i, før jeg tabte den.