Kommunisternes strategiske mål i den nuværende epoke er overgangen til socialismen.

Kommunisterne giver ikke en detaljeret opskrift på, hvordan socialismen vil komme til at se ud i Danmark. Dette vil afhænge af talrige forhold, herunder styrkeforholdet mellem klasserne nationalt og internationalt, den konkrete form for overgang til socialismen, klassemodstandernes handlinger og ikke mindst, hvordan et aktivt folk til den tid vil bestemme sig for, at socialismen konkret skal skrues sammen. Derimod fastslår kommunisterne en række bærende principper og lovmæssigheder for socialismen på såvel økonomiens som politikkens område.

Kommunisterne skelner mellem »overgangen og tilnærmelsen til den socialistiske revolution« (Lenin) og selve overgangen til socialismen (revolutionen). Førstnævnte begreb dækker de former, som klassekampen antager i perioden op til den socialistiske magtovertagelse, hvor kræfterne køres i stilling og den subjektive faktor forberedes. Denne periode kan være af kortere eller længere varighed.

Selve overgangen til socialismen sker i forbindelse med en »revolutionær situation«, der kan have utallige former og udtryk. Dens væsentligste kendetegn er af Lenin defineret som en »national krise, hvor de lavere lag ikke længere vil og de øvre lag ikke længere kan fortsætte på den gamle måde«. Det er umuligt at sige noget om, hvordan den konkrete form for overgang til socialismen bliver. Det afhænger først og fremmest af klassefjendens reaktion og arbejderklassens styrke og forberedelse. Kommunisterne må derfor forberede sig på alle muligheder og former.

Kommunisterne konstaterer, at sandsynligheden for, at overgangen fra kapitalisme til socialisme i et højtudviklet statsmonopolitisk land som Danmark sker i ét slag, er ringe, og at overgangen og tilnærmelsen til den socialistiske magtovertagelse formentlig vil være en længere proces med forskellige etaper.

Kommunisterne konstaterer endvidere, at det i dag er umuligt at sige noget endeligt om karakteren og indholdet af disse etaper, men at det med det nuværende udgangspunkt virker mest sandsynligt, at klassekampen vil nærme sig socialismen gennem en folkelig, demokratisk og anti-monopolistisk etape, også kaldet et anti-monopolistisk demokrati.

Antimonopolistisk demokrati

En sådan etape vil være kendetegnet af skærpet klassekamp, hvor arbejderklassen og dens allierede har mulighed for at tilkæmpe sig offensive politiske, økonomiske og sociale reformer rettet imod monopolernes magt og indflydelse. Centrale reformer i en anti-monopolistisk etape kan være:

Reformer, der styrker demokratiet og skaber nye demokratiske institutioner og muligheder. Herigennem kan arbejder- og folkebevægelsen styrke sine positioner.

Reformer, der styrker den offentlige sektor på bekostning af privatkapitalismen.

Reformer, der griber direkte ind over for monopolernes magt, f.eks. med nationaliseringer.

Reformer, der forbedrer befolkningens levevilkår.

Reformer af denne type vil have en kraftigt mobiliserende virkning på arbejder- og folkebevægelsen.

Sættes en sådan proces af samfundsforandrende reformer i gang og understøttes af en aktiv befolkning, der ikke alene vil forsvare de vundne reformer, men også kæmpe aktivt for at videreføre og udvide dem, kan det på afgørende vis fremme de objektive og subjektive betingelser for overgangen til socialismen.

Det kommunistiske parti må udarbejde et program, der indeholder sådanne folkelige, demokratiske og anti-monopolistiske reformer, og som peger frem mod socialismen.

En afgørende forudsætning for at nå en anti-monopolistisk etape i klassekampen er, at arbejderklassen er forenet og har samlet allierede klasser og lag omkring sig i kampen mod monopolkapitalen. I denne centrale enheds- og allianceproces støtter det kommunistiske parti sig på den danske og internationale arbejderklasses mange og rige erfaringer. Vi støtter os blandt andet på erfaringerne med at opbygge folkefronten og folkefrontsregeringerne i 1930’erne, på erfaringerne med at bygge folkedemokratierne efter anden verdenskrig, på erfaringerne fra Chile og andre lande. Disse og andre erfaringer giver positive – og negative – eksempler på, hvordan arbejderklassen og de demokratiske kræfter kan forene sig og nærme sig overgangen til socialismen.

