Hvert år er den 25. maj Afrika-dag i Cuba. Det har to historiske grunde – og én principiel.

Den 25. maj 1963 blev OAU (Organization of African Unity) grundlagt i Etiopiens hovedstad Addis Abeba; fordi Etiopien var det eneste afrikanske land, som bevarede sin selvstændighed i 1883/1884 – da de europæiske stormagter totalt indtog og indbyrdes fordelte hele Afrika imellem sig).

De forstærk-ninger, I sendte til slaget ved Cuito Cuanavale, har en i sandhed historisk betydning.
Nelson Mandela

For det andet er cubanernes forfædre hovedsageligt spanske kolonisatorer og soldater på den ene side – og massive mængder af bortførte og slavagtiggjorte afrikanere på den anden. (Cuba var et af de amerikanske lande, hvortil der blev overført flest afrikanere som slaver overhovedet).

For det tredje har international og humanitær solidaritet altid været en urokkelig hjørnesten i den cubanske revolutions historie, lige siden sejren da det blev nytår 1959 – for 61 år siden.

Afrika er et gigantisk stort kontinent – rigt på frugtbar jord, biologisk mangfoldighed og mineralske rigdomme. Derudover sandsynligvis udgangspunktet for den menneskelige races opståen og spredning ud over vor planet; men igennem de sidste omkring 500 år også et nådesløst offer for de europæiske og de amerikanske verdensdeles herskeres "opdagelsesrejser", slavehandel, kolonisering og udplyndring.

Cuba er et af verdens mindste lande (cirka dobbelt så stort og med dobbelt så stor en befolkning som Danmark).

Fra 1868 til 1895 lykkedes det cubanerne at kæmpe sig fri af det spanske koloniherredømme – og med den cubanske revolution fra 1953 til 1959 lykkedes det dem at kæmpe sig fri af USA's overherredømme, som omgående afløste det spanske.

Lige fra den cubanske revolutions sejr i 1959 har dette lille land og folk udvist en helt forbløffende storsindet og storstilet solidaritet på verdensplan med andre fattige og undertrykte lande og folk – ikke mindst i forhold til Afrikas lande og folkeslag; og startende med Algeriet i dets frigørelseskamp mod Frankrig allerede i 1959.

Fra starten mødte cubanernes principfasthed – både med hensyn til deres egen revolution og deres internationale solidaritet – først forbløffelse, siden uudslukkeligt militært og politisk og økonomisk fjendskab fra USA og de vestlige stormagter samt massiv bagtalelse og/eller fortielse i alle Vestens mainstreammedier (og også lille følgagtige Danmarks).

Er dette bare løsagtige, venstreorienterede påstande?

Lad os give ordet til den også i Vesten hyldede frihedshelt (og forsoningshelt) Nelson Mandela, da han besøgte Cuba den 26. juli 1991 – kort efter sin løsladelse fra apartheidregimets fangenskab:

"Vi er kommet hertil med følelsen af at stå i stor gæld til Cubas folk. Hvilket andet land kan opvise en historie med større uselviskhed end den, som Cuba har demonstreret i sine relationer med Afrika? Hvor mange lande i verden nyder ikke godt af cubanske sundhedsarbejderes og læreres indsats? Hvor mange af dem arbejder ikke i Afrika? Hvilket land har bedt om Cubas hjælp og er blevet afvist?

Hvor mange lande, som var truet af imperialismen eller kæmpede for deres nationale befrielse, har ikke fået Cubas hjælp?"

"De forstærkninger, I sendte til slaget ved Cuito Cuanavale (i det sydlige Angola i 1988, invaderet endnu engang af det racistiske Sydafrika – i alt har cirka 300.000 frivillige cubanere forsvaret Angolas uafhængighed fra 1975 til 1988) har en i sandhed historisk betydning.

Den racistiske hærs overvældende nederlag ved Cuito Cuanavale gjorde det muligt for Angola at opnå fred og konsolidere sin egen suverænitet. Den racistiske hærs nederlag tillod Namibias kæmpende folk endelig at opnå deres uafhængighed. Apartheidstyrets aggressive styrkers afgørende nederlag ødelagde myten om den hvide undertrykkers uovervindelighed.

Apartheidhærens nederlag tjente som en inspiration for Sydafrikas kæmpende folk. Uden det nederlag, den led ved Cuito Cuanavale, ville vores organisationer aldrig være blevet gjort lovlige. Den racistiske hærs nederlag ved Cuito Cuanavale gjorde det muligt for mig at være sammen med jer her i dag.

Cuito Cuanavale er en milepæl i historien om kampen for befrielsen af det sydlige Afrika. Cuito Cuanavale markerer et vendepunkt i kampen for at befri vores verdensdel og vores land for apartheids svøbe."

(Citeret fra bogen "Man kan ikke slå ideer ihjel" – udgivet i 2006 af Dansk-Cubansk Forening).

Og solidariteten og samarbejdet fortsætter.

I 2019 udgav Svensk-Kubanska Foereningen bogen "Broderlaender Systerfolk – Om Kuba och Afrika", skrevet af Louise Oesterlin.

Den giver et fremragende overblik over Afrikas godt 500-årige lidelseshistorie under Europas og USA's slavegørelse, kolonisering og imperialisme på den ene side – og Cubas storsindede og stædigt fortsatte solidariske hjælp gennem de sidste seks årtier.

Fra bogen citerer vi følgende korte uddrag:

"Man kan inte skriva Afrikas historia utan att naemna Fidel Castro. Han var den man som gjorde allt foer att hjaelpa Afrikas laender att vinna sin sjaelvstaendighet."

(Erastus Mwencha, Afrikanska Unionens vice ordfoerande 2008 – 2017)."

"Kubas engagemang i Afrika har inte bara fortsatt utan aeven oekat under Raul Castros tid som Kubas president 2008 – 2018. I boken "Cuban Foreign Policy, Transformation under Raul Castro" ges några siffror, som aer sammanstaellda av den kanadensiske Kubakaennaren Isaac Saney:

2008 hade Kuba medicinskt samarbete med 22 afrikanska laender daer 1.184 haelsovårdsarbetare, varav 832 laekare, deltog.

2012 hade antalet laender i Afrika med Kubasamarbete oekat till 35 med mer aen 4.000 kubanska haelsovårdsarbetare.

2013 hade antalet kubanska haelsovårdsarbetare i Afrika oekat till 5.500.

2016 var antalet oever 13.000. De utgjorde ca. 30 procent av alla kubanska haelsovårdsarbetare med uppdrag utomlands.

2016 hade under åren sammanlagt 30.000 studerande från Afrika utexaminerats från kubanska universitet."

De danske mediers og mediearbejderes massive tavshed herom er såre sigende – og tankevækkende!