I hele mit bevidste voksenliv, det vil sige efterhånden 50 år, har jeg måtte høre, at kvinder, der på en eller anden måde er udfordrende i opførsel eller fremtoning, selv er årsag til seksuelle overgreb.

Årsagen til seksuelle overgreb er egocentrisk afstumpethed, forråelse, fremmedgjorthed og disrespekt!

Dette synspunkt kolporteres også i de (til tider a-)sociale medier. Senest i forbindelse med århundredets kioskbasker og underholdningssucces, det modbydelige mord på Kim Wall. En i øvrigt velformuleret mand har set nogle fotografier af hende, han finder udfordrende. Og derfor kan han godt forstå, det endte, som det gjorde. Tit hører jeg sågar kvinder afsige den samme dom.

Nej!

Årsagen til seksuelle overgreb er egocentrisk afstumpethed, forråelse, fremmedgjorthed og disrespekt! Altså patriarkatet. Egocentrisk på niveau med pottestadiet. ’Jeg vil ha, jeg vil ha’. Som når Lars Sejer Christensen ikke vil betale 12 procent i skat.

Hvis en mand, læs: et menneske, forgriber sig på en kvinde, læs: menneske, er der tale om en fysisk eller psykisk voldsforbrydelse! Hvis han ikke kan tøjle sit (magt-)begær, er han oven i købet ret sølle. Og gør dermed kvinden til en genstand, en vare, man ikke skylder noget hensyn. Magt og ret er ikke det samme!

Men hvad er nu årsagen til, at disse krænkelser bliver ved? Der findes de, som mener, vi skal se ind i os selv. Men skal vi nu også det? Kunne det tænkes, at grunden er noget så simpelt som klasseinddelingen af mennesker? Altså, at mænd regerer verden.

De herskende idéer og normer er jo til enhver tid den herskende klasses normer, for det er nemmest at sparke nedad. Og for tiden sparkes der nedad. Samtidigt dyrkes magten, og dens udtryk applauderes.

Ålen er et ’dionysisk menneske’, og som følge af sin kulturelle og økonomiske magtposition har han i sine beundreres øjne ret til at promovere sig yderligere ved sin mildt sagt pinlige opførsel. Sølle! Og atter engang barnagtig, egocentrisk disrespekt. Som gouteres selv af kvinder. Bare, selvfølgelig ikke af dem, det går ud over. Men af en del af dem, der har accepteret de borgerliges, altså den herskende klasses normer.

Mig leder ovenstående til at tænke, at uden en seriøst gennemgribende omvæltning, en revolution, i vort samfunds normer, en knægtelse af magtpositioner, kommer vi ikke videre end de foregående talløse generationer. Kort: en ophævelse af klassesamfundet er for mig at se den eneste vej.

Der var jo netop takter for 100 år siden: Clara Zetkin, Alexandra Kollontai med flere, der stod for en revolution i opfattelsen af køn. Og samtidigt, sjovt nok, i synet på klassesamfundet. Det var jo netop kvinder, navnløse, der startede det hele den 7. November 1917. Og som fortsatte de første år med at få de mandlige arbejdere til at forstå, at de borgerlige normer måtte, måtte væk fra deres bevidsthed.

For at sætte mennesker, læs: kvinder og mænd, fri fra undertrykkelsen og fornedringen.