Den parlamentariske kamp

Kommunisterne kæmper aktivt for at blive repræsenteret i parlamentariske  og lignende institutioner på alle samfundets niveauer, herunder ikke mindst i Folketinget. Selv om kommunisterne betragter den udenomsparlamentariske massebevægelse og klassekamp som det afgørende og centrale i deres strategi, er også den parlamentariske kamp en væsentlig kampform, som spiller sin egen rolle i arbejderklassens kamp og i mobiliseringen af arbejderklassen og den udenomsparlamentariske folkebevægelse.

I en anti-monopolistisk, demokratisk etape, der er kendetegnet ved massive reformer, må man forvente, at kommunisterne er repræsenteret i Folketinget på den ene eller den anden måde. Kommunisternes selvstændige stemme i Folketinget og andre parlamentariske organer har en særlig vægt i et samfund som det danske med et mangeårigt udviklet parlamentarisk politisk demokrati, som brede dele af befolkningen støtter sig til. Men kommunisterne udelukker på den anden side heller ikke, at der kan ske afgørende reformgennembrud, uden at der sidder en eneste kommunist i Folketinget. En velorganiseret udenomsparlamentarisk folkebevægelse kan tilkæmpe sig reformer af væsentlig betydning.

Kommunisterne afviser, at man kan stemme sig til socialismen, og skelner i den forbindelse mellem regeringsmagt og statsmagt. Regeringsmagten er en del af statsmagten, men denne indbefatter også andre områder såsom centraladministration og undertrykkelsesapparat. Erfaringen viser, at kommunisterne og deres allierede under særligt gunstige vilkår kan opnå regeringsmagten ad parlamentarisk vej, men det vil være en farlig illusion at glemme, at de endnu ikke har erobret hele statsmagten.

Kampen mod EU og NATO

Kampen mod EU’s politiske Union er en kamp af såvel taktisk som strategisk betydning. Undermineringen af det nationale politiske demokrati (selvbestemmelsesretten) går hånd i hånd med en alvorlig forringelse af arbejderklassens og de folkelige kræfters levevilkår, de kollektive rettigheder, velfærdsreformer og de demokratiske vilkår i det hele taget. Omvendt markerer denne udvikling en kraftig styrkelse af de europæiske monopoler og transnationale selskaber, der i stigende grad får serveret det store »indre marked« som plyndringsobjekt. I denne proces spiller det nationale spørgsmål en afgørende rolle i kommunisternes strategi og taktik. Kampen for selvbestemmelsesretten, kampen for den nationale uafhængighed og kampen for, at Danmark kommer ud af EU, er en demokratisk, anti-monopolistisk og anti-imperialistisk kamp. Den nationale selvstændighed kan først endeligt sikres under socialismen.

På internationalt plan udgør EU’s politiske, økonomiske og militære ambitioner en trussel mod verdensfreden. EU’s monopolforetagender og dets politiske elite søger at udvikle EU til en supermagt, der på alle områder kan tage kampen op med USA. EU’s internationale strategi er ikke blot en trussel mod verdensfreden, men den fastholder også en kreds af verdens fattige lande i afhængighed og underudvikling.

Kommunisternes kamp for national selvbestemmelse, frihed, demokrati og fred indbefatter også kampen for at frigøre Danmark fra Nato. Store monopoler søger at lænke Danmark til supermagten USA og gøre landet til en brik i  det amerikanske politiske og militære eventyr over alt i verden. Nato er en militær alliance, der udgør en central del af USA’s strategi. Kommunisterne må spille en aktiv rolle for at styrke modstanden mod supermagten USA, verdens politibetjent og urostifter nummer 1 på alle områder.

Ebbe i den revolutionære bevægelse

Kommunisterne er opmærksomme på og tager højde for, at klassekampen aktuelt er i ebbe eller i en periode præget af stagnation og tilbagegang. Monopolkapitalen er i offensiven på alle fronter nationalt og internationalt. Arbejderklassens enhed er i dag ikke stærk nok til at stække monopolkapitalen eller rejse den enhed, der for alvor kan give monopolerne modstand. I denne situation kæmper kommunisterne for at forsvare arbejderklassens tilkæmpede resultater og kollektive rettigheder. Fagforeningerne skal holdes intakte og befæstes som kamporganisationer. Enhedsfagbevægelsen skal forsvares. Samling og enhed i klassen i den daglige kamp og skabelse af folkelig enhed i kampen mod EU er forsvarskampe af vital betydning.

Det er også i dette lys, at kommunisterne ser betydningen af at styrke enhedsarbejdet og bestræbelserne på at samle kræfterne i ét parti.

Nogle begreber i kommunisternes strategi og taktik

Strategien og taktikken er videnskaben om ledelsen af arbejderklassens kamp.

Strategien og taktikken bygger på en analyse af de objektive forhold, men virker i hovedsagen ind på de subjektive forhold.

Strategien fastlægger mål og hovedretning i en hel historisk epoke. Strategien (den strategiske plan) definerer vejene til at nå dette mål.

Strategien fastslår endvidere klassekampens aktuelle etape (udviklingsstadium), afdækker fordelingen af hovedkræfterne, allianceforhold osv. og fastlægger opgaverne til planens gennemførelse.

Strategien forandrer sig med overgangen fra en etape til en anden eller som følge af grundlæggende ændringer af den objektive situation, men forbliver i øvrigt konstant over lang tid.

Taktikken er underordnet strategien. Taktikken fastlægger linjen for arbejderklassens kamp på et konkret trin eller i en konkret fase eller etape af op- eller nedgang i arbejderklassens kamp (flod og ebbe). Gamle paroler og krav udskiftes med nye, gamle kampformer erstattes med nye. Der udvikles nye organisationsformer, former kombineres osv. Taktikken stiller sig mindre, konkrete mål såsom gennemførelsen af konkrete kampagner, kampe, strejker, generalstrejker, aktioner osv. Taktikken forfølger bestemte trin i etapen. Taktikken er smidig og bevægelig.

Den strategiske ledelses opgave består i at udnytte alle revolutionens "reserver" for at nå hovedmålene i den givne etape. Direkte: Vinde opbakning blandt arbejderklassens allierede og de allierede lag i eget land, søge opbakning og støtte fra arbejderne i andre lande, fra undertrykte lande, socialistiske lande osv. Indirekte: Udnytte modsætninger og konflikter i borgerskabets rækker, modsætninger og konflikter mellem de kapitalistiske og imperialistiske lande osv. Den strategiske ledelse tager stilling til samling af kræfterne mod borgerskabets sårbare dele i det afgørende øjeblik. Den tager stilling til tidspunktet for det afgørende slag. Den fastholder trods alle hindringer kursen mod målet og skal endvidere mestre gennemførelsen af »ordnede tilbagetog«, når disse er uundgåelige.

Den taktiske ledelse er en del af den strategiske ledelse og underordnet denne. Den består i at mestre og kombinere alle former for klassens kamp, som sikrer den strategiske fremgang. Den taktiske ledelse forholder sig til op- og nedgang i klassekampen for at føre arbejderklassen frem til revolutionære positioner baseret på massernes egne erfaringer.

Revolutionær og reformistisk strategi og taktik. Kommunisterne støtter under bestemte betingelser altid reformer, overenskomster og kompromiser, der er nødvendige i arbejderklassens kamp. Kommunisterne er bevidste om, at tilkæmpede reformer kan virke opmuntrende og mobiliserende på arbejderklassen, hvis de ledsages af et politisk arbejde fra kommunisternes side.  Man kan ikke reformere sig til socialismen men kommunisterne afviser ikke, at der kan skabes en proces af reformer, der kan fremme objektive og subjektive betingelser frem mod overgangen til socialismen.

Omvendt hævder reformisterne, at man kan reformere sig til socialismen. I virkeligheden bruger de ofte reformer til at lægge en dæmper på arbejderklassens kamp og svække den. De underprioriterer og bekæmper derfor det politiske arbejde, der skal sikre, at arbejderklassen bliver bevidst om sin egen styrke og historiske opgave som kapitalismens banemand. En reformistisk taktik under forhold, hvor borgerskabet har magten, tjener til at styrke denne magt.

I dag bruges ordet »reform« også om deciderede forringelser af arbejderklassens kår. Sådanne »reformer« bekæmper kommunisterne. Når kommunisterne taler om kampen for reformer, tænker de alene på sådanne reformer, som betyder forbedringer af arbejderklassens kår og styrkelse af dens positioner.

Begreberne etape, fase og trin betragtes ikke som skematiske størrelser. Ændrede objektive og subjektive omstændigheder betyder ændringer i strategien og taktikken.